SMÅBØRNSKOMMISSIONEN
Af Gertrud Galster
Trykt i tidsskriftet VOR SKOLE maj 1977
I 1974 bragte VOR SKOLE en artikel om den forældrefjendske organisation BRIS, der fik øgenavnet ”BarneRov I Samfundet.” Den kan vi lade ligge til en anden god gang, for de fleste har vist på nuværende tidspunkt kendskab til denne samfundsundergravende gruppe, men her er dens fortsættelse:
Som man vil huske opstod BRIS i 1969 som en aflægger af Landsforeningen for Mentalhygiejne, og gennem moderforeningen, der før nød det bedste ry, fik de fine forbindelser til indflydelsesrige folk i nøglestillinger, således at deres ideologi - svøbt i søde ord - kunne få grobund i bl.a. socialsektoren. Sådan gik det til, at en avisnotits i oktober 1973 fortalte om en selvbestaltet forskergruppe, der - i lidt forblommet, men dog gennemskueligt sprog - opfordrede regeringen til foranstaltninger, der kunne føre til kontrol med familien og politisk opdragelse af børn. Såvel selve forskergruppen som dens anbefalere fra ”det psykologiske, sociale og medicinske område” viste stærk slagside til mentalhygiejniske og såkaldt venstresnoede kredse, mens forældre slet ikke var repræsenteret. På en skitse over et strukturprojekt for en småbørnskommissions virke så man Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut som en vigtig faktor.
En måned efter kom der valg og ny regering. Idéen med småbørnskommissionen blev skrinlagt, men derfor lå man ikke på den lade side. Jorden skulle gødes. PR i alle massemedierne, Mentalhygiejnikere og BRIS-folk griflede løs. Teatre, film, radio og TV kørte i samme rille: forældre kunne ikke klare problemerne, de var isolerede, ukyndige og reaktionære - kort sagt umulige, mens børn var kuede og mishandlede. Bibliotekerne bakkede op på utallige måder, f.eks. med bogmærkerne ”Underkuet” og ”Børn har også ret”, hvor man - begyndende med BRIS-bladet - anbefaler en masse litteratur, der ikke kan levne tvivl om hensigten.
Men samtidigt var der en voksende modstand hos stadig flere forældre, der med ængstelse havde iagttaget og måske direkte følt, hvordan Mentalhygiejnikere og BRIS-folk forsøgte at bemægtige sig deres børn, hvad enten dette skete ved direkte påvirkning eller gennem den af Mentalhygiejnen løsslupne narkobølge, øldrikkeri eller den stigende ligegyldighed over for traditioner, kultur, religion og livsholdning og over fornæsten (hærværk, vold og anden kriminalitet). Mentalhygiejnens hele holdning tegnede sig klart, bl.a. i formandens, professor Poul Bonnevies lille spottende bemærkning på generalforsamlingen: Forældre i gamle dage troede, de kunne opdrage deres børn selv, disse kyllingemødre....men nu var man rigtignok kommet længere, havde fået eksperter...! Uviljen mod denne regeren over alt og alle blev håndgribelig ved kuppet i Landsforeningen for Mentalhygiejne i juni 1974. Dette kup fik en enorm moralsk betydning. Man fik tillid til, at man kunne øve modstand, at det endnu ikke var forsent. Det følgende år led Eggert Petersens Mentalhygiejniske Verdenskongres et øredøvende nederlsg. Samtidigt var der kommet så mange afsløringer frem om foreningens hele virke og dens umiskendelige sammenhæng med anarkistiske celledannelser som BRIS, Solvognen, Christiania o.l., at foreningen måtte ophøre i juni 1976.
I mellemtiden havde man atter fået ny regering, og i slutningen af 1975 udnævnte socialminister Eva Gredal lige så stille psykolog Lise Østergaard til leder af den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede småbørnskommission. Eva Gredal og Lise Østergaard havde begge arbejdet nær sammen med psykolog Eggert Petersen i Mentalhygiejnen. Med Lise Østergaard skulle kommissionen have gode kort på hånden. Alligevel var det nær gået galt. Fanden kom i begyndelsen af 1976 til at stikke benet så langt frem, at man skimtede hestehoven. Det skyldtes journalist Henning Beckers vietnamesiske flygtningebørn.
Bris som ifølge sit program altid tager 100 % parti for barnet - hvad enten dette har ret eller ej - imod forældre, skole eller anden myndighed, kneb her udenom og bekendte derved kulør: børn støttes kun af BRIS, hvis de er imod forældrene og kan udnyttes som revolutionære brikker imod kernefamilien. Men disse vietnambørn hang med hele deres hjerte ved deres redningsmand og plejefar. En mand fra BRIS – journalist Frode Muldkjær, der underviser i samfundsforhold på Thy Højskole (i 1970´erne) – anmeldte Becker for ”vold” ud fra en avisartikel af Flygtningehjælpens leder, Lise Østergaard, og Beckerbørnene udsattes derefter for en magthaverbrutalitet, som næppe noget barn i Danmark hidentil. De hjerteskærende skrig gav mere genlyd i inden- og udenlandsk presse end godt var for Mentalhygiejnen, BRIS og Flygtningehjælpen. Det gjaldt nu om at dysse sagen ned og få folk til at glemme de psykiske lidelser, disse børn led i angst for en uvis skæbne. De var isoleret i deres sprog og kultur, og nogle af dem endog spærret inde i eneceller, berøvet enhver trøst fra det eneste menneske, de havde tillid til i denne verden.
Man forsøgte at strø sand fra evighedens tavse ørken over sagen, og Lise Østergaard anslog en mildere tone over for Becker. Men Flygtningehjælpens fiasko ved sidste juleindsamling (1976) tydede på, at befolkningen ikke havde glemt skrigene og tårerne, skønt PR-kampagnen var kørt støt videre.
Fra Bibliotekscentralen udsendte man en børne-pjece ”Snak om vold”, hvori det hedder ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.” Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri for at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at ”afvise” et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet begrænse et barns
udfoldelsesmulighed?
Pjecen er i tråd med den af Socialstyrelsen (?) udsendte pjece ”Osse dit ansvar” (NB trykt uden angivelse af tryksted eller ansvarlig redaktion!). Ifølge denne pjece skal man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn, og den forklarer udtrykkeligt, at ”vanrøgt” også kan være af ”psykisk art” uden at man – naturligvis – kan definere, hvad dette indebærer. Er det forældres krav om, at barnet skal gå i skole eller i seng eller læse lektier? Er det aftenbønnen eller psalmeverset?
Sådan kunne man anmelde Becker for ”vold”. Vi kan allesammen anmeldes! Hvis det passer ind i den mentalhygiejniske krig, der hærger vort land.
I en bibliotekspublikation fandt jeg disse linjer: ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.”
Det forklarer fremfærden mod Beskerbørnene:
Den 13. nordiske børneforsorgskongres (juni 1976) under Eva Gredals og Lise Østergaards auspicier sluttede med en begejstret udtalelse om, hvor dejligt der nu var i Vietnam efter befrielsen. Så glade børn som dér havde man aldrig set noget sted i verden.
PR-aktiviteterne tog til. Det var som om, man lagde op til noget..
.
Så lød det første skud: Mentalhygiejnikeren journalist Erik Nørgaard skulle i TV-programmet ”Bytinget” debattere revselsesret med sognepræst Søren Krarup.
Søren Krarup vandt, men den harme, der bagefter lød fra alle mentalhygiejnikere, røbede den store skuffelse. Bytinget skulle som det første angreb have skudt så alvorlig bréche i muren, at en erobring og tilintetgørelse af højborgen: kernefamilien og forældremydnighed, - pligt og - ansvar skulle gøres til et nemt bytte for de efterfølgende stormtropper. I hælene på bytinget fulgte nemlig - som forhånd planlagt - næste skudsalve: BRIS-tribunalet i Ballerup. Det var tilrettelagt af ovennævnte BRIS-mand Frode Muldkjær med Mentalhygiejnikere og BRIS-folk i panelet: Tine Bryld, Esther Facius, Sven Heinild, Birgitte Oxdam, Egon Clausen osv. Selvom de - naturligvis - kom til det ønskede resultat, at forældremyndigheden og revselsesretten må væk, havde skudsalven ikke den effektivitet, den skulle have haft. Bytingets udfald havde taget brodden af den, skønt mentalhygiejniske journalister gjorde deres bedste for at bakke sagen op i massemedierne.
Snart fulgte skudsalve nr. 3, den, der skulle have været en sejrsfanfare. Nu endelig kundgjorde man, at man i slutningen af 1975 havde oprettet en småbørnskommission under ledelse af professor Lise Østergaard. Nu fik man navne og pæne ord om kommunismens hensigt og mål. Nu skulle tiden være gunstig. Foruden Lise Østergaard, der er nært knyttet til Eggert Petersen og Eva Gredal, sidder der følgende personer i kommissionen: Agnete Engberg Helmstedt, Lis Møller, Inga Sørensen, Jacob Vedel Pedersen, Henning Friis, Helle Degn, Zachau Christiansen og Poul Perch. Nogle var allerede med i den i 1973 af BRIS anbefalede forskergruppe og i BRIS-tribunalet i Ballerup.
Undervisningsinspektør Agnete Engberg synes at have været primus motor til kommissionen. Hendes mand er naturligvis specielt interesseret, thi - som rektor for et børneforsorgsseminarium - sidder han i rektorforsamlingen for alle landets børneforsorgsseminarier og må varetage forsorgspædagogernes interesser, sådan som også deres fagorganisation BUPL gør det. Ved henvendelse til regeringen i 1973 anbefalede rektoren naturligvis varmt sin kone.
Om Agnete Engberg Helmstedts mentalhygiejniske linje hersker der ikke tvivl. Hun har bl.a. i ”Uddannelse” 1971, nr. 9, røbet sin holdning: ”Adskillige mennesker har endnu den opfattels, at f.eks. børneopdragelse kan udføres af enhver”, men sådan er det ikke - efter Agnetes Engbergs mening. Hun nedvurderer ganske almindelige menneskers evne til at opdrage eget afkom, skønt de dog - grundet det nære slægtsskab og samliv - burde have særlige forudsætninger. Disse ”Vi-alene-vide”-Mentalhygiejnikere må man vogte sig for. De lader hånt om, at psykologi alene kan fungere som statistisk videnskab. De tror, at de på universitetet har fundet de vises sten til lykkens evangelium for hele menneskeheden, og de er så besjælede af denne tro og så skråsikre i deres ophøjede viden, som var de ægte fascister, kommunister, nazister eller missionærer i Columbus´s kølvand. Uden respekt for anderledes tænkende.
Da vejen næppe var så farbar for småbørnskommissionen som ønsket, arbejdede BRIS videre bag kulisserne. For at få penge oprettede man fondet ”Børns Vilkår”. Bag det står Mentalhygiejnikere og BRIS-folk som bl.a. Esther Facius, Sv. Heinild, Tine Bryld, Egon Clausen, Agnete Engberg, Henrik Sidenius, Annette Winding, Frode Muldkjær m.fl.
Men pludselig åbnede valgresultatet i februar 1977 nye muligheder: en taburet til Lise Østergaard gav BRIS-ideologien en ministerpost mere, uden at nogen bemærkede de sære forhold, der lå bag. Man siger, der er dannet ”en ny socialdemokratrisk mindretalsregering”. NEJ: BRIS´s og Mentalhygiejnens ideologi er ikke socialdemokratiets. Den er noget andet, for sig selv, noget som siver ind på tværs og – er på tværs. BRIS erkender åbenlyst i sit program, at de er langt ude til venstre for socialdemokratiet, at de er en pressionsgruppe og ønsker at være en 5. kolonne, og at deres mål er at ændre det danske samfund. De arbejder dels gennem lukkede grupper som aktivister, og dels gennem folk i nøglestillinger, der bevidst eller ubevidst lader sig bruge.
Danske forældre: Pas på jeres børn. Danmarks børn er Danmarks fremtid.
Politikere! Pas på familien, på fri mænds arv, pas på folkestyret og Danmarks selvstændighed.
Lærer Gertrud Georgsdatter Galster.
Litteratur: Diverse artikler og kronikker af Lise Østergaard, Agnete Engberg, Frode Muldkjær, Tine Bryld, Søren Krarup, Kr. Jordansen m.fl.
Peder Hove: ”Der hænger han” 1972. Svend G. Johnsens artikel om ”Psychiatria minor” i Yngre Læger 1959, nr. 19.
Diverse bibliotekspublikationer, radioudsendelser, BRIS´s og Mentalhygiejnens egne skrifter m.m.
Ønskes der dokumentation for de i artiklen fremførte synspunkter, kan henvendelse ske til lærer Gertrud Galster
Red./C.J.Gräs
