Men er det ikke i høj grad vor egen skyld, at det er kommet så vidt?
HVOR
- er de ønskede børn?
”Ingen uønskede børn!” hed det
ved demonstrationerne for fri abort i sin tid.
Jamen, hvor er de ønskede børn? Er
det alle dem på heldagsvuggestuerne og i børnehaverne? Er de
ønskede? Eller var de det kun før deres fødsel og nu nogle timer
til tidsfordriv efter fyraften?
”Hvorfor vil vi have børn, når vi
ikke vil være sammen med dem?” For 50-60 år siden var det galt
nok, og der kom med rette bebrejdelser fra den yngre generation, men
er det blevet bedre? I årtier har man gennem massemedierne rynket på
næsen af den ”hjemmegående husmor”. Produktionen var åbenbart
vigtigere end familien, og socialsektoren gik samme vej: der blev en
stadig voksende arbejdsplads til socialrådgivere, psykologer,
børnepædagoger o.s.v. der kunde tumle sig i havererede børnesjæle
og forældres splittede sind.
”Hvorfor vil vi have børn, når vi
ikke vil være sammen med dem?” Der er noget selvmodsigende ved
forhåndsglæden og handlingen derpå: man ønsker sig et barn, og
når det er avlet, glæder man sig i måneder i forventningsfuldhed.
Man fryder sig over de spark, man får indefra, og man drømmer om
alt det, man skal sammen: være, vugge, varme, vejlede, tørre tårer,
føle en næve i sin, fortælle, genopdage verdenshavet og
stjernevrimlen... Og næppe er barnet født, så proppes det på
vuggestue og fra vuggestue i børnehave og fra børnehave til
skole...
Ræset, samlebåndet...
Hvorfor?
Spørger man forældrene, får man den
sædvanlige svada, at det er man pisket tvunget til for økonomiens
skyld. Det er så dyrt at leve. Jamen ER det det? - Jeg mener SÅ
dyrt?
Man må vælge her i verden? Vil man
have børn, må man tage konsekvensen, Det er ulogisk og umenneskeligt
at sælge det engang så attråede barn for et TV-apparat, et
sommerhus, en bil, en dyr lejlighed. Er det prisen værd?
Et barn har behov for menneskelig varme
og uendelig kærlighed. Det findes ikke på institution. Det er der
ikke tid til, ikke personale til, ikke forståelse for.
De unge, der for 6-7 årtier siden
bebrejdede forældregenerationen dens jag og kundgjorde, at de da
selv vilde stå af ræset, stod ikke af! Tvært imod. De jagter
videre og vildere. Ræset og samlebåndet... De baner vej for de
kræfter, der – mere eller mindre tilsløret – arbejder på, at
FORÆLDRERETTEN SKAL VÆK. Barnet passes ikke af forældrene. Det formes af pædagoger.
Forældrene tager ikke fuldt ansvar for
barnet. Barnet er statens!
