Islamisten Helen Latifi reklamerer på sin blogg for en udstilling i Paris, arrangeret af ”Det arabiske Verdensinstitut” under titlen ”Furûsiyya: Chevaliers En Pays d`Islam”, hvilket Helen friskt oversætter med ”kavalerudrustninger”. Kavallerer!!! Hallo!
Udstillingen viser islamisk krigsudrustning med våben og rustninger fra ”islams storhedstid” fra det 7. til det 17. århundede. Desværre har det altid været sådan, at man har forherliget krigeriske erobringstogter. Det gælder også den religion, der brovter med at være ”fredelig”.
Lad os bare kikke tilbage i historien. Byzanz, eller om man vil Konstantinopel, måtte i 1453 efter en tids belejring overgive sig til sultan Muhammed den Anden. Et uhyre som i kraft af den
Udstillingen viser islamisk krigsudrustning med våben og rustninger fra ”islams storhedstid” fra det 7. til det 17. århundede. Desværre har det altid været sådan, at man har forherliget krigeriske erobringstogter. Det gælder også den religion, der brovter med at være ”fredelig”.
Lad os bare kikke tilbage i historien. Byzanz, eller om man vil Konstantinopel, måtte i 1453 efter en tids belejring overgive sig til sultan Muhammed den Anden. Et uhyre som i kraft af den
islamiske lov om
brodermord (en lov som af dynastiske årsager giver en sultan ret til at myrde
brodermord (en lov som af dynastiske årsager giver en sultan ret til at myrde sine nærmeste familiemedlemmer) var kommet på tronen ved at skære halsen over på sin lillebror på tre år.
Kender du den beretning om Konstantinopels fald, som skriveren Phrantzes har efterladt os? Måske ikke. Her er den:
Indbyggerne som henunder aften, det vil sige under Muhammed 2´s kanonbeskydning af Teodosius´ bymure, tyer ind i Sofiadomkirken, giver sig til at synge salmer og påkalde den guddommelige barmhjertighed. Patriarken, som i skæret af vokslysene holder den sidste messe og vil indgyde nyt mod i de mest skrækslagne råber: ”Vær ikke bange! I morgen vil I være i himmerrige og jeres navne vil leve videre lige til tidernes ende!” Børnene græder, mødrene sukker: ”Stille, sønneke, stille! Vi dør for vor tro på Jesus Kristus! Vi dør for vor kejser Konstatin den Elvte, for vort fædreland!”
De osmanniske tropper, som under trommehvirvler bryder igennem hullerne i bymurene, river forsvarerne over ende og massakrerer dem alle ved at hugge dem ned med sine krumsabler. Så bryder de ind i domkirken. De halshugger til og med de nyfødte. Med deres små hoveder slukker de lysene...
Det stod på fra gry til eftermiddag, blodbadet.. Det standsede først, da Storvisiren steg op på Sofiakirkens prædikestol og sagde til massakrens udøvere: ”Hvil jer! Nu tilhører dette tempel Allah!”
I mellemtiden brændte byen. Krigsfolkene korsfæstede og spiddede folk på pæle. Janitscharerne voldtog nonnerne og skar halsen over på dem (firetusinde på få timer) eller lagde de overlevende i lænker for at sælge dem på markedet i Ankara. Og kurtisanerne lavede sejrens festmåltid. Den middag, hvor Muhammed 2. (for næsen af profeten) drak sig fuld i vin fra Cypern, og da han havde en svaghed for unge drenge, lod han den græsk-ortodokse storhertug Notaras førstfødte hente. En fjortenårig dreng, der var kendt for sin skønhed. I alles nærværelse voldtog han ham, og efter voldtægten lod han de andre Notaras-slægtninge hente. Drengens forældre, hans bedsteforældre, hans onkler og tanter, fætrer og kusiner. For øjnene af ham halhuggede han dem. En efter en. Han lod også alle altre ødelægge, alle klokker omsmelte, alle kirker omdanne til moskeer eller bazarer. Jo vist. Det var på denne måde, at Konstantinopel blev til Istambul. Hvad enten FN´s nutidige politisk-korrekte myndigheder og medløbere vil høre det eller ej!
Tre år efter, det vil sige i 1456 erobrede Osmannerne Athen, hvor Muhammed 2. igen omdannede alle kirkerne og de antikke bygninger til moskéer. Med erobringen af Athen fuldførte de invasionen af Grækenland, som de skulle beholde, det vil sige ødelægge i godt og vel firehundrede år.
Mere en anden gang om islams storhedstid!
Kender du den beretning om Konstantinopels fald, som skriveren Phrantzes har efterladt os? Måske ikke. Her er den:
Indbyggerne som henunder aften, det vil sige under Muhammed 2´s kanonbeskydning af Teodosius´ bymure, tyer ind i Sofiadomkirken, giver sig til at synge salmer og påkalde den guddommelige barmhjertighed. Patriarken, som i skæret af vokslysene holder den sidste messe og vil indgyde nyt mod i de mest skrækslagne råber: ”Vær ikke bange! I morgen vil I være i himmerrige og jeres navne vil leve videre lige til tidernes ende!” Børnene græder, mødrene sukker: ”Stille, sønneke, stille! Vi dør for vor tro på Jesus Kristus! Vi dør for vor kejser Konstatin den Elvte, for vort fædreland!”
De osmanniske tropper, som under trommehvirvler bryder igennem hullerne i bymurene, river forsvarerne over ende og massakrerer dem alle ved at hugge dem ned med sine krumsabler. Så bryder de ind i domkirken. De halshugger til og med de nyfødte. Med deres små hoveder slukker de lysene...
Det stod på fra gry til eftermiddag, blodbadet.. Det standsede først, da Storvisiren steg op på Sofiakirkens prædikestol og sagde til massakrens udøvere: ”Hvil jer! Nu tilhører dette tempel Allah!”
I mellemtiden brændte byen. Krigsfolkene korsfæstede og spiddede folk på pæle. Janitscharerne voldtog nonnerne og skar halsen over på dem (firetusinde på få timer) eller lagde de overlevende i lænker for at sælge dem på markedet i Ankara. Og kurtisanerne lavede sejrens festmåltid. Den middag, hvor Muhammed 2. (for næsen af profeten) drak sig fuld i vin fra Cypern, og da han havde en svaghed for unge drenge, lod han den græsk-ortodokse storhertug Notaras førstfødte hente. En fjortenårig dreng, der var kendt for sin skønhed. I alles nærværelse voldtog han ham, og efter voldtægten lod han de andre Notaras-slægtninge hente. Drengens forældre, hans bedsteforældre, hans onkler og tanter, fætrer og kusiner. For øjnene af ham halhuggede han dem. En efter en. Han lod også alle altre ødelægge, alle klokker omsmelte, alle kirker omdanne til moskeer eller bazarer. Jo vist. Det var på denne måde, at Konstantinopel blev til Istambul. Hvad enten FN´s nutidige politisk-korrekte myndigheder og medløbere vil høre det eller ej!
Tre år efter, det vil sige i 1456 erobrede Osmannerne Athen, hvor Muhammed 2. igen omdannede alle kirkerne og de antikke bygninger til moskéer. Med erobringen af Athen fuldførte de invasionen af Grækenland, som de skulle beholde, det vil sige ødelægge i godt og vel firehundrede år.
Mere en anden gang om islams storhedstid!
