Børneårets røde folk
fik ikke den vind i sejlene, de havde håbet på. Skønt borgerfløjen
ellers sov sødeligt, var nogle kommuner og private alligevel så
vågne, at en del anslag mod nordiske hævdvundne frihedsrettigheder
blev forpurret. Det ønskede børneårets røde ledelse at lappe på
ved at indkalde til en konference i Esbjerg den 24,-25. november 1979
for at ”videreføre” visse børneårsinitiativer – mere eller
mindre betalt af skatteborgernes penge.
Officielt hed det sig, at
børneårssekretariatet ved Jørn Boye Nielsen havde indbudt alle
lokalkomitèer, lokalgrupper og lokale udvalg fra Børneåret til
dette møde. Sandheden turde være en ganske anden!
Endvidere havde man
inviteret alle politiske partiet. Hvorfor kom de ikke? Interesserede
de sig ikke for børn eller havde de fået nok i ”Børneåret”?
Kun eet parti kom til mødet, nemlig SF. Socialdemokratiet mente
tilsyneladende, at de var vel repræsenterede gennem statslige og
statsstøttede organisationer og den lokale borgmester i Esbjerg, som
bød konferencedeltagerne velkommen. En person fra et borgerligt
parti i Esbjerg blev nægtet adgang, da hun improviseret dukkede
op......
Endelig havde
børneårssekretariatet indbudt ”nogle af de mest aktive personer
og organisationer i børneårssammenhæng”. Adspurgt om kriterierne
herfor måtte Jørn Boye Nielsen indrømme, at han blandt de til
børneårets nationalkomitè tilmeldte 137 organisationer havde
foretaget en bevidst omhyggelig udvælgelse af ca. tyve grupper. De
af ham bortcensurerede organisationer var efter hans skøn 1) ikke
aktive, 2) ikke landsdækkende 3) havde ikke foretaget sig noget
betydningsfuldt af interesse for en sådan konference.
En iøjenfaldende
nedvurdering af kendte og værdsatte organisationer og foreninger,
som havde det til fælles, at de dyrkede medmenneskelighed i
børneverdenen i hjemland og/eller udland. Gået nærmere på klingen
måtte Boye Nielsen indrømme, at man med denne udvælgelse sigtede
mod et ganske bestemt mål, man havde sat sig. Havde man inviteret
alle interesserede partier, vilde konferencen falde anderledes
ud, end man ønskede. Man vilde støtte visse ting: nemlig de
politiske børneteatre samt børneavisen ”Een for alle” - med
andre ord visse røde propagandamuligheder skulde ”videreføres”....
Derfor havde man inviteret
organisationen BRIS og BRIS-manden Søren Vinterberg fra
Børnekulturen (!) under Kulturministeriet plus BRIS-manden Frode
Muldkjær fra BRIS-støtteforetagendet ”Børns Vilkår” plus de
røde børneteatre og den røde radio og den røde børnekommission
plus Åse Bredsdorff som repræsentant for rød børnelitteratur samt
Danida og Mellemfolkeligt Samvirke og flere andre let rødlige
foretagender samt enkelte organisationer, der fra rød side kunde
betegnes som ”ufarlige”.
Kilde: Familieværnets
Telefonavis 1979 trykt i AKTION 12.79.
