Danskerne troede ikke, det var sandt, og det tog tid, inden man forstod
alvoren. Men så skete der noget i valgåret 2002, som gav genlyd over
Øresund...
Kristeligt Dagblad skrev 20.6.02 , hvordan ledelsen i Sveriges Radio
havde pålagt samfundsredaktionen »Eko« altid at betegne de to
oppositionelle - men opstillingsberettigede - partier,
Sverigesdemokraterne og Nationaldemokraterne, som ”fremmedfjendtlige”,
da de ”truer det demokratiske samfunds grundidéer.”
Rolf Stengård, nyhedschef på Eko-redaktionen, fandt ikke
retningslinjerne problematiske: ”Som statsmedie har vi ansvar for at
forsvare demokratiet og principperne om, at alle mennesker er lige. Det
er vores pligt at være partiske og tage afstand fra bevægelser, som
truer demokratiet,” forklarede han noget selvmodsigende.
Striden mellem Danmark og Sverige om indvandrerspørgsmålet blussede op,
da den svenske integrationsminister Mona Sahlin og statsminister Göran
Persson rettede skarp kritik mod Danmarks udlændingestramninger. Og
danskerne beskyldte de svenske medier for berøringsangst over for de
virkelige problemer. Daværende nyhedsdirektør i Danmarks Radio, Lisbeth
Knudsen, tog skarpt afstand fra »Eko«s idéer.
Som optakt til bålet Sankt Hansaften bragte BT en leder om ”heksejagten
i vort svenske broderland” 23/6 og citerede Lisbeth Knudsen:
”Sagen er dybt problematisk for et statsmedie, som skal repræsentere
hele befolkningen... Jeg er meget forundret. Jeg er bange for, at
svenskerne gør en stor fejl, hvis de vil forsvare demokratiet ved at
undertrykke bestemte holdninger.”
Men nyhedschef Silla Benkö fra »Eko« kommenterede: ”Det undrer mig, at
vort policy-dokument vækker debat i Danmark, for vi opfatter vor
politik som noget helt naturligt.”
At det skulle være ”helt naturligt”, er der næppe nogen i Danmark, der
forstår, fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten... men man skal huske, at
indvandringen har været meget massiv (indvandrere inklusiv efterkommere
udgjorde 21,4% af befolkningen i 2001), samt at multikulturen simpelthen
er en Riksdagsbeslutning fra 1998. Dermed føler medierne sig berettiget
til at kvæle kritikken, selv om indvandrerpolitikkens økonomiske,
sociale og kulturelle omkostninger bliver stadig tydeligere.
Man skal også vide, at politisk ekstremisme gennem 1900-tallet, både
til højre og venstre, trivedes meget ”bedre” i Sverige end i Danmark. Og
stadig gør det. 30-ernes og 40-ernes nazistiske strømninger var
stærkere end i Danmark, ligesom kommunismens under den kolde krig.
En åben samtale om indvandringen som i Danmark, er allerede af
historiske grunde sværere at gennemføre i Sverige. Det politiske klima
er så betændt, at offentlige samtaler næppe kan gennemføres.
Vi forstår ikke længere hinandens politik.
