Nu har EU-politikerne hen over hovedet på befolkningerne lavet en ”traktat” til os alle sammen, som de dog - for at narre os - undlader at kalde ved det rette navn: EU´s grundlov.
Og så er det på tide at se sig tilbage og læse Bat Ye´ors artikel fra 7.2.2005:
Original English Item: Eurabia - Europe's Future?
Oversat af Mette Thomsen
Bat Ye'or, der er historiker, har udgivet nogle banebrydende værker om minoriteter og "dhimmitude" (deres mindreværdsstatus) under islam, herunder Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2002). Hendes seneste bog, Eurabia: The Euro-Arab Axis (Fairleigh Dickinson University Press, 2005), hævder, at de europæiske regeringer, især den franske, har udviklet en udenrigspolitik, som er rettet mod at vinde de mellemøstlige regimers gunst og formilde de voksende militante islamiske minoriteter i deres egen midte. Bat Ye'or holdt foredrag i Middle East Forum i New York den 7. februar 2005.
Europa gennemlever to dybtgående forandringer. Den første er svækkelsen af kristendommen. Den anden er en nedgang i befolkningstallet. I øjeblikket bliver der generelt i Europa kun født totredjedele af det antal børn, som er nødvendigt for at opretholde og ernære befolkningen. Det heraf følgende fald i befolkningstallet er for det meste blevet afbødet gennem immigration af muslimer. Den hurtigt voksende muslimske befolkning er generelt ikke integreret i værtssamfundene eller politisk og kulturelt tilpasset disses værdier. De radikale islamiske bevægelser tiltager derimod i styrke blandt disse emigrantbefolkninger. Desuden har europæiske regeringer, især den franske, udviklet en udenrigspolitik, som er rettet mod at vinde de mellemøstlige regimers gunst.
Spørgsmålet er: Er dette en midlertidig vildfarelse, eller er Europa på vej til at miste sin historiske identitet? Det sidste: Europa er i færd med hastigt at forvandle sig til et "Eurabien," et kulturelt og politisk vedhæng til den arabiske/muslimske verden, som er grundlæggende anti-kristen, anti-semitisk, anti-vestlig og anti-amerikansk.
Det europæisk-arabiske partnerskab
Det fyrre år gamle politiske og økonomiske forhold mellem Europa og de arabiske lande i Mellemøsten, som har institutionaliseret sig i det årlige European-Arab Dialogue, has avlet en giftig og fjendtlig legering kaldet "Eurabien." Den forsvinder ikke bare ved en ændring i EU's politik. Dens rødder stikker dybere. Og måden, hvorpå Eurabien bliver håndteret i dag, vil stort set være afgørende for Europas fremtid.
Forestillingerne om Eurabien er kommet til udtryk i de millioner af mennesker, som afbrændte amerikanske og israelske flag under Irak-krigen og åbent støttede Yasir Arafat, Saddam Hussein, og andre brutale diktatorer. Eurabien er også blevet synlig i eksplosioner af anti-semitisk aktivitet og mangel på empati over for jødiske rettigheder i forskellige europæiske lande. Jøder bliver i stigende grad angrebet, hovedsageligt fra muslimske ekstremister og radikaliserede unge, og de europæiske regeringer og lovhåndhævende instanser reagere lunkent på disse krænkelser af menneskers rettigheder og kun efter vedholdende pres fra mediernes side. Eurabien-fænomenet kan også ses i den måde, hvorpå kritikere af islam og det muslimske samfund bliver skræmt til tavshed, personificeret i mordet ved højlys dag på den hollanske filmskaber Theo Van Gogh, som havde lavet en dokumentarfilm om de trængsler, som muslimske kvinder udsættes for i muslimske samfund.
Eurabien tager form
Denne farlige sammensmeltning begyndte med Charles De Gaulle i 1960'erne. De Gaulle indså, at Frankrigs magt mindskedes med tabet af landets kolonier, og han mente, at et mere forenet Europa kunne genskabe dele af den franske glans. For at forene Europa havde kontinentet brug for at skabe en international blok, som kunne kappes med Amerika. De arabiske nationer i Mellemøsten, som var uden sidestykke, når det gjaldt rigdom på olie, syntes at være nogle gode partnere. Ved grundlæggelsen af dette partnerskab den 27. november 1967 sagde De Gaulle, at det fransk-arabiske samarbejde skulle blive et grundelement i fransk politik. Siden har Frankrig udviklet en højst venskabelig politik over for den arabiske verden og en fjendtlig holdning til Israel.
Efter Yom Kippur-krigen i 1973 erklærede de arabiske stater olieboykot mod Europa og især mod lande med tætte bånd til Israel. Blot tyve dage efter at krigen var brudt ud, anerkendte de Europæiske Fællesskaber, bestående af ni lande, palæstinensernes ret til at deltage i de politiske forhandlinger og krævede, at Israel skulle vende tilbage til våbenstilstandslinjerne fra 1949, hvorved man afveg fra FN's Sikkerhedsråds resolution 242, som var blevet vedtaget i 1967, og som stadig udgjorde grundlaget for en forhandlingsaftale.
Følgen blev, at den arabiske boykot af Europa ophørte; og den franske og tyske regering opfordrede de arabiske ledere til at gå i officiel dialog med europæiske ledere for at cementere et solidt partnerskab. De arabiske ledere erklærede sig enige, men på den betingelse, at europæerne fik en samlet udenrigspolitik, som faldt sammen med de arabiske staters interesser.
Nogle af elementerne i dette forhold er temmelig synlige. Europæiske ledere anser f.eks. de arabiske reformer for at løbe parallelt med løsningen på den israelsk-arabiske fredsproces. Gang på gang udnytter arabiske og europæiske ledere efter behag dødvandet i den arabisk-israelske konflikt til at forsinke de demokratiske reformer.
Målet for Eurabien er at føre Middelhavets to kyster sammen på en sådan måde, at de europæiske samfunds interesser afspejler interesserne i den arabiske verden. Der skal ske en homogenisering af kultur, politik og taktik mellem de to kyster. Som et biprodukt må amerikanske ledere nu forholde sig til den voksende eurabiske politiske kultur i stedet for de tidligere europæiske stater.
Uheldigvis er de fleste europæere ikke klar over Eurabien-sammensmeltningen. Det nyfundne had i Europa til Amerika og Israel er almindeligt og fletter sig ind i mange af samfundets sektorer, herunder medierne, kulturen og økonomien. Europa fremmer i dag de jihadiske værdier i den arabiske verden. Dette fremgår tydeligt af dets tøven over for direkte at fordømme islamisk terrorisme og dets behov for at beskylde Amerika og Israel for at udgøre årsagerne til konflikten frem for at være ofre for islamisk aggression. Masseimmigrationen af arabere over Middelhavet til Europa, som var et led i venskabsaftalen, vil blot styrke det eurabiske fænomen. Hvis Europa fortsat reagerer pacifistisk over for islamistiske terrorangreb som det i Madrid i 2004, vil Eurabien ende med at blive en fuldgyldig europæisk virkelighed.
Konklusioner for USA
Amerikanerne bør spille en selvhævdende rolle, både når det gælder kampen mod Eurabiens farer og hindringen af, at en tilsvarende sammensmeltning finder sted i deres eget land, for faren ligger der. De amerikanske mellemøststudie-eksperter på universiteterne er f.eks. allerede overvejende pro-arabisk/islamisk orienterede, forkaster traditionelle studiestandarder og generer sig ikke for at politisere formelle instruktioner.
Amerikanerne har brug for at rumme deres egen ægte pluralistiske kultur. De bør ikke fornægte deres identitet og deres jødisk-kristne værdier for at pacificere den nuværende selvhævdende intolerance, som udspringer af den arabiske/muslimske verden.
Og så er det på tide at se sig tilbage og læse Bat Ye´ors artikel fra 7.2.2005:
Original English Item: Eurabia - Europe's Future?
Oversat af Mette Thomsen
Bat Ye'or, der er historiker, har udgivet nogle banebrydende værker om minoriteter og "dhimmitude" (deres mindreværdsstatus) under islam, herunder Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2002). Hendes seneste bog, Eurabia: The Euro-Arab Axis (Fairleigh Dickinson University Press, 2005), hævder, at de europæiske regeringer, især den franske, har udviklet en udenrigspolitik, som er rettet mod at vinde de mellemøstlige regimers gunst og formilde de voksende militante islamiske minoriteter i deres egen midte. Bat Ye'or holdt foredrag i Middle East Forum i New York den 7. februar 2005.
Europa gennemlever to dybtgående forandringer. Den første er svækkelsen af kristendommen. Den anden er en nedgang i befolkningstallet. I øjeblikket bliver der generelt i Europa kun født totredjedele af det antal børn, som er nødvendigt for at opretholde og ernære befolkningen. Det heraf følgende fald i befolkningstallet er for det meste blevet afbødet gennem immigration af muslimer. Den hurtigt voksende muslimske befolkning er generelt ikke integreret i værtssamfundene eller politisk og kulturelt tilpasset disses værdier. De radikale islamiske bevægelser tiltager derimod i styrke blandt disse emigrantbefolkninger. Desuden har europæiske regeringer, især den franske, udviklet en udenrigspolitik, som er rettet mod at vinde de mellemøstlige regimers gunst.
Spørgsmålet er: Er dette en midlertidig vildfarelse, eller er Europa på vej til at miste sin historiske identitet? Det sidste: Europa er i færd med hastigt at forvandle sig til et "Eurabien," et kulturelt og politisk vedhæng til den arabiske/muslimske verden, som er grundlæggende anti-kristen, anti-semitisk, anti-vestlig og anti-amerikansk.
Det europæisk-arabiske partnerskab
Det fyrre år gamle politiske og økonomiske forhold mellem Europa og de arabiske lande i Mellemøsten, som har institutionaliseret sig i det årlige European-Arab Dialogue, has avlet en giftig og fjendtlig legering kaldet "Eurabien." Den forsvinder ikke bare ved en ændring i EU's politik. Dens rødder stikker dybere. Og måden, hvorpå Eurabien bliver håndteret i dag, vil stort set være afgørende for Europas fremtid.
Forestillingerne om Eurabien er kommet til udtryk i de millioner af mennesker, som afbrændte amerikanske og israelske flag under Irak-krigen og åbent støttede Yasir Arafat, Saddam Hussein, og andre brutale diktatorer. Eurabien er også blevet synlig i eksplosioner af anti-semitisk aktivitet og mangel på empati over for jødiske rettigheder i forskellige europæiske lande. Jøder bliver i stigende grad angrebet, hovedsageligt fra muslimske ekstremister og radikaliserede unge, og de europæiske regeringer og lovhåndhævende instanser reagere lunkent på disse krænkelser af menneskers rettigheder og kun efter vedholdende pres fra mediernes side. Eurabien-fænomenet kan også ses i den måde, hvorpå kritikere af islam og det muslimske samfund bliver skræmt til tavshed, personificeret i mordet ved højlys dag på den hollanske filmskaber Theo Van Gogh, som havde lavet en dokumentarfilm om de trængsler, som muslimske kvinder udsættes for i muslimske samfund.
Eurabien tager form
Denne farlige sammensmeltning begyndte med Charles De Gaulle i 1960'erne. De Gaulle indså, at Frankrigs magt mindskedes med tabet af landets kolonier, og han mente, at et mere forenet Europa kunne genskabe dele af den franske glans. For at forene Europa havde kontinentet brug for at skabe en international blok, som kunne kappes med Amerika. De arabiske nationer i Mellemøsten, som var uden sidestykke, når det gjaldt rigdom på olie, syntes at være nogle gode partnere. Ved grundlæggelsen af dette partnerskab den 27. november 1967 sagde De Gaulle, at det fransk-arabiske samarbejde skulle blive et grundelement i fransk politik. Siden har Frankrig udviklet en højst venskabelig politik over for den arabiske verden og en fjendtlig holdning til Israel.
Efter Yom Kippur-krigen i 1973 erklærede de arabiske stater olieboykot mod Europa og især mod lande med tætte bånd til Israel. Blot tyve dage efter at krigen var brudt ud, anerkendte de Europæiske Fællesskaber, bestående af ni lande, palæstinensernes ret til at deltage i de politiske forhandlinger og krævede, at Israel skulle vende tilbage til våbenstilstandslinjerne fra 1949, hvorved man afveg fra FN's Sikkerhedsråds resolution 242, som var blevet vedtaget i 1967, og som stadig udgjorde grundlaget for en forhandlingsaftale.
Følgen blev, at den arabiske boykot af Europa ophørte; og den franske og tyske regering opfordrede de arabiske ledere til at gå i officiel dialog med europæiske ledere for at cementere et solidt partnerskab. De arabiske ledere erklærede sig enige, men på den betingelse, at europæerne fik en samlet udenrigspolitik, som faldt sammen med de arabiske staters interesser.
Nogle af elementerne i dette forhold er temmelig synlige. Europæiske ledere anser f.eks. de arabiske reformer for at løbe parallelt med løsningen på den israelsk-arabiske fredsproces. Gang på gang udnytter arabiske og europæiske ledere efter behag dødvandet i den arabisk-israelske konflikt til at forsinke de demokratiske reformer.
Målet for Eurabien er at føre Middelhavets to kyster sammen på en sådan måde, at de europæiske samfunds interesser afspejler interesserne i den arabiske verden. Der skal ske en homogenisering af kultur, politik og taktik mellem de to kyster. Som et biprodukt må amerikanske ledere nu forholde sig til den voksende eurabiske politiske kultur i stedet for de tidligere europæiske stater.
Uheldigvis er de fleste europæere ikke klar over Eurabien-sammensmeltningen. Det nyfundne had i Europa til Amerika og Israel er almindeligt og fletter sig ind i mange af samfundets sektorer, herunder medierne, kulturen og økonomien. Europa fremmer i dag de jihadiske værdier i den arabiske verden. Dette fremgår tydeligt af dets tøven over for direkte at fordømme islamisk terrorisme og dets behov for at beskylde Amerika og Israel for at udgøre årsagerne til konflikten frem for at være ofre for islamisk aggression. Masseimmigrationen af arabere over Middelhavet til Europa, som var et led i venskabsaftalen, vil blot styrke det eurabiske fænomen. Hvis Europa fortsat reagerer pacifistisk over for islamistiske terrorangreb som det i Madrid i 2004, vil Eurabien ende med at blive en fuldgyldig europæisk virkelighed.
Konklusioner for USA
Amerikanerne bør spille en selvhævdende rolle, både når det gælder kampen mod Eurabiens farer og hindringen af, at en tilsvarende sammensmeltning finder sted i deres eget land, for faren ligger der. De amerikanske mellemøststudie-eksperter på universiteterne er f.eks. allerede overvejende pro-arabisk/islamisk orienterede, forkaster traditionelle studiestandarder og generer sig ikke for at politisere formelle instruktioner.
Amerikanerne har brug for at rumme deres egen ægte pluralistiske kultur. De bør ikke fornægte deres identitet og deres jødisk-kristne værdier for at pacificere den nuværende selvhævdende intolerance, som udspringer af den arabiske/muslimske verden.
