Skal Biblioteket være neutralt eller samfundskritisk?
Bevidstgørende eller kommercielt? Skal vi have
Det politiske Bibliotek
Bibliotekspolitik-mediepolitik.
Ovenstående overskrift er taget fra et opslag om bibliotekarmøde i København 1975.
Massemedierne er den fjerde magt i staten, hedder det – og måske den allervigtigste.
De formidles i høj grad gennem bibliotekerne, der ikke bare er bogsamlinger, men tilbyder aviser, tidsskrifter, foredrag, debat-møder, film, oplæsning, teater, børnelegestue, udstillinger, maleri- og tegnekunst, plakater, musik, brevkasse og et hav af gratis pjecer og bogmærker om aktuelle emner..
Dette betyder ikke bare et kolossalt udbud af oplysninger, men også en rig mulighed - om så ønskes – for påvirkning i en bestemt retning.
Nogle vil måske mene, at man gennem biblioteksloven er sikret en vis lødighed og alsidighed, men hvem afgør disse lovens krav? Skulle det være lykkedes at få en ting på prent, er det næste nåleøje biblioteklektørerne, der anmelder bog eller tidsskrift, og ud fra deres anmeldelser eller ud fra avisanmeldelserne udtager så de enkeltte biblioteker de ting, de ønsker. Lødigheden og alsidigheden beror altså på et skøn.
Mange andre love beror på skøn (f.eks. bistandsloven), og så kommer det rigtignok an på, hvem der skønner. Skønnet er nemlig meget tit lagt i hænderne – ikke på en folkevalgt forsamling efter almindelig demokratis facon – men på nogle få experter eller en faggruppe, som kan have en ret ensidig politisk sammensætning, således at de i fred og ro kan manipulere med folkestyret. Dette behøver ikke at være bevidst arbejde, thi mange er allerede gennem énsidig uddannelse ude af stand til at se ud af øjnene.
Det er også Bibliotekscentralen eller bibliotekarerne, der bestemmer hvilke udstillinger, teaterforestillinger, film m.m. vi skal se og høre, og hvad der findes i avisudklipssamlingen om tidens emner.
Hvis man kun klipper visse aviser eller visse skribenter i aviserne, kan stoffet blive énsidigt. Her er et eksempel:
På et bibliotek vistes en lille orienterende udstilling om et aktuelt emne. Ved hjælp af en bunke avisudklip ville man oplyse befolkningen om en ny lov. Da de ophængte udklip var ret ensidige i omtale og bedømmelse, henvendte en af de faste biblioteksbrugere sig forundret til bibliotekaren. Denne oplyste uhyre elskværdigt, at de viste avisudklip repræsenterede, hvad biblioteket rådede over. Af hensyn til alsidigheden ville biblioteksbesøgeren da skænke biblioteket nogle udklip fra andre aviser. Det drejede sig om en redaktionel artikel fra Sjællands Tidende, et synspunkt fra Frederiksborgs Amtsavis og en kommentar fra JyllandsPosten.
Gaven blev pure afvist!
Bevidstgørende eller kommercielt? Skal vi have
Det politiske Bibliotek
Bibliotekspolitik-mediepolitik.
Ovenstående overskrift er taget fra et opslag om bibliotekarmøde i København 1975.
Massemedierne er den fjerde magt i staten, hedder det – og måske den allervigtigste.
De formidles i høj grad gennem bibliotekerne, der ikke bare er bogsamlinger, men tilbyder aviser, tidsskrifter, foredrag, debat-møder, film, oplæsning, teater, børnelegestue, udstillinger, maleri- og tegnekunst, plakater, musik, brevkasse og et hav af gratis pjecer og bogmærker om aktuelle emner..
Dette betyder ikke bare et kolossalt udbud af oplysninger, men også en rig mulighed - om så ønskes – for påvirkning i en bestemt retning.
Nogle vil måske mene, at man gennem biblioteksloven er sikret en vis lødighed og alsidighed, men hvem afgør disse lovens krav? Skulle det være lykkedes at få en ting på prent, er det næste nåleøje biblioteklektørerne, der anmelder bog eller tidsskrift, og ud fra deres anmeldelser eller ud fra avisanmeldelserne udtager så de enkeltte biblioteker de ting, de ønsker. Lødigheden og alsidigheden beror altså på et skøn.
Mange andre love beror på skøn (f.eks. bistandsloven), og så kommer det rigtignok an på, hvem der skønner. Skønnet er nemlig meget tit lagt i hænderne – ikke på en folkevalgt forsamling efter almindelig demokratis facon – men på nogle få experter eller en faggruppe, som kan have en ret ensidig politisk sammensætning, således at de i fred og ro kan manipulere med folkestyret. Dette behøver ikke at være bevidst arbejde, thi mange er allerede gennem énsidig uddannelse ude af stand til at se ud af øjnene.
Det er også Bibliotekscentralen eller bibliotekarerne, der bestemmer hvilke udstillinger, teaterforestillinger, film m.m. vi skal se og høre, og hvad der findes i avisudklipssamlingen om tidens emner.
Hvis man kun klipper visse aviser eller visse skribenter i aviserne, kan stoffet blive énsidigt. Her er et eksempel:
På et bibliotek vistes en lille orienterende udstilling om et aktuelt emne. Ved hjælp af en bunke avisudklip ville man oplyse befolkningen om en ny lov. Da de ophængte udklip var ret ensidige i omtale og bedømmelse, henvendte en af de faste biblioteksbrugere sig forundret til bibliotekaren. Denne oplyste uhyre elskværdigt, at de viste avisudklip repræsenterede, hvad biblioteket rådede over. Af hensyn til alsidigheden ville biblioteksbesøgeren da skænke biblioteket nogle udklip fra andre aviser. Det drejede sig om en redaktionel artikel fra Sjællands Tidende, et synspunkt fra Frederiksborgs Amtsavis og en kommentar fra JyllandsPosten.
Gaven blev pure afvist!
Kilde: artiklen er fra tidsskriftet AKTION nr. 5, 1978, men lige aktuel i dag, selvom
avisudklipssamlinger muligvis ikke findes længre.
Foto pro integration - fra Hovedbiblioteket i København
