Diktatorisk galehus

"Sverige er et galehus", skriver en læser, som har fundet noget i JyllandsPosten: http://www.jyllands-posten.dk/premium/kommentarpaadenandenside/ECE6973329/hets-mot-folkgrupp/ Jyllands-Posten »Hets mot folkgrupp« På den anden side 27.08.2014 kl. 03:00 AF  PALLE WEIS, kulturredaktør Dan Park straffes, ikke for at have gjort noget, men for at mene noget, for at have ytret sig. Der lader til at være bred enighed om, at gadekunstneren Dan Parks værker ikke hører til i verdenseliten. Men hvis det var grund nok til at komme bag lås og slå, ville der meget hurtigt blive trængsel i fængslerne, for verden er fyldt med kunstnere, der stadig ikke har fået vilje og evner til at mødes. Talent eller ej, så er netop en fængselsstraf det, der er overgået den sydsvenske kunstner i vores besynderlige naboland. Den 5. juli slog det svenske politi til mod Galleri Rönnquist & Rönnquist i Malmø og drog af sted med ni værker og kunstneren selv. Siden har han siddet fængslet i Ystad og har allerede nu været indespærret længere end den kinesiske kunstner Ai Weiwei. Torsdag i sidste uge faldt dommen, der lød på et halvt års ubetinget fængsel og en bøde på 60.000 kr. i erstatning til fire personer, der optræder på nogle af hans kollager. Galleriejeren Henrik Rönnquist blev idømt en betinget dom og 150 dagbøder. Og forbrydelsen? For sådan en var der tale om; det stod at læse i de svenske medier, som i ledende artikler endda ikke gik af vejen for at bakke myndighederne op i sagen mod Dan Park. Forbrydelsen består i, at myndighederne ikke kan lide Dan Parks kunst. Den er på svensk en »hets mot folkgrupp«, og det har været nok til, at Dan Park er blevet dømt efter loven af sammen navn, den svenske pendant til racismeparagraffen. Anklageren har undervejs krævet Dan Parks værker destrueret, og galleriet er overmalet med hagekors. Dommen faldt i øvrigt i samme uge, som et dansk teaterprojekt i Malmø blev pillet af plakaten, også for anklager om racisme eller hån mod befolkningsgrupper, selv om stykkets hensigt egentlig var det modsatte, nemlig at udstille de stereotype forestillinger, som gør sig gældende i behandlingen af etniske mindretal. Men den maniske politiske korrekthed i nabolandet har efterhånden nået et niveau, hvor forsøg på at diskutere integration pr. automatik stemples som racisme, og frygten for krænkelsesfundamentalisterne er blevet så stor, at man for længst har forladt forestillingen om, at et kunstværk sjældent skildrer virkeligheden 1:1, men snarere søger at vende den på hovedet og udstille hykleri og politisk dobbeltmoral. Dan Park er tidligere idømt bøder for lignende ting, blandt andet for et maleri, som forestiller tre sorte mænd, der hænger fra en galge, med titlen ”Hang-on Afrofobians”. Billedet er en kommentar til et overfald på en somalisk indvandrer, der nær mistede livet, da tre mænd af arabiske oprindelse overfaldt ham. Hændelsen hørte i sig selv til den slags, som de svenske medier ynder at holde ud i strakt arm, ikke fordi ofret var indvandrer, men fordi gerningsmændene også var det. Dan Parks kunstværk skulle på alle måder stemples som en forbrydelse, og konsensus om, at ytringsfriheden har klare grænser i Sverige, er så stor, at selv de medier, som burde vide bedre, uden videre tilslutter sig anklagemyndighedens tolkning af værket som en forbrydelse mod minoriteter. Så Dan Park straffes, ikke for at have gjort noget, men for at mene noget, for at have ytret sig. Det svenske samfund er – stort set fra en kant af – enige om, at der ikke er tale om et spørgsmål om ytringsfrihed, men om en forbrydelse. Dan Park har man bekvemt kategoriseret som nazist og fjernet fra det offentlige synsfelt. Resten er tavshed. Amnesty International nægter at mene noget om sagen, og den intellektuelle elite, som med glæde gik i forsvar for Ai Weiwei og Pussy Riot og vilde have været der på en studs, hvis det var foregået i Nordkorea eller Zimbabwe, er travlt optaget af andet.