Jeg kender kendte ikke Dan Park og heller ikke hans «kunst», og jeg vilde muligvis være gået glip af den, hvis ikke den havde givet anledning til så megen ballade. Nu har jeg måttet slå ham op på internettet og ser, at den er temmelig blandet og ikke altid umiddelbart tydelig for ukyndige. Jeg har moret mig over nogle ting, ikke kunnet forstå andre ting og vilde måske tage afstand fra andre igen, som jeg ikke har set. Og næppe heller bruge ordet «kunst».Nu er det jo komplet ligegyldigt, hvad jeg synes om Dan Parks kunst, for sagen drejer sig jo ikke om mig og mit. Han må jo have gjort noget meget, meget alvorligt, når man kan få 6 måneders fængselsstraf for det.
Jeg kender ikke tilstrækkelig til hans kunst, jeg har derimod gennem årene og gennem bagdøren fået en ikke helt ringe indsigt i samfundet, statsmagten og dens rødpolitiserende udøvere. Som en del af samfundet har lovgivning og retsvæsen – ligesom alt andet – ændret karaktèr op gennem 1900-tallet og videre frem, altså i den lange opløsningsperiode efter anden verdenskrig, hvor samfundet konstant er blevet bombarderet med samfundsundergravende krav, som kan henføres til den diktatoriske ideologi, vi kender fra vor omfangsrige Østersø-nabo.
«Retten i Malmø skriver i sin dom over Dan Park, at en person, der bruger sin ytringsfrihed også har en pligt til at undgå uberettigede udsagn, der er krænkende for andre og som ikke bidrager til den offentlige debat.»
Den dom er altfor leddeløs og ustabil, for hvad står der?
Pligt, ansvar og hensyn er moralske begreber, som er blevet hårdt og hånligt angrebet – i hvert fald fra 60'ernes frie opdragelse, så hvordan skulde mennesker i dag have nogen større forståelse for disse begreber (selvom de nu og da trækkes frem som «europeiske værdier» i en og anden kampagne!).
«Uberettigede»? Hvem afgør det? I den aktuelle globale verdenssituation er vi omringet af had og trusler, der siger sparto til, hvad vi hidtil har hørt og set i vore nordiske lande og som spreder almen angst.
Dommens løsagtighed understreges yderligere af ordet «krænkende». Findes der noget ord, nogen sætning, noget billede, noget kropssprog, noget blik - som ikke kan udlægges som «krænkende»? Dette ord har i dag en høj prioritet i retsvæsenet trods al mangel på juridisk bevislighed. Derfor kan ordet kun bruges ved de domstole, hvor dommerne er politisk korrekte og kender deres «pligt». Hvordan afgør man krænkethed og dens omfang? Findes der et måleapparat? Ordet er analogt med lignende ord, som i retssammenhæng ikke giver retssikkerhed: f.ex. «skøn» - efter nogens skøn, hvis skøn? socialrådgiverens skøn, Statens skøn? Eller ordene «barnets tarv». Hvad er barnets tarv? I Europa fjernes tusindvis af børn fra hjemmet på sådan løs indicie. En del af dem får erstatning i penge bagefter, for tabt barndom, fordi statsafgørelsen var forkert og direkte til skade for barnet (f.ex. ved misbrug, jvf. Sverige).
«Ikke bidrager til den offentlige debat». Jo, det gør den da. Det ser man jo her. Men den har sværere ved at komme frem i Sverige på grund af ovenfor nævnte ideologi i massemedierne.
«Ifølge byrettens dom var Dan Park (og Henrik Rönnquists) eneste formål med udstillingen at provokere». Jamen , det er da ikke forbudt! Det er da et ganske almindeligt trik i politik.
Dommen er altfor politisk. Retsvæsenet må give borgerne større retssikkerhed!
