For hundrede år siden var europæiske samfund, specielt dem nord for Alperne, som veludrustede dyr med godt hoved, stærke muskler og skarpe tænder. Fuldt i stand til at forsvare og udvide sit territorium og at sikre gode forhold for sig selv og deres efterkommere. Men psykisk hoppede kæden åbenbart af og kontinentet kom i stedet til at lide under verdenskrigene.
Europas stærkeste magt, Tyskland, endte i 1945 som en skamferet, tandløs tiger.
Hele kontinentet solede sig derefter i pacifisme. Aldrig mere krig ! Militær styrke blev gennem årene reduceret til nogle tusind mand som kan udsendes for at bevare freden i 'langtbortistan'. Hidtil uden resultater. Værnepligten er så godt som afskaffet i den vestlige verden. Dvs at den dag det virkligt brænder på i gaderne hjemme hos os selv, så kan vi kun forsvare os ved at henvise til internationale konventioner. Optimismen er der i hvert fald intet i vejen med !
I efterkrigsårene sejlede Sovjetunionen op som en alvorlig trussel, men amerikanerne holdt som sædvanligt hånden over Europa. Økonomien gik frem og alt var såre godt. Det blev tid for de røde og de grønne politikere at købe stemmer ved at love frihed, masser af frihed og rettigheder. Autoriteter, dvs samfundets struktur, blev sendt på pension uden at gøre modstand. Tænk bare på Mogens Fog, universitetets rektor, som med et hjertevarmt smil lod sig sætte på porten af oprørske studenter. Det var 1968.
Lokale ledere (borgmestre, politimestre, rektorer, overlæger osv. ) og deres beslutningsret, 'common sense', blev elimineret og gradvist afløst af et filtret net af love og bestemmelser. Ovenpå kom så EU. Traditionelle lovlydige borgere er nu ved at kvæles i regler. Derimod har mange 'frigjorte' familier opdaget, at det er risikofrit at bryde dem. Den viden udnytter de og deres børn så i generation efter generation.
Resultatet er europæiske velfærdssamfund, som kan sammenlignes med flåede og udbenede rødspætter:
Skindet,som beskytter fisken mod indtrængende parasitter og andre ydre farer, har samme funktion som samfundets forsvar og grænsekontrol. Det er væk.
Rygrad og ribben som giver fisken struktur og bevægelsesevne kan sammenlignes med borgernes samfundsaktivitet og lokale lederes praktiske styring. Det er også stærkt reduceret. Mantra er i stedet blevet "Det må politikerne ordne."
Europafisken blevet letfordøjelig. Det er noget som folkeslag på jagt efter føde har opdaget. Men vi selv sover stadig.
Og Darwin undrer sig i sin grav, over at europæerne altså i virkeligheden stadig ikke har fattet hans ganske logiske beskrivelse af livets vilkår.
.
Med venlig hilsen fra
civ ing Torben Caroc,
Charlottenlund
