Den har fulgt mennesket gennem hele historien. Den rendyrkede ondskab. Men som i et urgammelt skuespil, der opføres igen og igen, skifter aktørerne og kostumerne. Men originalmanuskriptet er det samme.Af Elsebeth Halckendorff, forfatter/journalist
For blot nogle få hundrede år siden befandt menneskeheden sig i den såkaldte middelalder, og det ved vi i dag havde konsekvenser for mange. Var man lidt kønnere, lidt klogere, lidt gladere, lidt mere kunstnerisk, følsom eller for meget af noget andet, så vankede der en anklage om hekseri. Den mistænkte blev stillet for en domstol, og udfaldet var i reglen givet på forhånd: døden på bålet.
Som dokumentation på hekseri udarbejdede Heinrich Kramer en videnskabelig afhandling, Malleus Maleficarum (”heksehammeren”), hvori han beviste, at hekse virkelig fandtes, og hvordan man skulle diagnosticere dem.
Med tiden slukkedes bålene, men heksejagten fortsatte. Nu blot i et andet regi. Nu trak heksejægerne i andre kostumer, nemlig i hvide kitler og i 1939 indledte de jagten på ”de anderledes”. Med tilladelse fra Hitler begyndte de i Tyskland at myrde løs på kronisk syge, handikappede, ”de mentalt utilpassede”, på jøder, sigøjnere og dem, de i øvrigt klassificerede som ”undermennesker”. Faktisk forbød Hitler heksejagten på kronisk syge, handikappede og sindslidende i august 1941, men heksejægerne havde det lige så sjovt, så
de fortsatte ufortrødent, helt frem til efter krigens afslutning. I Tyskland endte krigen den 8. maj 1945, men heksejægernes sidste mord fandt sted den 29. maj 1945. De sluttede i øvrigt jagten, som de startede, med mordet på et handikappet barn.I et par år våndede verden sig over deres onde gerninger, så var heksejægerne klar til en ny omgang, denne gang mere strømlinet og ”stueren”.
Som dokumentation på deres nye berettigelse udarbejdede de afhandlinger, som blev kaldt DSM og ICD-10, ud fra hvilke de kunne diagnosticere nutidens hekse. Disse dokumenter adskiller sig kun lidt fra Malleus Maleficarum ved, at det videnskabelige grundlag for nutidig heksediagnosticering vedtages ved en afstemning med simpel håndsoprækning på møder, hvor Heinrich Kramer i det mindste gjorde sig umage for at bevise sine påstande.
Med de nye heksehåndbøger i hånden, gik jagten ind, på skolebørn, på kunstnere og de følsomme, på arbejdspladserne, hos de praktiserende læger, hvoraf flere beredvilligt medvirkede ved at videreformidle hekse til tortur, lemlæstelse og død, samt gennem stort anlagte annoncekampagner i medierne, støttet af medicinalindustrien, der leverede de nye våben i heksebekæmpelsen. For bål og tommelskruer var yt. Moderne hekse skulle torteres og tilintetgøres med moderne, kemiske våben. Med piller!
Ligesom fortidens inkvisitorer påberåbte sig at hjælpe og frelse de hekseanklagede, påberåber nutidens heksejægere sig at ville hjælpe og frelse, de mennesker, de får i deres net. Deres kemiske våben er ”effektive og harmløse”, hævder de. Mens de piner og torterer deres offer med disse våben, morer de sig hjerteligt med at smadre offerets hjerne, forvandle intelligente mennesker til savlende, vrøvlende fjolser, hvilket enhver, der er faldet i deres klør og ikke kunne tåle mosten, kan bevidne. De kan alle som en huske den rungende latter over deres pinsler.
Men hvem er de så? Disse mørkets kræfter?
Heksejægerne er nu som før akademikere.
I middelalderen var de teologer.
I nutiden kalder de sig psykiatere!
Kommentar fra Gertrud: Artiklen blev bragt i Kristeligt Dagblad (muligvis lidt forkortet?) den 29. januar 2008, da E. Halckendorf var fungerende formand for "Patientforeningen Danmark". Den vakte naturligvis spektakel, men indholdet overrasker mig ikke. Jeg har tidligere noteret mig uhyrlige exempler på virksomhed inden for psykiatri og psykologi, da jeg i 70´erne stiftede bekendtskab med Landsforeningen for Mentalhygiejne og dens mange underafdelinger.
