Den Ukorrekte Avis skriver om knægtelse af ytringsfriheden. Det er langtfra et nyt problem. Men før islaminvasionen slog man ikke sine medmennesker ihjel for deres ”forkerte” meningers skyld.Telefonavisen
Inspireret af telefonavisen hos Als (Aktive Lyttere og Seere*, stiftet af MF Erhard Jacobsen), oprettede jeg i 1975 ”Familieværnets Telefonavis”. Nogen måtte gøre noget, ligesom under besættelsen, da duplicerede løbeblade spredtes privat. Begivenheder bag kulisserne måtte ud, uafhængigt af massemediernes politiseren og fortielser. Jeg sigtede ikke på almindelig indenrigs- og udenrigspolitik, men snarere, hvad man kunne kalde småtingsafdelingen. Jeg lod hånt om partipolitik og var blottet for det moralbegreb, som mange er hæmmet af: at man ikke må angribe personer, men kun meninger. Det er nu engang personer, der undfanger idéerne øg derfor måtte man finde frem til hvem, der stod bag. Familieværnet skulle ”danne værn mod utidig og ulovlig indgriben i familielivet udefra”. Det var således vendt mod myndigheders overgreb på personlig frihed, personlig pligt og ansvar inden for hjemmets fire vægge, ja, hele den Fagre ny Verdens big-brother-kontrol. Med sådan målsætning ville telefonavisen være en torn i øjet på den fløj, der kæmpede for 68´ernes ideologi, men også for snæversynede partigængere, der som – åh, så ”pæne borgere” hellere lukkede øjnene for hvad som helst end at imødegå ”deres” partis brugbar-naive. Hvor tit ser man ikke disse ”pæne borgere” bøje sig i støvet for dem, der officielt ”er noget”, selvom de kender deres rævestreger.
Da jeg oprettede den første telefonavis – som snart efter fulgtes af endnu en i provinsen –anede jeg ikke, hvilket fantastisk psykologisk våben det ville blive, trods den begrænsede lytterskare. (Båndet tog 4 minutter, så selv med en spidsbelastning kunne det kun nås af 2500 personer på en uge. Ren teori uden hold i virkeligheden! Begge telefoner skiftede program hver uge). Telefonavisens afsløringer og angreb kunne ikke imødegås andre steder end i pressen, og gjorde man det, reklamerede man samtidigt for telefonavisen. Jeg havde altid mine små sedler med til uddeling: ”Vi mener, der er noget i telefonaviserne (telefonnumrene angivet) i denne uge, som vil interessere Dem! Med venlig hilsen Familieværnet (og postboxadresse)”. Teksten kunne også tage sigte på en konkret sag og være bakket op af en billigannonce i en lokal ugeavis. Sådan gennemførtes mange aktioner, f.eks. inden for et bestemt geografisk område eller i en institution, et firma, et teater, en forening, et møde etc. Ved sådanne mærkesager kunne telefonavisen give dønninger ud i pressen med barske angreb på mig, men hvad – det hørte med, øg dårlig omtale er bedre end ingen omtale! Det gav mig jo mulighed for at fortsætte sagen i avisspalterne.Af særlige mærkesager bør nævnes: politiangrebet på Beckers Vietnambørn med optagelse direkte fra åstedet, forældrekurset på Zahles Seminarium, Mini-kirkedagene i Rønde, Johannesskolen og Katamaranen, Gentofte Skoles skoleblad, direktør Ernst H. Larsens jubileum i Københavns Børneværn, Juelsmindes byråds hospitalssalg og en borgerlig politikers sympati for Tvind, Thylisten ved valget 1978, IKEAs prisuddeling (delvis på svensk), færgefejningen, Solvognsspektaklerne i Rebild, det østtyske Gripsteater (på tysk), Kvindekongressen (på engelsk og fransk), Nordkoreas narkosalg, den store Fredskongres i Aalborg, UFF-indsamlinger m.m.
En del af disse aktioner er omtalt i bogen ”5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.
Året efter oprettelsen af telefonavisen opfordrede MF øg radiorådsmedlem, SF´eren Poul Dam, justitsminister Orla Møller til at ”udforme bestemmelser for de såkaldte telefonaviser”. Selvom Poul Dam ikke refererede til nogen bestemt telefonavis og over for Politiken kun nævnte den, der tilhørte Aktive Lyttere og Seere, så tyder hans pluralis – ”aviser” – på at han også havde kik på Familieværnet, men hvordan det nu var, justitsministeriet svarede, som man kunne forvente, at eventuelle injurier og bagvaskelser i en telefonavis faldt ind under straffeloven og var undergivet privat påtale.
Ved kommune- øg amtsvalget i 1978 sigtede telefonavisen specielt på de såkaldte ”borgerlister” eller ”tværpolitiske” lister, hvis politik ikke umiddelbart var klar. Man opfordrede folk til at se sig for og eventuelt også udskifte brugbar-naive byrådsmedlemmer i de borgerlige rækker med mere vågne, som ikke kunne misbruges i samfundsundergravningen, sådan som det f.eks. havde været tilfældet med Venstre i Juelsminde, der solgte kysthospitalet til Tvindimperiet. Der kunne nævnes utallige analoge sager.
I Thisted var der opstillet en ”Thyliste”, som telefonavisen angreb efter at have tjekket kandidaterne. Dette rejste en storm i Viborg Folkeblad og MF SF´eren Ebba Strange, der netop var valgt deroppe, rejste forespørgsel i folketinget om retsregler for telefonaviser. Hun mente, at telefonavisen med ”anonymitet” kunne ”unddrage sig ansvarlighed”!
Men den nævnte hver gang både adresse og postgironummer og havde ikke hemmeligt telefonnummer, så justitsminister Erling Jensen svarede da også ligesom tidligere minister, at straffelovens injurielovgivning gjaldt for telefonaviser, og at eventuelle sager var underlagt privat søgsmål. Det fulgte så – halvanden måned senere, som man kan læse om i kapitlet om færgerengøringen på Store Bælt i ovennævnte bog ”5. Kolonne”.
Men interessant er det, at ”Familieværnets Telefonavis” - der kørte fra 1975-85 - hvor uvæsentlig den end måtte forekomme – politisk vakte så stor ophidselse og modstand på venstrefløjen, at man ville sætte alt ind på at knægte ytringsfriheden.
*) ALS skulle holde øje med politiserende journalisters manipulationer i DR. Udsendelserne optoges på bånd.
Kilde: Gertrud Galster: "Femte Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur".
