Et kik tilbage:
Landsforeningen for Mentalhygiejne, som havde fundet et godt og kontinuerligt levebrød i ”behandling af stofmisbrugere”, betalt af staten, blev på initiativ af Gertrud Galster afsløret i løbet af 1974-75, og efter statsrevisionens rapport nedlagdes foreningen i 1976. Men inden man var kommet helt så langt, kom der forskellige uhyrligheder frem. Her er en af dem, angående Eva Gredal, et vigtigt medlem i Mentalhygiejnen:
Da der i det spegede og ufuldkomne regnskab over statens udgifter til løsning af narkotikaproblemerne forekom store udgiftsposter til indkøb af spiritus, øl, teaterbilletter og rejser, kunde man i dagspressen foråret (?) 1976 læse, at statsrevisoratet gav socialminister Eva Gredal en tidsfrist på fire måneder til en redegørelse for de mange millioner kroner, og statsrevisor Bernhard Baunsgaard udtalte, at denne sag skulde forfølges til den bitre ende.
Men den 25. August 1976 kunde man i Berlingeren se, at ministerierne afviste statsrevisoratets ønske om mere styr på kampen mod narkotika. Det drejede sig om Socialministeriet og Indenrigsministeriet samt Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsens Kontaktudvalg vedrørende alkohol- og narkotikaspørgsmål. Efter en undersøgelse fra Statsrevisionen har statsrevisorerne i en skarp udtalelse krævet reeelle foranstaltninger i form af bedre styring af narkobekæmpelsen, og det blev i rapporten tilføjet, st eksperimenternes tid inden for dette område måtte være slut!
Statsrevisorerne forslog endvidere en central registrering af stofmisbrugerne og kontrol med klienterne i behandling som det første skridt på vejen. Men disse forslag blev totalt afvist af Social- og Indenrigsministeriet. Socialstyrelsen udtalte: ´Afgrænsning af, hvem der er egentlige stofmisbrugere bliver stadigt mere vanskeligt, fordi tendensen går i retning af et mere blandet symptombillede, hvor stof og alkoholproblemer, arbejdsvægring, kriminalitet og andre sociale problemer opstår side om side.`
Dette undrede hverken Familieværnet eller Forældreforeningen for narkoramte Børn, når man fulgte behandlingscentrenes indkøb, som de respektive ledere altså ikke skulde stå til ansvar for.For den almindelige borger at se, var ministeriernes totale afvisning af sagen, en undergravning af både rigsrevisionen og statsrevisorerne, som begge ønskede at fremlægge et klart regnskab til skatteborgerne.
Man var åbenbart helt uinteresseret i, hvad landets ungdom kunde udsættes for. At det var unge menneskeskæbner det angik. Man kunde ikke frigøre sig for den tanke, at det i virkeligheden drejede sig om, at såkaldte behandlere og experter fortsat skulde sikres højtlønnet levebrød ved en ugennemsigtig indsats.
Kilde: Familieværnets Telefonavis. Ultimo august 1976 (vistnok mere præcist 25.8.1976).
