Fra Morten Uhrskovs blog på JP
Dato: 29. november, 2013
Så skal endnu en vildledning tages ved vingebenet. Denne gang er det den 
statslige styrelse, Erhvervsstyrelsen, der 
hjælpeløst forsøger at bilde os ind, at det går den rigtige vej for de 
ikke-vestlige efterkommere. Det gør de ved hjælp af en ti dage gammel 
pressemeddelelse med titlen “Ikke-vestlige efterkommere er mønsterbrydere inden for 
iværksætteri.” Her slås det fast, at ikke-vestlige efterkommere er 
bedre til at begynde som iværksættere, end danskere er. Det er i øvrigt ikke 
nogen nyhed, men tendensen er forstærket.
Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffmann udtaler i dagens glade 
anledning:
“Det er glædeligt, at så mange ikke-vestlige efterkommere springer ud i som 
selvstændige. Og ikke mindst, at de bryder mønstrene og viser andre tilgange til 
det at blive iværksætter. Men det er især vigtigt, at de, som har potentiale til 
at udvikle vækstvirksomheder, får tilført de kompetencer, der skal til.”
Nå, da da. Skal vi se lidt på virkeligheden bag det tykke lag sminke? Endnu 
engang bruges formelt set korrekte tal til groft at vildlede danskerne om, 
hvordan det i gennemsnit går for de ikke-vestlige efterkommere.
Indtjening
Som vist i Rockwool Fondens Forskningsenheds seneste rapport om 
emnet tjener selvstændige indvandrere og efterkommere (de to kategorier er 
mærkværdigt slået sammen hos Rockwool Fonden) langt under danske 
selvstændige. (side 67)
Danske selvstændige kvinder i alderen 25-54 år tjente i 2011 i gennemsnit 
349.900 kr. om året. For kvinder med ikke-vestlig indvandrer- eller 
efterkommerbaggrund lå indtjeningen på 161.500 kr. årligt. Var der nogen, der 
sagde forskel?
Danske selvstændige mænd i alderen 25-54 år tjente i 2011 i gennemsnit 
485.500 kr. om året. For mænd med ikke-vestlig indvandrer- eller 
efterkommerbaggrund lå indtjeningen på 215.800 kr. årligt. Var der nogen, der 
sagde forskel?
Det er endda sådan, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere ligger 
langt under lønniveauet for lønmodtagere med ikke-vestlig baggrund. Selvstændige 
kvinder med ikke-vestlig baggrund tjener således i gennemsnit 124.800 kr. mindre 
end kvindelige lønmodtagere med ikke-vestlig baggrund. Selvstændige mænd med 
ikke-vestlig baggrund tjener 127.000 kr. mindre end mandlige lønmodtagere med 
ikke-vestlig baggrund.
For danske selvstændige finder vi, at de tjener næsten præcist det samme 
som danske lønmodtagere, og begge grupper tjener fra væsentligt til langt over 
niveauet hos de respektive grupper af ikke-vestlige.
Krisens virkninger
Det har længe været kendt, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er 
blevet langt hårdere ramt af den økonomiske 
krise. Det er ikke spor mærkeligt, idet både ikke-vestlige 
indvandrere og efterkommere i gennemsnit er uddannet langt ringere end danskere. 
Det er rimeligt at tro, at den kraftigt stigende arbejdsløshed blandt de 
ikke-vestlige har fået en del af dem til at forsøge sig som selvstændige. Det er 
da prisværdigt, men nogen succeshistorie er det jo ikke, tværtimod, når de 
selvstændige ikke-vestlige tjener langt mindre, end ikke-vestlige lønmodtagere 
gør.
Hvorfor manipulerer Erhvervsstyrelsen?
Hvorfor oplyser Erhvervsstyrelsen ikke om alt dette? Hvorfor præsenteres 
historien om flere iværksættere blandt ikke-vestlige efterkommere som en succes, 
når tallene viser det stik modsatte?
Hvorfor kan man ikke stole på en offentlig myndighed som Erhvervsstyrelsen? 
Hvorfor skal det være sådan en som mig, i denne sammenhæng blot en menig borger, 
der skal finde sandheden bag tallene frem?
Når man ikke bare så nogenlunde kan stole på de informationer, der udgår 
fra statslige myndigheder med al deres pondus og magt og vælde, står det sløjt 
til. Så er der noget galt med selveste statsapparatet, som først og fremmest 
inkarneres af den danske embedsstand. Så er der noget galt her til 
lands.
Kilde: http://blogs.jp.dk/setfrahoejre/2013/11/29/erhvervsstyrelsen-manipulerer-groft/
Kilde: http://blogs.jp.dk/setfrahoejre/2013/11/29/erhvervsstyrelsen-manipulerer-groft/
 
