Denne artikel giver et meget interessant indblik i, hvordan Japan forholder sig til islam og
islamiske indvandrere. Det er fortællingen om et land, som står vagt om sine egne interesser
og respekterer sine egne borgere. Japanerne har indset, at islam er ødelæggende for enhver
moderne samfundsudvikling. Japan bøjer derfor ikke af overfor taberlandenes råb om at få lov
at komme og nasse på vinderlandene – endsige at ødelægge dem indefra..
Vi har meget at lære af Japan.
De bedste hilsner
Mogens Camre
http://www.jewishpress.com/indepth/opinions/the-land-without-muslims/2013/05/19/
Landet uden Muslimer.
Japanerne føler ingen behov for at undskylde
sig over for muslimerne for den negative måde de forholder sig til Islam.
Ved: Dr. Mordechai Kedar.
Offentliggjort: 19.Maj 2013.
Der er lande i Verden, især i Europa, som for tiden undergår væsentlige forandringer som følge
af indvandring af Muslimer. Frankrig, Tyskland, Belgien og Holland er interessante eksempler
på tilfælde, hvor immigration fra muslimske lande, sammen med muslimernes høje fødselsrate,
påvirker alle livets områder.
Det er interessant at vide, at der er et land i Verden hvis officielle og folkelige holdning til
muslimske emner er total anderledes. Dette land er Japan. Dette land holder en meget lav profil på
alle nivauer vedrørende muslimske emner: På det diplomatisk plan besøger ældre politiske
personer fra islamiske lande næsten aldrig Japan, og japa nske ledere besøger kun sjældent muslimske lande. Relationerne med muslimske lande er baseret på concerner såsom olie og gas,
som Japan importerer fra nogle muslimske lande. Japans officielle politik er ikke at give borgerskab
til muslimer, som kommer til Japan, og selv tilladelse til permanent ophold gives kun sjældent til
muslimer.
Japan forbyder at opfordre mennesker til at antage den Islamiske religion /Dawah), og
enhver Muslim, som aktivt opmuntrer til at konvertere til Islam, betragtes som hverver for fremmed og uønsket kultur. Kun få akademiske institutioner underviser i arabiske sprog. Det er
meget vanskeligt at importere bøger af Koranen til Japan, og muslimer, som kommer til Japan, er sædvanligvis handlende fra fremmede kompagnier. I Japan er der meget få moskeer. De japanske
autoriteters officielle politik er at øve enhver anstrengelse for at hindre indgang af muslimer, selv
om de er læger, ingeniører eller direktører sendt af fremmede kompagnier, som er active i
regionen. Det japanske samfund forventer, at muslimske mænd beder hjemme.
Japanske selskaber, som søger fremmede arbejdere, gør specielt opmærksom på, at man ikke
er interesseret i muslimske arbejdere. Og enhver muslim, som det lykkes at rejse ind i Japan, vil
finde det vanskeligt at leje en bolig. Hvor som helst en muslim lever, vil naboerne være usikre.
Japan forbyder oprettelse af islamiske organisationer, derfor er det at rejse en institution som en
moske eller en skole næsten umuligt. I Tokio er der kun een imam.
I modsætning til hvad, der sker i Europa, er der kun meget få Japanere, som drages mod
Islam. Hvis en japansk kvinde gifter sig med en muslim, vil hun bliv betragtet som en udstødt af
hendes sociale og familiære omgivelser. Der er ingen anvendelse af Sharia-lov i Japan. Der er nogle
fødevarer, som er halal, kosher efter Islamisk lov, men det er ikke let at finde det i supermarkedet.
Den japanske holdning til muslimerne er også synliggjort ved antallet:
I Japan er der 127 mill. indbyggere, men kun ti tusinde Muslimer, mindre end en hundrededel
procent. Antallet af Japanere, som har konverteret antages at være få. I Japan er der få ti-ere ud
af tusinde fremmede arbejdere, som er muslimer, hovedsagelig fra Pakistan, som det er lykkedes
at rejse ind i Japan som arbejdere ved oprettelse af kompagnier. På grund af den negative attitude
mod Islam holder de imidlertid lav profil.
Der er adskillige grunde til denne situation:
For det første er Japanerne tilbøjelige til at slå alle muslimer sammen som fundamentalister, som er
uvillige til at opgive deres traditionelle synspunkter og antage en moderne tænkemåde og levemåde.
I Japan er Islam modtaget som en fremmed religion, som enhver intelligent person bør afstå fra.
For det andet: De fleste Japanere har ingen religion, men traditioner forbundet med Shinto
religionen sammen med elementer fra Buddhisme er integreret til nationale skikke. I Japan er
religion forbundet med det nationalistiske concept, og der er fordomme over for fremmede, uanset
om de er kinesiske, koreanske, malajsiske eller indonesiske, og Vestens undgår heller ikke dette
fænomen. Der er dem, som kalder dette for “udviklet følelse for nationalism”, og der er dem som
kalder det “racisme”. Det forekommer, at ingen af disse er forkerte.
For det tredie: Japanerne afviser conceptet af monotheisme og troen på en abstract gud, fordi
deres verdensforståelse er forbundet med det materielle, ikke med tro og følelser. Det synes, at
man kæder Judaisme sammen med Islam. Kristendom eksisterer i Japan og er ikke betragtet
negativt, tilsyneladende fordi billedet af Jesus i Japan opfattes ligesom billedet af Buddha og
Shinto.
Det mest interessanrte forhold ved Japans afvisning af Isalm er det faktum, at Japan ikke
føler at skulle undskylde over for muslimer for den negative måde hvormed de forholder sig til
Islam. De skelner klart mellem deres økonomiske interesser i resourcer af olie og gas fra
muslimske lande, som Japan behøver for at fastholde gode relationer til disse lande på den ene
side, og på den anden side de Japanske nationalistiske synspunkter, som anser, at Islam kan være
noget, som kan være brugbar for andre, men ikke for Japan, og derfor må muslimerne forblive
udenfor.
Da Japanerne har et venligt temperament og fremtræder afklaret og reel over for fremmede,
vil fremmede optræde med venlighed og respekt over for Japanerne. En Japansk diplomat vil
aldrig opløfte sin røst og tale uhøfligt i nærværelse af fremmede.
Derfor forholder fremmede sig med respect over for Japanerne, med respect trods deres racism og
discrimination over for muslimer i spørgsmålet om immigration. En Japansk embedsmand, som
bliver stillet et pinligt spørgsmål angående den måde, Japan gerne forholder sig til muslimer, vil
sædvanligvis afstå fra at svare, fordi han ved, at et sandt svar vil rejse vrede, og han er både ude
af stand til og uvillig til at give et svar, som er usand. Han vil smile, men ikke svare., og hvis han
bliver presset, vil han bede om tid, så at hans overordnede kan svare, vel vidende, at dette svar
aldrig vil komme.
Det er lykkedes Japan at forblive et land næsten uden en muslims tilstedeværelse på grund af
Japans negative holdning til Islam og muslimer på alle niveauer af befolkningen fra manden på
gaden til organisationer og virksomheder til embedsmændene. I modsætning til situationen i
mange andre lande er der i Japan ingen “human rights” til at tilbyde støtte til muslimers anklager
over regeringens holdning. I Japan er der ingen, der smuggler muslimer ind i landet for at tjene
nogle få yen, og næsten ingen giver dem den lovlige støtte, de behøver for at opnå tilladelse til
midlertidig eller permanent ophold eller borgerskab.
Et andet forhold, som hjælper Japanerne at holde muslimsk immigration på et minimum fra
deres kyster, er den japanske holdning til arbejdere og arbejdsgivere. Migrant-arbejdere bliver
modtaget negativt i Japan, fordi de tager pladsen fra japanske arbejdere. En japansk arbejdsgiver
føler sig forpligtet til at beskæftige japanske arbejdere, selv om det koster meget mere end det ville
gøre at beskæftige fremmede arbejdere. Den traditionelle forbindelse mellem arbejder og
arbejdsgiver i Japan er meget stærkere end i Vesten, og arbejder og arbejdsgiver føler en
følelsesmæssig forpligtelse over for hinanden: En arbejdsgiver føler sig forpligtet til give sin
arbejder, hvad der er nødvendigt til livets ophold, og arbejdstageren føler forpligtelse til at give
arbejdsgiveren frugten af sit arbejde. Denne situation opmuntrer ikke til at acceptere fremmede
arbejdere, hvis forpligtelse til arbejdsgiveren er lav.
Det faktum, at befolkningen og det offentlige er enige i deres modstand mod muslimsk
indvandring, har skabt en slags jerntæppe omkring Japan, som muslimerne mangler både tilladelse
og evne til at overvinde. Dette jerntæppe bringer Verdens kritik af Japan i dette spørgsmål til
tavshed, fordi Verden forstår, at det er ingen nytte til at kritisere Japan, idet kritik ikke vil
overbevise dem til at åbne Japans porte for muslimsk immigration.
Japan lærer hele Verden en interessant lektie: Der er direkte overensstemmelse mellem
national arv og tilladelse til immigration: Et folk, som har en solid og klar national arv og identitet,
vil ikke tillade Verdens ubeskæftigede at entre deres land; og et folk, hvis kulturelle arv og
nationale identitet er svag og skrøbelig, har ingen forsvarsmekanismer til at hindre en fremmed
kultur i at trænge ind i dets land og dens jord.
Oprindeligt offentliggjort i Middle East and Terrorime
under titlen: A Country without Muslims
Oversat til Engelsk af Sally Zahav
Oversat til Dansk af Jørgen D. Grønbæk.
