En svensk rigsdagsmand, Hans Wallmark, fra partiet moderaterne (svarer omtrent til vore konservative), skriver om et bryllup, han har været med til. Brud og brudgom kom hver fra sin Kaukasusegn, men blandt det store selskab var der også mennesker fra Nigeria og ved bordet svirrede det med russisk, engelsk og svensk.
Wallmark rives med af den glade feststemning og multikulturelle fordragelighed. Se bare, hvor går det godt. Mens Vesten med ordet integration ofte mener ”tilpasning”, så bør man i stedet satse på en kosmopolitisk ideologi, mener han, ”For modsætningen til det farvestrålende kalas på mange sprog og med mennesker fra forskellige kontinenter er den falske integrations grå facade. Ud ad til ligner de meget hinanden, men bagved lurer forskellene. Forskelle, som vi aldrig får fornøjelsen at tage del i eller lærer at kende. Forskelle, som forstærkes og rent ud sagt bliver grovere af brist på udvexling.”
Jamen, hvad er det dog for en gummitarzan, som lister rundt om grøden og formulerer sine udtalelser sådan, at han aldrig kan konfronteres med dem. Kald dog en spade en spade.
Den ”falske integration” med de bagved lurende forskelle, som vi aldrig ”får fornøjelsen at tage del i eller lære at kende”.
Jeg betakker mig for fornøjelsen! Jeg har lært tilstrækkeligt. Vågn op Wallmark!
