Lidt Dansk Kultur: Pio

Postvæsenets travleste tid er jul og nytår.

Sådan var det naturligvis ikke, da ”væsenet” begyndte under Christian den Fjerde i 1624. Da var der ikke drømt om millioner af hilsener med ”God Jul og godt nytår”. Da var det vel næsten kun politiske budskaber og handelsaftaler, som betroedes postrytteren.

I 1974 vilde postvæsenet fejre 350-årsdagen med et nyt bomærke. Det var dengang, hvor
68'erne vilde kaste alt gammelt over bord. Pludselig hed det sig, at postens logo var for svært at bruge - til trods for tidens avancerede teknik, og ingen kunde heller forstå, hvad det forestillede. Man udskrev en konkurrence om et nyt mærke. Posthornet skulde helst bevares, kronen derimod.... !

Alle kunde deltage, hvad enten de kunde tegne eller ej. Der kom flere tusinde forslag og ønsker. Man kunde jo være den heldige, der vandt førsteprisen på 40.000 kr. Postvæsenet selv prøveophængte et nyt skilt på Nørrebro – . Uden krone.

Men folkets ønsker var tvært imod og kronen klarede sig.

Apropos dette lille tilløb til revolutionært angreb på kongemagten. Ved du, at grundlæggeren til socialismen her i Danmark, Pio, en tid var postbud og opfandt en ny og lettere måde at tømme postkasserne på? En sæk, som kunde skydes ind under postkassen og en postkassebund, som

kunde falde ned og vælte al posten ned i sækken.

Louis Pio var af fransk slægt. Han blev student og løjtnant, og gennem Ferdinand Lasalles skrifter og Pariserkommunen blev han grebet af de nye omsiggribende idèer om socialismen. Han startede ugebladet ”Socialisten” juli 1871 og fik ret hurtigt 3000 abonnenter, så han skrev til Karl Marx samme år - fuld af optimistiske drømme om at komme i rigsdagen.

Pio levede en slags dobbeltliv, for samtidigt med hans politiske entusiasme og natlige skriverier var han huslærer for kammerherre Berlings sønner på Ordruphøj. Berling var kommet til skade ved branden på Frederiksborg 1859 og

trak sig snart efter tilbage fra sine gøremål for at nyde sit otium ude i Ordrup. Hans kone, Polly, var grebet af katolicisme, konverterede og derved fik vi den katolske Skt. Andreaskirken, og en katolsk kostskole på Ordruphøj. Kammerherre Berling døde i 1871 på rejse i Ægypten og nåede således ikke at se, hvordan det gik huslæreren videre.

Da den lokale politimester advarede Polly Berling mod at have Pio som huslærer for sønnerne og rådede hende til at afskedige ham, viste hun Pio fuld tillid ved at lade ham blive boende på Ordruphøj, mens hun rejste ned til Schweiz for at sætte sønnerne i et jesuitterkollegium dèr.

Pio planlagde et større friluftsmøde til den 5. maj 1972 på Fælleden, men politiet forbød det, og natten før mødet arresterede de i hemmelighed de tre hovedpersoner, Pio, Brix og Geleff, og satte dem bag lås og slå. Politi og garderhusarer blev udkommanderet til at tage sig af mødet på Fælleden, og det gjorde de så. ”Slaget på Fælleden”.

De tre blev bagefter dømt til fængelse, men 1975 benådet og løsladt ved amnesti i anledning af kongens fødselsdag. En skillingsvise beretter, at Pio og Geleff udvandrede til Amerika i 1877.