I faget ”Samfundsorientering” hørte vi om sulten i Afrika, mere præcist i staten Niger.
Biologilæreren fortalte, hvordan flere mennesker kan leve på et stykke jord, hvis de spiser vegetarisk kost, fremfor kød o.s.v. Derefter overtog lærer Lars Søndergaard undervisningen for at belyse det politiske aspekt:
Han fortalte, at der var korn nok i verden, men staten Niger havde ikke råd til at købe. Amerika solgte sit overskud af korn til Rusland, som oplagrede det. Lars Søndergaard foreslog, at Danmark for at hjælpe de sultende nationer gik over til at dyrke korn fremfor at have kvægavl og svindeopdræt.
Måbende sad jeg tilbage:
Hvis der var korn nok i verden, hvem skulle Danmark så sælge sit korn til? Og blev den afrikanske stat Niger rigere af, at Danmark også dyrkede korn, så de kunne købe kornet hos os?
Næh, svarede Søndergaard, men så kan Danmark forære det væk til Niger.
Så var spørgsmålet: hvad skal vi så leve af i Danmark? Og svaret lød fra læreren: Landbruget er kun en del af vor produktion.
Efter lærer Søndergaard fulgte lærer Kai Aalbæk-Nielsen, der stod for den historiske redegørelse for sult. Han fortalte, at sult kan skabe revolution, men hertil krævedes visse faktorer, bl.a. en bevidstgørelse, en vision om fremtiden og en tro på, at det kan nytte. I de højtudviklede lande dør man snarere af forædelse end af sult. Men hvornår begyndte borgerskabet at æde sådan? Det gjorde de med den franske revolution i 1789 ! (sic!).
Man kunne læse om enorme middage med masser af retter. Da den forhadte adel blev henrettet, begyndte borgerskabet at æde – i had til adelen!
Spydpigens kommentar: Du gode, sikke en bunke underlødigt vrøvl!
