Som tidligere nævnt her på bloggen vakte ”Familieværnets Telefonavis” vrede på venstrefløjen på grund af dens afsløringer af dit og dat. Tie den ihjel kunne man ikke, og svarede man igen i massemedierne gjorde man uønsket reklame for den.Justitsminister Erling Jensen oplyste MF Ebba Strange (SF) om, at eventuelle injurier i telefonaviser naturligvis ikke angik staten. De måtte retsforfølges privat.
Retssagen kom snart efter.
Den 27. april 1978 – da Storebæltsfærgerne bugnede med skraldeaffald, og færgedriften var truet – gjorde ti mennesker på eget initiativ ”Arveprins Knud” ren. Sjællands Tidende havde til dækning af denne ”happening” sendt en fotograf og en journalistelev, Arne Møller, der var i praktik fra Journalisthøjskolen i Århus. Sidstnævnte bragte en stort opsat forside-artikel med så mange urigtigheder, at de ti ikke kunne genkende situationen. Da det ikke blev rettet i avisen, blev sagen taget op i ”Familieværnets Telefonavis” og korrigeret, hvorved journalisteleven blev så fortørnet, at han anlagde sag med krav om 20.000 kr. i erstatning for telefonavisen.
”ringeagtsytringer”.
Men under de indledende manøvrer til retssagen blev Telefonavisen kontaktet telefonisk to gange.
Den ene opringning kom fra en ”Jørgen Nielsen”. Han ringede igen senere, hvad jeg skal komme tilbage til. Den anden – tænk hvor sært ! – meldte sig som Birthe Weiss. Hun var som bekendt journalist og socialdemokratisk MF. Dertil kom, at hun boede netop i det område, hvor nævnte journalistelev havde sit virke, og kendte selvsagt Sjællands Tidende.
Hvad ville hun?
Hvis det virkelig var hende, så forvrøvlede Birthe Weiss sig så grundigt, at idéen med opringningen faldt til jorden, og hun ringede ikke siden!
Men ”Jørgen Nielsen” ringede igen. Den 28. juni, d.v.s. på et tidspunkt, hvor stævnigen mod Telefonavisen var forkyndt. Særlige omstændigheder gjorde, at opringningen straks måtte anses for at være under falsk navn. ”Jørgen Nielsen” angav at være husmand i landsbyen Lunforlund lige syd for Slagelse. Han boede i hovedgaden, sagde han. Gaden havde ingen husnumre, sagde han. Han havde ingen telefon, sagde han. Han ringede fra naboen, sagde han. Han var ganske tilfældigt komet i snak med en journalist fra lokalavisen, sagde han. En, der havde spurgt ham om vej.
Han må have talt længe med ham, for han vidste en farlig bunke om redaktionen.
Men ”Jørgen Nielsen” var også meget interesseret. Han forsøgte at fritte ud om, hvad Telefonavisens ansvarlige redaktør mente om sagen og om journalisteleven, som om han ønskede at fremprovokere ufordelagtige udtalelser.
Hvem var ”Jørgen Nielsen”? Journalisteleven? Næppe eller måske? Visse ting – som ikke her skal røbes –pegede på, at det var en ung mand fra Danmarks socialdemokratiske Ungdoms kontor i Livjægergade 17, København.
Retssagen løb ud i sandet: der var ikke kød på den. Telefonavisen var i sine ti leveår meget forsigtig med injurier.
Men det var interessant, at telefonavisen – hvor uvæsentlig den end måtte forekomme – politisk vakte så stor ophidselse på venstrefløjen, at man for alt i verden ville knægte dens ytringsfrihed.
Kilde: Artikel fra tidsskriftet AKTION nr. 1/1979.
