marts 29, 2010

Hvad nytter Grundloven, hvis den ikke bliver brugt?

Tirsdag efter påske kører Vestre Landsret i Århus en meget interessant ankesag. Den handler om skuddramaet på McDonalds-restauranten i Århus, hvor tre AK-81’ere skyder og sårer et medlem af Trillegårdsbanden. Kuglerne fyger om hovedet på børn og voksne, og det er et mirakel, at ingen andre kommer til skade.Det interessante er, at den ene af dem, der affyrer skuddene, vidner imod AK 81 og Hells Angels, og fortæller i øvrigt hvordan tingene er organiseret så snedigt i klubben, at narkopengene går til slikkassen, som betaler indkøb af våben. Det er altså i klubbens regi, at kriminaliteten foregår.

På den baggrund virker det uforståeligt, at Rigsadvokaten og justitsminister Lars Barfoed i begyndelsen af denne måned afviste at undersøge, om rocker- og indvandrerbander kan opløses ved lov, og det giver unægtelig mindelser om dengang, Rigsadvokaten nægtede det samme i forhold til det fanatiske muslimske parti Hizb ut-Tahrir, som på løbesedler blandt andet har opfordret til drab på jøder samt regeringschefer i vesten. Grundloven giver mulighed for at opløse foreninger, som ”virker ved eller opfordrer til vold”, og når man ser på det forgangne års bandekrig, ligger en opløsning lige for. Ikke alene bekriger banderne hinanden. De udsætter ligeledes sagesløse danskere for fare i det offentlige rum, når de skyder vildt omkring sig. Men Rigsadvokaten ser altså ingen grund til et forbud…

Hvor mange lig skal der i grunden på bordet, før regeringen for alvor tager affære? Jeg ved da godt, at hverken rockerbander, supportere eller indvandrerbander har nedfældet skriftlige statutter, hvoraf det sort på hvidt fremgår, at de har til hensigt at være voldelige og kriminelle. Rockerbanderne har i årevis forsøgt at bilde danskerne ind, at de er ”fredelige motorcykelklubber”, mens indvandrerbanderne som årsag til deres asociale adfærd vil pege på, at de mangler ”respekt”, og at de udsættes for racisme. Hertil kommer alle argumenterne om, at en opløsning af – og et forbud mod rocker- og indvandrerbander – vil være ren kosmetik og symbolpolitik. Og hvad så? Er det ikke netop sådan, meget politik begynder? Love skaber ikke gode mennesker, men love udstikker en retningslinje for anstændig og fornuftig adfærd. Når først loven er på plads, har politiet også langt bedre forudsætninger for at gribe ind, ligesom de vil have mulighed for at forbyde rygmærker og andre kendetegn for bandemedlemskaber.Al Capone-metoden har været en succes mod navnlig rockerne. Af skattevæsenet er de blevet lænset for millioner af kroner, motorcyklerne og guldkæderne er i mange tilfælde blevet konfiskeret. Men vi må konstatere, at det ikke forhindrer rockerne i at ruste yderligere op og grundlægge nye foreninger og klubber. Dermed udvides ikke mindst finansieringsmuligheder konstant og løbende. Seneste skud på den afstumpede og kriminelle rockerstamme er Hells Angels-supportklubben ”Devils Choice MC”, som skal være en ”storklub” med 11 ”afdelinger” på Sjælland og i Jylland. I modsætning til Rigsadvokaten synes jeg, at her er rigeligt med beviser på, at der er tale om en egentlig forening. Det er klart, at det ikke sammenlignes med den årlige generalforsamling i Håndarbejdets Fremme, ligesom det er indlysende, at der ikke findes skriftlige vedtægter som i en partiforening. Men der findes en fælles målsætning om at begå kriminalitet og bekæmpe andre bander – også selv om dette ikke er nedfældet i en formålsparagraf. Devils Choice MC er ikke den eneste gevækst på den kriminelle rockerstamme. I forrige uge startede Hells Angel en ”organisation” ved navn ”Viking Defence League”, som specifikt skal hjælpe rockergruppen med at tiltrække unge tilhængere og ”lærlinge” under 18 år. Man kan ligefrem se tilbuddet for sig ”Synes du også, det er besværligt at tage en uddannelse og skabe dig et liv? Så bliv rocker. Her er alt, hvad en frisk ung mand kan drømme om: Narko, vold og damer”. Men åbenbart mener Rigsadvokaten heller ikke her, at der er tale om en organisation eller forening i ordets egentlige forstand.

(.......)

Dansk Folkeparti accepterer på ingen måde regeringens og Rigsadvokatens afslappede holdning til rocker- og bandeuvæsenet. Rockere og bander er ikke kun et dansk problem. Det er internationalt. Også uden for landets grænser ruster specielt banderne op – eksempelvis i Sverige. En formel opløsning af rockergrupper og bander vil ikke alene være en håndsrækning til fredelige danskere, et signal om, at myndighederne faktisk er til for borgerne. Det vil også være et signal til udlandet om, at Danmark tager problemet meget alvorligt. Dansk Folkeparti vil derfor i den kommende tid genfremsætte en lang række forslag i Folketinget om bekæmpelse af rockergrupper og bander, ligesom vi vil undersøge andre muligheder for at besværliggøre tilværelsen for disse afstumpede og kyniske kriminelle. Med Grundloven i hånden vil vi forsøge at værne det danske samfund – hvilken nytte er den ellers til?

Med venlig hilsen Peter Skaarup

Dansk Folkepartis ugebrev v./ næstformand Peter Skaarup- mandag den 29. marts 2010.