I den svenske TV-snak om skole 28/2 var faget historie på tale. Det var for stort et emne til, at man på 9 eller12 skoleår kunne nå igennem det. Man måtte stryge noget: evt. den klassiske oldtid og middelalderen eller noget af nyere tid for så at starte med den franske revolution og studere samtidshistorien mere indgående efter anden verdenskrig, eller omvendt.
Samtidshistorien før og efter Anden Verdenskrig? Var det ikke også det skoleminister Ritt Bjerregaard lagde an på: børnene skulle høre om ”nationale og globale samtidsproblemer”, lære ”at vurdere politiske, økonomiske og ideologiske udsagn” og kende de ”faktorer, der danner baggrund for det nutidige samfunds konflikter”…etc.
Hvordan i alverdens riger og lande kan man – selv i sin vildeste fantasi – forestille sig disse ting gennemført? HVOR er den lærer, der har begreb om disse ting? HVOR er den politiker, embedsmand, professor, funktionær , arbejder, journalist o.s.v. der kan opfylde disse krav på undervisning af børnene. HVAD ved vi mennesker om, hvad der foregår omkring os?
Vi kan måske se resultaterne, men vide hvad der er foregået eller foregår i de mange instanser, åbne og lukkede, og ikke mindst bag kulisserne…jamen, hvad har man egentlig drømt om? Massemedierne er jo mere sparsomme med fakta end nogensinde, og mange mennesker har mundkurv på.
Sådan undervisning er bare simpelthen u m u l i g !
”Samtidshistorie” dækker over indoktrinering af politiske holdninger , intet andet. I Danmark er flere skolebøger da også udgivet af politikere eller politiserende personer.
