EU kan tvinge Sverige til at afsige dom i henhold til iransk lov.
Hårdere skilsmisseregler, begrænset ytringsfrihed for journalisterne og fagforeninger, som sætter stop for udenlandske arbejdere, som i Vaxholmtilfældet.
Det er bare nogle exempler på, hvordan EU´s nye foreslåede grundlov langer ud mod Sverige.
Det er ubegribeligt, at regeringen tillader det og ikke ser, at Sverige er det land, som mister mest på den nye overenskomst. Vi mister både indflydelse i Europa og magt på hjemmeplan.
Desuden trækker den borgerlige alliance på skulderen over at venstrepolitikken styrer EU.
Det skriver Mats J D Persson. Forskningsansvarlig på den borgelige og markedsliberale tænketank Open Europe i London.
Europaidéen er god, og det svenske EU-medlemsskab giver mange fordele. Men den overenskomst, som EU-lederne forleden rullede frem gennem maskineriet i Bryssel føles som et fejltrin. Overenskomsten reducerer Sveriges indflydelse i EU og risikerer samtidigt at underminere en borgerlig politik – både på hjemmeplan og ude i Europa. Regeringen burde have mulighed for at omvurdere sin ukritiske holdning til overenskomnsten.
Først og fremmest: de nye beslutningsprocesser båder ikke godt for Sverige. Overenskomsten indeholder to parallelle ændringer: strøget vetoret inden for et antal områder og et ændret afstemningssystem når majoritetsbeslutninger tages i brug.
Afskaffelsen af vetoret kan få følelige effekter. På eget initiativ nedlagde regeringen f.ex. fornylig et veto mod mere ensartede skilsmisseregler inden for EU. Med den nye overenskomst øges nu risikoen for, at Sverige til sidst må give efter for skilsmisseforslaget.
I henhold til justitsministeriet indebærer ændringerne af reglerne, at en svensk domstol kan tvinges til at dømme efter f.ex. irlandsk eller til og med iransk lovgivning, eftersom domstolen først og fremmest skal dømme efter reglerne i det land, hvor ægteparret sidst boede – selvom det måtte være uden for Europa.
I værste fald kan svenske statsborgere i fremtiden altså nægtes skilsmisse af grunde, der er i strid med den hjemlige lovgivning og liberale regler. Den ”nødbremse” som introduceres for lignende forslag er heller ikke ligeså effektiv som et veto.
Og måske endnu vigtigere: Sverige er et af de medlemslande, som relativt set mister mest indflydelse med den nye form for afstemning. I henhold til en britisk forskningsrapport mister Sverige 15 procent af sin mulighed for at få lovforslag igennem, mens et flertal lande i stedet øger deres afstemningsmagt. Samtidig bliver Sveriges mulighed for at blokere uønsket lovgivning næsten halveret.
Dette kan give problemer på områder, hvor Sverige i dag agerer alene eller i svage koalitioner. For exempel kan man blive tvunget til at godtage det forslag, som gør at svenske journalister fremover kan blive dømt for bagvaskelse i henhold til andre medlemslandes – ofte strengere – lovgivning. Svensk ytringsfrihed ville dermed blive ramt reelt.
Heller ikke den ny præsidentstilling er i Sveriges interesse. Det springbrædt, som det roterende ordførerskab har givet mindre lande går nu tabt til fordel for større aktører og en EU-institution.
Hvis vor regerings ambition er at tilhøre kernen i EU, vinder man altså med en nye overenskomst en Pyrrhussejr – i hvert fald set ud fra målelig indflydelse.
Dette bør også vejes mod overenskomstens i høj grad venstrevredne indehold. Le Figaro konstaterede fornylig, at overenskomsten ”bør berolige alle, som er urolige for et altfor liberalt Europa”. Luxemburgs statsminister Jean-Claude Juncker har meddelt, at alt nu må ”vurderes i forhold til Europas sociale model.”
Hjemme jubler LO over, at faglige rettigheder endelig bliver bindende i EU.
Overenskomsten klargør unionens beføjelser angående sysselsætnings- og socialpolitik, paralellt med en målsætning om at ”fremme harmonisering af de sociale systemer.” Dokumentet åbner dermed for øget ensretning og flere love i stil med arbejdstidsdirektivet – love, som hvad enten de stammer fra Stockholm eller Bryssel rimer dårligt med borgerlig politik.
Med overenskomsten styrkes også EU-domstolens beføjelser over medlemslandenes socialpolitik. En borgerlig regering kan f.ex. fremover få problem med den såkaldte rettighedsvedtægt – den lange liste over rettigheder og vurderinger som med overenskomsten bliver juridisk bindende. Det meste i vedtægten er ganske vist sund fornuft. Men der findes også paragraffer, som specifikt kan anvendes på EU-nivau til vensterpolitik. Retten til omkostningsfri arbejdsformidling og den rigorøse strejkeret er to tydelige exempler.
Arbejdsretsjurister får dermed en helt egen spilleplan i Europapolitikken. Vedtægten har allerede været brugt i Vaxholmstilfældet til støtte for byggeblokade imod det lettiske Laval.
Denne type tilfælde vil sætte en kæp i hjulet for fremtidige liberale reformer i Sverige og er et stort skridt bort fra intereuropæisk konkurrence og mangfoldighed. I London frygter man f.ex. at det britiske arbejdsmarked vil blive flyttet 3o år tilbage i tiden, hvis vedtægten bliver bindende. At det lykkedes Nicolas Sarkozy at slette vigtigheden af EU´s ”frie konkurrence” fra overenskomsttexten sender også urovækkende signaler om unionens fremtid.
Og samtidig er mange af den svenske regerings egne prioriteringer ikke taget med i overenskomsten. Ingen kraftfulde ansporinger til øget frihandel eller bedre organisering af jorbrugsstøtten. Og der er heller ingen ende på Europaparlamentets groteske flyttecirkus.
Den såkaldte forstærkning af de nationale parlamenters rolle bygger på urealistiske omstændigheder. Og trods højtraven retorik savnes der nye, konkrete tiltag for at bremse klimaforandringerne.
Hvordan overenskomstens vildnis af fodnoter og tilføjelser skal nærme unionen til folket forbliver en gåde.
Overenskomsten indeholder ikke bare dårlige nyheder. Men set i sin helhed undergraves Sveriges position i EU og udsigterne til et åbent og liberalt Europa forværres.
Hvor længe kan de borgerlige politikere og opinionsdannere bare trække på skulderen?
Mats J D Persson, 10.7.07
Mats J D Persson er forskningsansvarlig på den Londonbaserede tænketank ”Open Europe”, som er borgerlig og markedsliberal. Han er uddannet i San Diego og i Virginia i USA, samt på London School og Economics. Han har tidligere arbejdet på et politisk konsultfirma i Washington DC. Det bedste ved London er det kosmopolitiske miljø, synes han, mens det værste er, at man tvinges til at finde sig i de britiske mediers evindelige overvurdering af det engelske fodboldshold.
Oversat fra svensk af G.Johnsen
