Religioner er ikke ens
Lene Kattrup | 9. december 2013 Kristeligt Dagblad
Forskellene præger udvikling på forskellig vis
Debatindlæg af Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd
RELIGION KAN defineres som et individuelt trosanliggende, det vil sige det enkelte menneskes verdensanskuelse, der ikke kan begrundes rationelt. De enkelte religioner har en indre rød tråd eller en kerne.
En ideologi kan defineres som de systematisk sammensatte idéer og programpunkter, der ligger til grund for en politisk, religiøs eller filosofisk helhedsanskuelse, skole eller bevægelse. Nogle ideologier er totalitære som for eksempel fascismen, nazismen og kommunismen.
Med hensyn til ideologier er de fleste af os enige om, at de er meget forskellige, samt at deres betydning for samfundsudviklingen de steder, hvor de dominerer, er stor. Vi vil sjældent putte dem i ”samme skuffe” og omtale deres betydning i fællesskab eller som værende relativt ens. Det ville være meningsløst. Vi ved for eksempel, at kommunismen og nazismen har et forskelligt idé- og værdigrundlag, hvorfor de befordrer forskellige politiske systemer og samfund.
Det undrer mig gang på gang, at en del af vores forskere ikke i deres arbejde tager udgangspunkt i, at religionerne på samme måde i de fleste tilfælde er så grundlæggende forskellige, at det ikke giver mening at behandle dem i fællesskab, når man vil studere deres betydning for udviklingen.
Efter min mening er forskellene så store, at deres konklusioner bliver forkerte, fordi de fra start af har haft en forkert præmis for deres arbejde. Dette synes jeg kan indses logisk, men det bekræftes også af et studium af virkeligheden.
I klummen ”Kan religion og udvikling forenes?” i Kristeligt Dagblad den 22. november forsøgte Brian Esbensen at forene og sammenfatte religionerne på denne måde med en del eksempler fra forskningen, hvorfor konklusionerne flere steder blev fejlbehæftede.
Det fremgik, at præmissen var, at religionerne i det store og hele nok er ret ens eller i det mindste har så store fællestræk, at man ikke kan forvente, at de påvirker demokrati, frihedsrettigheder og økonomi meget forskelligt.
Et eksempel. Malaysia blev omtalt som et muslimsk vækstmirakel. Dette eksempel blev brugt til at påvise, at vi kan se rigdom i lande med dominans af islam, selvom vi i de øvrige muslimske lande desværre hovedsageligt ser det modsatte. Malaysia får teorien om, at religionens art ikke har så stor betydning, til at passe.
Men der er ikke tale om en god udvikling i Malaysia. Demokratiet har det ikke godt, som det kan erfares ved at læse Stjernfelt og Eriksens fremragende bog ”Adskillelsens politik”, og væksten, som ikke er så mirakuløs, er hovedsageligt båret frem af eksterne aktører samt af kineserne i landet, der som bekendt har en helt anden religion eller ingen religion.
Det er ligeledes velkendt, at katolsk dominerede lande har en tendens til mindre økonomisk vækst end protestantiske lande.
Naturligvis er der mange andre væsentlige faktorer for et lands udvikling af demokrati og økonomi end den religiøse forankring. Her kan nævnes lighed mellem kønnene, tankefrihed samt de øvrige frihedsrettigheder og betingelserne for uddannelse, forskning samt fattigdomsbekæmpelse.
Men vi kan ikke komme udenom, at her spiller religionerne ind på forskellig måde. Nogle religioner befordrer for eksempel et menneskesyn med manglende lighed mellem mennesker og adskillelse samt en ret blind tro på fatalismen, frem for en opfattelse af det enkelte menneskes eget ansvar, flid og dygtighed som værende af afgørende betydning. Jeg finder det logisk samt empirisk bekræftet, at det har en fundamental betydning.
Samlet set burde det få os til at indse, at vores religioner i de fleste tilfælde er så grundlæggende forskellige, at vi skal undlade at putte dem ned i en pose og omtale dem samlet og som relativt ens, når vi vil studere de enkeltes religioners betydning for menneskers frihed og levemuligheder i de enkelte lande og samfund.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd
En ideologi kan defineres som de systematisk sammensatte idéer og programpunkter, der ligger til grund for en politisk, religiøs eller filosofisk helhedsanskuelse, skole eller bevægelse. Nogle ideologier er totalitære som for eksempel fascismen, nazismen og kommunismen.
Med hensyn til ideologier er de fleste af os enige om, at de er meget forskellige, samt at deres betydning for samfundsudviklingen de steder, hvor de dominerer, er stor. Vi vil sjældent putte dem i ”samme skuffe” og omtale deres betydning i fællesskab eller som værende relativt ens. Det ville være meningsløst. Vi ved for eksempel, at kommunismen og nazismen har et forskelligt idé- og værdigrundlag, hvorfor de befordrer forskellige politiske systemer og samfund.
Det undrer mig gang på gang, at en del af vores forskere ikke i deres arbejde tager udgangspunkt i, at religionerne på samme måde i de fleste tilfælde er så grundlæggende forskellige, at det ikke giver mening at behandle dem i fællesskab, når man vil studere deres betydning for udviklingen.
Efter min mening er forskellene så store, at deres konklusioner bliver forkerte, fordi de fra start af har haft en forkert præmis for deres arbejde. Dette synes jeg kan indses logisk, men det bekræftes også af et studium af virkeligheden.
I klummen ”Kan religion og udvikling forenes?” i Kristeligt Dagblad den 22. november forsøgte Brian Esbensen at forene og sammenfatte religionerne på denne måde med en del eksempler fra forskningen, hvorfor konklusionerne flere steder blev fejlbehæftede.
Det fremgik, at præmissen var, at religionerne i det store og hele nok er ret ens eller i det mindste har så store fællestræk, at man ikke kan forvente, at de påvirker demokrati, frihedsrettigheder og økonomi meget forskelligt.
Et eksempel. Malaysia blev omtalt som et muslimsk vækstmirakel. Dette eksempel blev brugt til at påvise, at vi kan se rigdom i lande med dominans af islam, selvom vi i de øvrige muslimske lande desværre hovedsageligt ser det modsatte. Malaysia får teorien om, at religionens art ikke har så stor betydning, til at passe.
Men der er ikke tale om en god udvikling i Malaysia. Demokratiet har det ikke godt, som det kan erfares ved at læse Stjernfelt og Eriksens fremragende bog ”Adskillelsens politik”, og væksten, som ikke er så mirakuløs, er hovedsageligt båret frem af eksterne aktører samt af kineserne i landet, der som bekendt har en helt anden religion eller ingen religion.
Det er ligeledes velkendt, at katolsk dominerede lande har en tendens til mindre økonomisk vækst end protestantiske lande.
Naturligvis er der mange andre væsentlige faktorer for et lands udvikling af demokrati og økonomi end den religiøse forankring. Her kan nævnes lighed mellem kønnene, tankefrihed samt de øvrige frihedsrettigheder og betingelserne for uddannelse, forskning samt fattigdomsbekæmpelse.
Men vi kan ikke komme udenom, at her spiller religionerne ind på forskellig måde. Nogle religioner befordrer for eksempel et menneskesyn med manglende lighed mellem mennesker og adskillelse samt en ret blind tro på fatalismen, frem for en opfattelse af det enkelte menneskes eget ansvar, flid og dygtighed som værende af afgørende betydning. Jeg finder det logisk samt empirisk bekræftet, at det har en fundamental betydning.
Samlet set burde det få os til at indse, at vores religioner i de fleste tilfælde er så grundlæggende forskellige, at vi skal undlade at putte dem ned i en pose og omtale dem samlet og som relativt ens, når vi vil studere de enkeltes religioners betydning for menneskers frihed og levemuligheder i de enkelte lande og samfund.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd
