ødelægger man kernefamilien, ødelægger man samfundet

Al ting består af mindre dele, små enheder. Har du tænkt på det? Disse små enheder danner basis for opbygningen af større ting. I myretuen er der samlet milliarder af grannåle, i hvepseboet er der klistret papirlag på lag, i vore huse er der lagt mursten ved mursten. Hvis disse enheder er af dårlig kvalitet eller beskadiges, rammer det den helhed, de er bygget op til eller danner basis for. Det gælder ikke bare i materielle sager.

I FN´s menneskerettigheder artikel 16, stykke 3 hedder det:

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Her sker nøjagtigt det samme som, hvis du sparker til myretuen. Nedbryder man og ødelægger man kernefamilien, så ødelægger man samfundet. Det går i opløsning.

Men det er netop det, som psykiater Brock Chisholm ønskede efter Anden Verdenskrig. Han troede, at man ad den vej kunne skabe en ny og lykkeligere verden. For at forandre verden, måtte man prøve noget, man aldrig havde prøvet før. Man skulle først nedbryde menneskenes gamle verden i bund og grund og så opbygge den nye, hvor alle kunne trives:

”Den eneste psykologiske kraft, som kan fremkalde ukritiske holdninger er moralitet, - forestillingen om ret og vrang,” sagde Chisholm. ”I mange generationer har vi bøjet nakken under syndsbevidstheden. Vi har slugt de giftige visheder, som vore forældre, søndags- og dagskolelærere har fodret os med. Men det er først i den senere tid, at man har fundet ud af, at sådan noget fremkalder neuroser og manglende følelsesmæssig modenhed til at være borger i et demokrati. Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

Psykiatere og psykologer, og efterhånden social- og sundhedssektoren, uddannelsessektoren, kriminologer etc. blev grebet af Chisholms ideologi og visioner og spredte dem: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en helt ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen og

børnene for at nå frem til den trivsel og menneskelig lykke, som ventede forude, og som man allerede havde fået smag på gennem de mange populære festivals, lotterier og arrangementer.

Denne psykisk syge ideologi har været prædiket og forherliget i nu mere end et halvthundrede år, og samfundsopløsningen bliver stadig tydeligere. Ikke mindst gennem løssluppen sex: man fratog børnene deres barndom og lærte dem sexlege og pornografi, nu er der ingen barrierer længere, ingen respekt for kernefamilien, uønskede fostre har man allerede længe smidt i skraldeposen, man åbnede for sodomi og alt andet, nu prædiker man pædofili og incest…

Med teknikkens og den medicinske videnskabs fremskridt er vi endt dér, hvor alt synes ligegyldigt. Er det lykken? Er det sådan, vi vil have det? Hvordan ender det?

Mon ikke det er på høje tid, at vi tænker over tingene?

Herunder er nogle mentalhygiejniske opfattelser af familieliv!