Sverige holder valg til rigsdagen i september, og valgkampen er i fuld gang. De 7 partier i rigsdagen er rykket tættere sammen om et nyt designed logo ”Alliansen” for at forsvare deres uudtalte krav på eneret på taburetterne.
På skolerne er man også i fuld gang med at forklare de kommende vælgere, hvad landets partier står for. Med rektors tilladelse kan partierne selv fremføre deres propaganda.
I TV-foranmeldelser til program herom gentog Smålands regionale station flere gange dette spørgsmål:
”Ska skolorna välkomna odemokratiska partier eller inte?”
Som dansker bliver man målløs! Men det ligger i luften, hvad TV-journalisterne mener: de sigter ikke til det gamle kommunistparti ”Vänstern”. De er jo selv venstrevredne ligesom i Danmark, og værre endnu. Vi har ikke glemt pressemeddelelsen om det hemmelige policydokument fra Staffan Sonning ved Sveriges Radio til diverse regionale stationer i valgåret 2002: Sverigedemokraterne skulle helst ignoreres totalt, men var man nødt til at have dem med eller omtale dem, så skulle det være med prædikatet ”fremmedfjendtlige”. De måtte ikke beskrives som ”højrepopulistiske, højreextremistiske, indvandringskritiske, eller lignende forskønnende omskrivning”. Man skulle markere afstand til dem ud fra ”fremmedfjendtlige og racistiske standpunkter”. Fremmedfjendtlighed defineredes som alt det Sverigedemokraterne stod for, eller havde stået for engang.
Massemedierne i Danmark fra Kristeligt Dagblad, BT og Jyllandsposten til Danmarks røde Radio var rystede og tog i artikler til genmæle, talte om hexe og trolde og bålbrænding, for det var netop Skt. Hans.
Nu er der gået 8 – otte år, men trods gentagen kritik fra ind- og udland over Sveriges rystende mangel på demokrati, har landet ikke ændret sig.
