Hvad
vil vi
de dog med børnene?
Med
udgangspunkt i studiepjecen, ”Småbørn i Danmark”, udgivet af
den af socialministeriet nedsatte Børnekommission, har
oplysningsforbundene i denne vintersæson (1977-78) opfordret småbørnsforældre
til at gøre deres indflydelse gældende ved at melde sig til de
nedsatte studiekredse. Mange forældre vil sikkert med liv og lyst
deltage i disse arrangementer, for selvfølgelig vil forældre det
bedste for deres børn, - - - hvis de ellers kan få lov til det uden
indblanding af nævenyttige experter - - -.
F.O.F.bruger
selve studiepjecen som materiale. Resultatet af gruppernes arbejde
vil blive sendt til ”Børnekommissionen”, som har lovet at tage
ønskerne med i de videre drøftelser, - - - siger de - -.
A.O.F.har
derimod selv udarbejdet et studiemateriale, et dupliceret
debasthefte, kaldet ”Hvad vil vi dog med børnene?”, i
redaktionen Helle Degn og Erik Stubtoft. A.O.F. er jo knyttet med
stærke bånd til socialdemokratiet, og med udarbejdelse af dette
debathefte har forbundet gjort et ”propert” stykke arbejde for at
få solgt partiets idèer, idet socialdemokratiets inderkreds jo er
hovedmændene bag ”Børnekommissionen”.
I
arbejdsopgavernes baggrund hedder det bl.a., citat: ”Samfundets
forpligtelse og målsætning for barnets oplæring og opdragelse i
skolealderen har fundet udtryk i paragraf 2 i lov nr. 313 af 26. juni
1975 i undervisningsminsister Ritt Bjerregaards folkeskolelov. En
tilsvarende vurdering af samfundets forpligtelse over for barnet i
årene før skolealderen, som er af grundlæggende betydnuing for
barnets udvikling, er ikke foretaget”, citat slut. Hvad mon der
skjuler sig bag dette tilløb af foretagsomhed?
Minister
uden portefeuille, psykolog Lise Østergaard, der startede som
formand for ”Børnekommissionen” udtaler, citat: ”Det er blevet
børnekommissionen pålagt at vurdere samfundets forpligtelse over
for barnet i årene før skolealderen - - -. (videre hedder det:)
”Det er glædeligt, at man gennem nedsættelse af denne kommission
understreger en politisk vilje til at beskytte den tidlige barndom”
citat slut. Er det ikke en ualmindelig grov foragt for forældres
egnethed og evner til selv at varetage forpligtelsen og beskyttelsen
af deres børn?”
Agnete
Engberg, formand for det såkaldte ”Skolestartudvalg”, er helt
ude på overdrevet. Hun mener, de unge familier mere eller mindre er
ladt i stikken af samfundet; det er belastende at være forældre; at
samfundet burfde have bedre råd til at tage sig af de børn, vi har.
Hun tror minsandten, at folk generelt er meget forvirrede. Det er
ikke store tanker, fruen nærer om tidens forældre. Efter min
bedømmelse virker hendes postulater noget forhastede. Hun siger,
citat: ”Vi må gøre os klart, at det er belastende at være
forældre. Vi har en depression med arbejdsløshed, og fra 30'erne
ved vi, at i sådanne situationer nedsættes folks lyst til at
formere sig. Det hænger sammen med en utryghed ved fremtiden, men
også med andre ting”. Citat slut.
At
være arbejdsløs er trist og kan give mange problemer, ingen tvivl
om den ting, men den nød og fattigdom, som prægede 30'ernes
håbløshed, har vi dog så nogenlunde fået has på i dag. Hvorfor
mon Agnete Engberg ikke nævner et ord om de goder, vi trods alt har
nået, - - - - fordi det måske
ikke
passer ind i hendes filosofi? Hendes tanker og ideer skulde jo nødigt
blive overflødige. Videre siger Agnete Engberg, citat: ”Jeg mener
selv, at det med lighed efterhånden er noget, der er accepteret
langt ind i de borgerliges række. Jeg tror ikke, at der er ret mange
mennesker, som vil være bekendt at stå op og sige, at de ikke går
ind for lighed. Men det kan jo fortolkes forskelligt...” citat
slut. Frihed, lighed og broderskab er socialdemokratiets slogan. Det
er inkonsekvent at tale om frihed og lighed, idet de to begreber
modvirker hinanden. Det kan ikke være både frihed og lighed. Det må
være enten – eller. Selvom ligheden vælges på bekostning af
friheden, behøver det nødvendigvis ikke betyde retfærdighed, idet
nogle befolkningsgrupper nyder større ømhed hos politikerne end
andre. At friheden har trange kår i dagens Danmark, er rimeligvis
årsagen til Agnete Engbergs tro på accepten af ligheden.
Det
foranstående var tænkt som en smagsprøve på det, man præsenteres
for i A.O.F.s debathefte. Der er også indlæg af socialministe Eva
Gredal og Oluf Palme m.fl. Lad mig slutte med et lille udpluk fra
Erik Stubtofts bidrag til heftet. Citat; ”Arbejderbevægelsen har
altid erkendt et stort medansvar for at give børn og unge gode
opvækstmiljøer og rimelige muligheder for aktiviteter.” Citat
slut. Det er uklart for mig, hvad Erik Stubfoft mener med
deklarationen ”Arbejderbevægelsen”, dog aner jeg noget afgrænset
- - - -noget selvforherligende. Erik Stubtoft slutter sit indlæg
således, citat: ”Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan
disse problemer søges løst. Det kan jo nemlig gøres på mange
måder. Vi anser dog grundlaget for løsninger, der bygger på den
demokratiske socialismes idegrundlag, som de absolut bedste.” Citat
slut. Der slap det ud, demokratisk socialisme - - - det er denne
politiske vanskabning A.O.F. skal sælge til forældrene. Staten vil
gerne have en slags overforæældremyndighed over vore børn.
Derfor
forældre pas på! I ikke bliver den skare, politikerne har brug for,
når de siger: ”Der er forståelse i befolkningn for....” Thi
fagre ord talte de med liste, fagre ord mangt et hjerte friste, fagre
ord.
Marianne
Breed,
Rødovre
Trykt
i tidsskriftet AKTION 7.77
