december 12, 2013

Lidt Dansk Kultur: dyrevenlighed. Mus og Rotter

Det satiriske hefte  ”Blæksprutten” gjorde grin med den dyrevenlige humanisme, man burde lægge for dagen, da man (omkring år 1900 ?) arrangerede større fangstindsats i København imod muse- og rotteplagen ved at betale en skilling per fremvist dræbt exemplar.

Men selvom vi nu dag ud og dag ind påvirkes af helt andre fuldkommen fremmede grove barbariske, udenlandske skikke, så har vi ikke taget dem rigtigt til os (Gud ske lov!).
Mus og rotter er et stort problem, der ødelægger for svimlende summer og tilmed kan sprede sygdomme, så vi er nødt til at bekæmpe dem, så godt vi kan. Der udlægges da også til stadighed gift, sættes fælder op og holdes hund og kat.

Fornylig så jeg en ny fangstmetode. En musetrappe og lidt lokkemad kunde få mus eller rotter til at dumpe ned i en spand, hvorfra de næppe kunde kravle op. En medfølgende instruktion om opsætning fortalte:
”For ikke at gøre sig skyldig i lovovertrædelse ved brugen af fangstredskabet skal følgende anvisninger følges. Fælden må kontrolleres to gange i døgnet, morgen og aften. Musen skal så aflives med et dødeligt slag mod hovedet. Spanden må således ikke fyldes med vand, glykol eller lignende for at aflive dyret. Producenten frasiger sig alt ansvar for, hvordan brugeren håndterer fælden.”


Der oplyses ikke, hvad straffen er for misligholdelse af apparatet og anvisningerne.



Dette maleri er fra Vandrehallen på Christiansborg, malet af "den onde maler", Rasmus Larsen