Julen er ikke bare den største fest på
hele året, men nok også den, som har bevaret de ældste traditioner
i Europa. Selve ordet jul fortaber sig i det hedenske rugende
vintermørke og kan ikke med videnskabelig sikkerhed tydes af
sprogforskere. Skønt julen gennem århundreder er blevet udsat for
forskellig påvirkning, har den forsvaret sig og har båret os igennem
den koldeste og dunkleste tid på året. Ikke engang Jesu fødsel
slog rigtigt igennem. Den lykkedes ikke helt at overtage
vintersolhvervet sådan som den gjorde med saturnalierne i det gamle
Rom. Det siger noget om nordboerne og Nordens jul.
.jpg)
Julen er født af mørket, i mørket,
ikke som en lysfest, for skruer vi tiden tilbage, var der ikke meget
lys at rutte med. Arnens lys i hjemmene, olielamper, vox og talg og
lygter udendørs. Mørket var skræmmende, fuld af overnaturlige
kræfter, trolde og vætter listede rundt på loftet og i stalde,
eller de drog i skarer fra gård til gård, måske under anførsel af
Odin selv. Dette vintermørke er baggrunden for vor nordiske jul. En
sådan jul findes ikke i lande, hvor solen skinner. I julestuen
kunde udklædte trolde eller vætter* bryde ind midt i den lystige leg og jage rundt med deltagerne under
megen halløj. En sådan udklædt julebuk har jeg oplevet på en
svensk højskole. I private hjem her i skovene mærker jeg, at
mørkerædslen stadig er levende, videregivet til julemanden i en
helt anden intensitet end når julemanden i et københavnsk
indkøbscenter lokker børn til at kvitte sutten.
.jpg)
Julebukken eller
julevætten overlevede bedst i Sverige (og Norge ?). Den har sikkert
oprindeligt været en skytsånd for markens korn i håb om en god
høst det kommende år, og den mindes ligesom vor hellige gris i
kageforme til udstikning af dejgen.
I Sverige laves der
julebukke i halm i alle størrelser og med dem har vi fået
julebukken tilbage i Danmark. De er pyntet med røde bånd og bringer
lykke, men ingen julebuk er så stor som den i byen Gävle, hvor det
er fast tradition at lave sådan en siden 1966, men hvor det også er
tradition at tænde ild på den.
*) en vætte er en lille
mandsling, som kan være godsindet eller ondskabsfuld, ligesom
nisserne. Ordet kender vi fra ”vættelys”, som man troede var
vætters lys, idet forskellige lysfænomener i naturen tillagdes
vætterne i folketroen. Vættelys (i geologien kaldet belemnit) er en
forstening af et rygskjold på en nu uddød blæksprutteart fra
kridttiden. De kaldes også ”lykkesten” eller ”ønskesten”.
