5.
Svenskhed
Hvad er svenskhed? spurgte man, da de fremmede var kommet. Hvad vil det
sige at være svensk? spurgte Dagens Nyheter.
‑Kald det, hvad fanden du vil,” svarede forfatteren Marjaneh Bakhtiari,
‑ ”at spise tyttebærsyltetøj til frikadeller.”
Statsminister Göran Perssons svar var naturligvis politisk-korrekt:
‑ ”For mig indebærer det, at man lever og virker i Sverige. Mere
kompliceret er det nok ikke.”
De fleste svarede noget lignende: ‑ ”For mig betyder det egentlig bare,
at jeg har et svensk pas,” sagde Staffan Valdemar Holm, chef for en af
Sveriges fornemmeste kultur-institutioner, Kungliga Dramatiska Teatern
i Stockholm. ‑ ”Jeg kan værdsætte mange ting i dette land, men finder ikke
noget godt ved nationalitetsbegrebet.”
Og Mona Sahlin sagde: ‑ ”Jeg tror, at det er det, som gør svenskerne så
misundelige på indvandrergrupper. I har en kultur, en identitet, en
historie, noget, som binder jer sammen, og hvad har vi? Vi har
midsommer og sådan noget fjolleri.”
At være svensk hænger altså efter globaliseringens politiske korrekthed
ikke sammen med historie eller kultur eller sprog. Man er svensk,
hvis man har et svensk pas!
Flag og andre nationale symboler kom i miskredit, presset ud af den
evige eftergivenhed over for fremmedes krav. I skoler med såkaldte
”tosprogede” elever sløjfede man f.eks. flaghejsningen og
nationalsangen ved skoleafslutningen eller forbød eleverne at bære trøjer med
Sveriges rigsvåben, de tre kroner.
Men, som den danske samfundsdebattør Ralf Pittelkow skrev i
Weekend-avisen 23.4.04: ”Hvordan er det muligt at føre kæmpemæssige
politiske samfundsdebatter og samtidigt lade som om, at nationalstaten
ikke eksisterer og elskes af folket?”
Den brede befolkning tog ikke afstand fra hverken flag eller
nationalisme. Man begyndte tvært imod at sætte flaget over hoveddøren.
‑ ”Er du glad for at være svensk?” spurgte Dagens Nyheder videre i 2006.
18.700 læsere svarede: 70% ja,
11% nej,
8% havde ingen mening,
og de sidste 11% var ikke svenskere.
