Jeg har fået dette flyveblad:
EUROPA DIT NAVN ER - KUJON!
Hvis nogen af jer stadigvæk synes, at krigen mod terror er en fejl, kommer her en mening fra en uventet kilde. Det er fascinerende, at dette skulle komme fra Europa.
Mathias Dapfner, der er den ansvarlige, overordnede leder af det store forlag Axel Springer A/S, Hamburg, har i DIE WELT, Tysklands største daglige avis, skrevet et sviende angreb på Europas frygtsomme reaktion ansigt til ansigt med den islamiske trussel.
For nogle dage siden skrev Henry Broder om søndagen i Die Welt:
”Europa – dit familienavn er fejghed”
– en sætning, som du ikke kan få ud af hovedet, fordi det er så skrækkeligt sandt.
Fejghed har kostet millioner af jøder og ikke-jøder deres liv, medens England og Frankrig, forbundsfæller på det tidspunkt, forhandlede og tøvede for længe, før det gik op for dem, at Hitler skulle bekæmpes, ikke bindes til tandløse aftaler.
Fejghed legaliserede og stabiliserede kommunisme i Sovjet Unionen, derefter Tyskland og resten af Øst-Europa, hvor umenneskelige, morderisk undertrykkende regeringer i årtier blev forherliget som ideologisk korrekte frem for alle andre muligheder.
Fejghed lammede Europa, medens folkedrab florerede i Kosovo, og selv om vi havde absolutte beviser på, at der foregik massemord, debatterede og debatterede og debatterede vi Europæere. Vi debatterede stadigvæk, da endelig amerikanerne kom fra halvvejs rundt om jorden - til Europa nok engang - for at gøre vort arbejde for os.
Frem for at beskytte demokratiet i Mellemøsten støtter den europæiske fejghed, skjult bag det slørede ord ”equidistance” (i samme afstand) palæstinensernes selvmordsbombninger i Israel,
Fejghed genererer en mentalitet, som tillader Europa at ignorere næsten 500.000 ofre for Saddams tortur- og mordmaskineri, og, motiveret af fredsbevægelsens selvretfærdighed, har den den frækhed at give George Bush dårlige karakterer …. Uagtet den afsløring, at de mest højrøstede kritikere af den amerikanske aktion i Irak tjente ulovlige milliarder, nej, ti-tals milliarder i FNs korrupte ”olie-for-mad-program”.
Og nu er vi konfronteret med en speciel grotesk form for fejghed. Hvordan reagerer Tyskland på den eskalerende vold af islamiske fundamentalister i Holland og andre steder? Ved at foreslå, at vi bestemt skulle have en ”muslimsk ferie” i Tyskland? Jeg ville ønske, at jeg gjorde grin, men det gør jeg ikke. En betydningsfuld del af vor tyske regering og, hvis man kan sætte sin lid til meningsmålinger, det tyske folk tror virkelig, at dét at kreere en officiel statslig ”muslimsk ferie(dag)” på en eller anden måde vil spare os for de fanatiske islamisters vrede. Man kan ikke gøre for det, men må tænke tilbage på den britiske Neville Chamberlain, vinkende med den latterlige traktat underskrevet af Adolph Hitler, Europæisk ”Fred i vor tid”.
Hvad mere må der til, før det europæiske publikum og dets politiske lederskab fatter det? Der er en slags korstog undervejs, et specifikt korstog, som indebærer systematiske angreb af fanatiske muslimer, som fokuserer på den almindelige borger, rettet mod vor frie, åbne, vesterlandske civilisations totale destruktion.
Det er en konflikt, som antagelig vil vare længere end nogen som helst af de store militære konflikter i sidste århundrede – en konflikt, som ikke kan tæmmes af ”tolerance” og ”imødekommenhed”, men vil anspores ved sådanne gestus, som bevisligt af islamisterne har været set på, og altid vil blive set på, som tegn på svaghed. Kun to af de seneste amerikanske præsidenter har haft det nødvendige mod til Anti-Fejghed: Reagan og Bush!
De amerikanske kritikere kan bruge spidsfindig ordkløveri om detaljerne, men vi europæere kender sandheden. Vi så det fra første parket: Ronald Reagan endte den kolde krig og befriede halvdelen af den tyske befolkning fra næsten 50 års terror og sand slaveri. Og Bush, som kun blev støttet af socialdemokraten Blair, der handlede ud fra moralsk overbevisning, genkendte faren i den islamiske krig imod demokratiet.
Imens læner Europa sig tilbage i karismatisk selvsikkerhed i det multikulturelle hjørne i stedet for at forsvare det liberale samfunds værdier og repræsentere et attraktivt magtcentrum på de store magters, Amerikas og Kinas, legeplads.
Tværtimod! – Vi europæere præsenterer os selv, i kontrast til de ”arrogante amerikanere”, som verdensmestre i ”tolerance”, som endda Tysklands indenrigsminister, Otto Schily, med rette kritiserer. Hvorfor? Fordi vi er så anstændige? Jeg frygter, at det mere er, fordi vi er så materialistiske og så blottet for moralsk indikation.
For sin politik risikerer Bush dollarens fald, stor forøgelse af den nationale gæld og en massiv og vedvarende byrde på den amerikanske økonomi – fordi, i modsætning til næsten hele Europa, Bush realiserer, hvad der er på spil: Bogstaveligt talt alt.
Medens vi kritiserer de amerikanske ”kapitalistiske gummi-baroner”, fordi de virker for sikre på deres prioriteringer, forsvarer vi frygtsomt vore sociale velfærdssystemer. Hold op med det! Det kunne blive dyrt! Vi vil hellere diskutere nedsættelse af vor 35-timers arbejdsuge eller tilskud til tandlægen eller vor 4-ugers-ferie med løn …. Eller lytte til TV-præster, som forkynder nødvendigheden af ”at række hånden ud til terrorister, om at forstå og tilgive”.
Disse dages Europa minder mig om en gammel kvinde, som med rystende hænder febrilsk gemmer sine sidste juveler, når hun ser tyven bryde ind i naboens hus.
Fejghed?
Europa - dit navn er Kujon!
Gud velsigne Amerika ---
Mathias Dapfner,
overordnede ansvarshavende, Forlaget Axel Springer A/S, Hamburg.
