Bent Blüdnikow fortæller i en kronik i JP 6/3 om den terroraktivitet, der var i 70´erne og som både VS og SF, herunder journalist Anna Grete Holmsgaard, gik fuldt ind for. ”I løbet af 1970´erne kom terror til at spille en stadig større rolle i Mellemøsten og en af tidens værste aktioner skete i 1978, da en gruppe palæstinensere sejlede ind til Tel Avivs strand. Her myrdede de først en ung kvinde, som de havde spurgt om vej. Derpå erobrede de en bus og under de efterfølgende ildkampe dræbte de 37 civile israelere, herunder mang børn, og sårede yderligere 82. Holmsgaard advokerede, at man ikke skulle tage afstand fra den slags ”såkaldte terroraktioner”, selv om de ramte civile.”
I påsken marts 1978 holdtes et terroristorganisationsmøde med PLO på Kildegården i Tisvilde. Kildegården ejedes eller bestyredes af en Arne Larsen. Den blev brugt til studentermøder, bl.a. et seminar om (Mentalhygiejnens) Studenterrådgivning 1974 og annoncerede gerne i undergrundsbladet ”København” og ”Notat”.
Her er en udsendelse fra ”Familieværnet Telefonavis”, en privat oprettet telefonavis, som fortrinsvis tog sigte på det, massemedierne ignorerede. Her fra 24.3.78:
”Mon den danske befolkning egentlig har gjort sig klart, hvad der foregår i disse dage i København? Danske politiske organisationer har indledt samarbejde med internationale terrororganisationer, Al Fata, PFLP, som benytter sig af drab på civile, herunder børn, for at gennemtvinge deres politiske mål. De danske arrangører af solidaritetskonferencen har grotesk nok fundet det nødvendigt at anmode om politibeskyttelse til deres gæster. Men snarere er det den danske befolkning, som burde beskyttes. Intil nu har Danmark været forskånet for terroraktioner – men hvorlænge? Hvornår skal vi begrave de første lemlæstede skolebørn? Over det meste af verden dukker nye terroristorganisatioer frem, som sammen med de existerende er en stedse stigende trussel mod demokratiet og verdensfreden.
Derfor arrangerer ”Komitéen mod international Terrorisme” en demonstration påskelørdag den 25. marts kl. 11.30. Mødestedet vil være Københavns Rådhusplads. Demonstrationens formål er med udgangspunkt i det aktuelle besøg at medvirke til at standse terrorismens videre forgrening. Demonstrationen vil blive afholdt under værdige former.
Bring venligst budskabet videre. Tag hele familien med. Vel mødt!”
(Citat slut fra Familieværnets Telefonavis 24.3.78).
Der mødte mange op til demonstrationen, som (lidt ændret) startede ved Sovjets ambassade og gik til Rådhuspladsen. Hele vejen var der personer, der fotograferede demonstranterne, mens andre fotograferede fotograferne. På Rådhuspladsen talte den fra besættelsen kendte frihedskæmper Jens Lillelund. (Talen aftrykt i tidsskriftet AKTION nr. 4, 1978).
”Familieværnets Telefonavis” refererede 25.3.78:
”Danmark skal langsomt godtage terrorisme, lidt efter lidt, skridt efter skridt belæres vi om, at terrorister og forne tiders frihedskæmpere var det samme. Vi hørte det ved de på universitetet arrangerede møder om Baader-Meinhof gruppen. Men krigens frihedskæmpere kæmpede imod og ikke for diktatur. De kæmpede for at få deres lands folkestyre og frihed tilbage…..”
- og videre 31.3. og 4.4 1978:
”Komitéen imod international Terrorisme havde torsdag den 28. marts en høring på Christiansborg om terrorisme.. Flere partier glimrede med deres fravær, bl.a. Socialdemokratiet og Venstre.”… ”Og hvor var Venstresocialisterne? Var ikke netop lige dette emne noget for dem? Høringen blev en valen snakken hid og did. Jørgen Junior (MF Fremskridtspartiet) mente, at der i folkestyret også må være plads til dem, der bekæmper folkestyret….” . Ja, forudsat at det ”sker efter love og regler og sømmelighed. Eller skal vi acceptere vold og mord og terror, fordi f.eks. unge Jensen på Nørrebro går amok og vil have det rådne samfund afskaffet? Skal vi lade ham sprænge hele verden i luften?
Der er visse kræfter i dette land, som allerede i årevis har brugt specielle metoder til at bekæmpe det parlamentariske folkestyre: fordrejninger, rænkespil, lovstridigheder o.l. manipulationer. Desværre har de haft beskyttere inden for myndigheder og regering. Vi har ikke glemt: ….”
