Forleden fortalte Spydpigen om storbyen
Hamborgs kapitulation over for muselmændene. Man kan vel ikke sige,
at en sådan situation kom helt overraskende. Den var vel anet eller
forudset, men at det skulde ske så hurtigt, havde man vel næppe
forestillet sig. Den frie Hansastad! Jo, god morgen! De skal nok få
at se, hvad der venter dem.
Man vil fortsat fylde deres øren med
propaganda, ikke mindst herlige fremstillinger af hvor godt vi kan
komme ud af det sammen ligesom under islams guldalderperiode i
Spanien. Men var det virkelig så vellykket?hundreder
For 6 år siden var der en lang artikel
af Ulla Nørtoft Thomsen om, hvordan spanierne havde det i de
hundreder år de var under arabisk herredømme. Fik I ikke læst dem
dengang, så læs dem nu. Nu er vi tættere på. Jeg bringer første
del her. Resten kan i finde herunder.
ULLA NØRTOFT THOMSEN
TORSDAG, AUGUST 17, 2006ISLAMS STORHEDSTID I SPANIEN. 1.
De
fleste af os har nok efterhånden stiftet bekendtskab med
fortællingen om islams glorværdige fortid som civilisatorisk og
videnskabelig kraft.
Utallige
islamiske og vestlige kilder skriver begejstret om islams sande
storhedstid i Spanien, hvor den muslimske verden blomstrede og skabte
hidtil uset rigdom, viden og velstand, mens resten af Europa lå
underdrejet i katolsk middelalder og slumlignende forhold. De fleste
konkluderer på den baggrund, at islam ikke i sig selv er en hindring
for fred, oplysning og velstand. Og mange peger på, at vi skylder
muslimerne umådeligt meget, fordi de befrugtede Vesten med en
skattekiste af værdifulde, arabiske tanker i løbet af de 800 år,
hvor Spanien – Al-Andalus - var under muslimsk herredømme.
I
den islamiske selvbevidsthed er det en altafgørende periode, et af
de helt store argumenter for islams livsduelighed som civilisatorisk
kraft. Her viste islam sit sande ansigt. For en ambitiøs og
ekspanderende verdensreligion er det en rar tanke, at Europas
renæssance blev skudt i gang på muslimsk brændstof, og at Amerika
blev grundlagt af portugisere og spaniere, som i virkeligheden var
arabere. Det er god propaganda, som bruges flittigt (fx her og her).
”Så
længe araberne dominerede Den Iberiske Halvø politisk og kulturelt,
levede arabere, jøder og kristne side om side i et yderst tolerant,
pluralistisk samfund. Den arabiske kultur var på sit højeste i
årene op til årtusindskiftet. Kalifferne i Córdoba tiltrak lærde
fra Damaskus og Bagdad, ligesom også europæere søgte til
Al-Andalus for at suge lidt af arabernes lærdom til sig. Der var
mange skoler og biblioteker, og kaliffen selv overstrålede dem alle
ved sine lærde studier og store bogsamling... Den europæiske
middelalder var ikke slet og ret mørk, men blot overskygget og
glimtvis oplyst af den strålende, højtudviklede og tolerante
muslimske kultur. Ud af det europæiske mørke lyser en righoldig
kulturproduktion fra de steder, der var i stabil kontakt med arabisk,
hebræisk eller østlig kultur”.
Sådan
lyder det hos Rigmor Kappel Schmidt i det litterære tidsskrift
Standard. Hun runder af med at hævde ganske bestemt, at den kristne
kultur ødelagde det hele: ”Men med udvisninger, tvangsomvendelser
og kulturelle forbud lykkedes det efterhånden at få de kultiverede
røster til at forstumme. Herefter er der total stilstand i spansk
kulturliv de næste 2-300 år”. Hvad behøver man vide mere? Rigmor
Kappel Schmidt er cand.mag., universitetsadjunkt, oversætter og
freelanceanmelder, kan jeg læse mig til, så hun må vide besked.
Der
er dog flere forhold, som en mistænkeligt stor mængde af historisk
litteratur går let hen over, fx dette: Hvorfor realiserede islam sig
i sin sande storslåethed, tolerance og visdom her – så langt væk
den arabiske verdens centrum? Hvorfor sker denne opblomstring af
islamisk kultur ikke i Mekka eller Medina?
Det
må vi bore lidt i, og lad mig med det samme sige, at jeg ikke
betragter en eneste af mine kilder som troværdige. Men tilsammen
synes de at kunne fravristes visse oplysninger.
Til
en start ser det ud til, at det 800-årige muslimske herredømme over
den iberiske halvø vist ikke varede i 800 år. Erobringen blev
påbegyndt i 711 og var gennemført 3-4 år senere, bortset et område
i det bjergrige nordvestlige Spanien, hvor de kristne vestgoter
forskansede sig. Men Spaniernes generobring af landet – la
reconquista – startede allerede i 1000-tallet. Gennem de følgende
århundreder tilbageerobrede de kristne spaniere langsomt, men
sikkert den ibiriske halvø (Wikipedia). I 1130 var halvdelen af
Spanien erobret tilbage, og fra 1250 herskede muslimerne kun over en
lille region langs kysten i syd, Granada. Det område tabte de i i
1492. Så 500 års muslimsk herredømme er måske mere præcist. Og
hvad opblomstringsperioden angår, kan den dateres til at vare ca.
250 år. Allerede fra 976 begyndte den spanske islam at ligne den
sørgelige islam, vi ser i dag.
Men
nu foregriber vi jo begivenhedernes gang. Vi må begynde med
begyndelsen. Sådan her:
”Det
var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens
vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd
som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i
deres skik med eksotiske harem’er. I foråret 711 steg 12.000 mand
under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og
i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar… En ny sol skinnede
over dem, og de drømte om at indtage Hispania… Den hellige krig
for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor –
var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede
for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede
Halvmånen med deres krumsabler” (La memoria Andalusi).
Man
sporer også her en vis fascinationen af de fyrige erobrere og deres
krumsabler, så magister Rigmor er ikke den eneste sagkyndige, der
lader sig rive lidt med. Ifølge mangt en overlevering hengav den
ibiriske halvø sig da også lykkeligt til sine muslimske erobrere.
Er det muligt?
Man
må være imødekommende og gå ud fra, at der er noget om det, om
end det er vanskeligt at forestille sig, at den kristne majoritet har
været entydig begejstret. Vi skal huske på, at ”begejstret” jo
er et relativt begreb. Alt afhænger af, hvad alternativet er.
Som
fjende af den indtrængende magt havde befolkningen fire muligheder.
Som kristen eller jøde kunne man vælge stokken, altså at
underkaste sig sine nye herskede som dhimmi med visse rettigheder,
hvad det meste af Spanien gjorde. Man kunne vælge sværdet, altså
krigen til døden. Og man kunne vælge pisken, altså at slutte en
foreløbig fred med dar-al-islam gennem en barsk kontrakt, hvilket
det nordvestlige Spanien til sidst måtte gøre. Det kostede dem dyrt
i tunge skatter, bla. blev de pålagt en skat på 100 ungmøer.
Endelig var der den fjerde mulighed, en gulerod, nemlig at konvertere
til islam og dermed opnå talrige økonomiske og sociale fordele.
Lad
os forsigtigt konkludere, at ordet "befrielse" godt kan
have været en lettere forskønnelse af, hvad der faktisk skete. Men
pure opspind er det ikke, og det hænger sammen med en anden
historie. Jøderne, som hidtil havde levet et forfulgt og
underpriviligeret liv under det kristne herredømme, var knapt så
negative, da de muslimske maurere ankom i 711.
Allerede
i 694 var jøderne blevet dømt for at pusle med konspiratoriske
anslag sammen med deres sydlige naboer, men der er ikke enighed om,
hvilken rolle jøderne faktisk har spillet i forbindelse med
muslimernes invasion. Nogle steder forlyder det, at jøderne ligefrem
åbnede byportene, så erobrerne kunne komme ind. Under alle
omstændigheder var relationen god nok til, at berberne trygt kunne
overlade byerne i jødisk varetægt, mens de kæmpede videre nordpå.
Cordoba, der inden længe skulle blive Europas rigeste og mest
fremtrædende by, blev således overladt ganske i jødisk varetægt
umiddelbart efter erobringen. Muslimerne var indbudt.
Den
opmærksomme læser øjner et propadandaproblem her. Det islamiske
eventyr i Spanien er uløseligt knyttet til en jødisk
blomstringstid. "The Golden age of Jewish culture in Spain, also
known as the Golden Age of Arab Rule in Spain", hedder det
ligefrem i Wikipedia. Var det i virkeligheden 250 års jødisk
succeshistorie, der blev initieret ved den islamiske invasion?
Mistanken opstår, for det arabiske område var jo ikke sprænglærd
på det tidspunkt. Der mangler nogle brikker, hvis vi skal forstå,
hvordan et underudviklet arabisk ørkenfolk skulle komme til at stå
i spidsen for en videnskabelig, kunstnerisk og økonomisk guldalder i
Cordoba.
De
berbiske og arabiske erobrere udgjorde en forsvindende lille
minoritet, der regerede over en befolkning bestående af
hovedsageligt kristne og en god del jøder, hvis dhimmistatus betød,
at de skulle betale en vis portion skat, at de ikke måtte opføre
nye kirker og synagoger, og de skulle bære tydelige tegn på deres
tøj, så man kunne se, hvilken religion, de tilhørte. De måtte
heller ikke bygge huse, der var højere end muslimernes, og der var
andre forskelige betingelser (Wikipedia, Jewish Encyclopedia).
Islamiske
kilder fastholder med rette, at islamisk tolerance ikke desto mindre
var en betingelse for, at det hele kunne lade sig gøre. Videnskab,
handel, landbrug og administration blomstrede i jødiske hænder, og
jøder fra hele verden, særligt fra Alexandria og Bagdad, fandt sig
på dette tidspunkt et fristed i Spanien (Jens Christian Jensen). Det
er jo forbilledligt, kan man sige, men alternativet, at myrde og
fordrive en flittig og snild befolkning, hvis arbejdskraft er
værdifuld for én, - det ville jo være ganske dumt. En god
befolkning er vigtige løsøre i et nyerobret land, den er en del af
gevinsten.
Jøderne
strøg øjeblikkeligt til tops i samfundet. De var velstillede og
veluddannede. De havde allerede længe haft globale
handelsforbindelser, flotte vaner og avancerede tanker, som de længe
havde udvekslet med fremtrædende jødiske samfund rundt om i verden,
fx i Damaskus, i Konstantinopel og særligt i Alexandria. De rejste
ud ”for at tilegne sig lærdom ved jødiske læreanstalter i egnene
omkring den østlige del af Middelhavet. På grund af deres mange
internationale forbindelser, både i handelsmæssig og intellektuel
henseende, og deres kendskab til mange af datidens sprog kom jøderne
til at spille en stor rolle som kulturformidlere, idet de fungerede
som både oversættere, diplomater og hoflæger ved de muslimske
hoffer. Jøderne spillede således en betydelig rolle i oversættelsen
af medicinske tekster fra græsk til arabisk, hvilket var medvirkende
til at gøre Cordoba til et selvstændigt videnskabeligt centrum”
(Helle Lykke Pedersen).
Det
var en win-win situation. Jøderne fik frihed, muslimerne fik en
position på toppen af et rigt og blomstrende samfund. De kristnes
historie er forunderlig tyst.
Et
sofistikeret administrativt og politisk apparat skød op, og også er
er man nødt til at spørge, hvor muslimerne fik det fra? Igen
spiller de spanske jøder en altafgørende rolle.
"Abu
Ishak fra Elvira skal have sagt følgende til kaliffen i Cordova:
"Jøderne..... er blevet mægtige herrer, og deres stolthed og
arrogance kender ingen grænser..... tag ikke sådanne mænd som dine
ministre... Jeg kom til Granada og så jøderne regere. De havde delt
provinserne og hovedstaden imellem sig; over alt var det en af disse
forbandede, der regerede. De indsamlede skatterne, var lystige og gik
overdådigt klædt, medens jeres klæder, kære muslimer, var gamle
og udslidte. Alle statens hemmeligheder var kendt af dem; men det er
dog dårskab at stole på forrædere!" Men kaliffen fortsatte
ikke desto mindre med at udpege sine ministre blandt de kandidater,
der blev præsenteret af den talmudiske regering i Cordova".
Ovenstående
citat er fra en kilde, der ikke just er positiv over for jøderne.
Men officielle jødiske kilder siger det samme: ”In the 11th
century, the Jewish community of Cordova was one of the most
important in Andalusia. The Jews were deeply and actively involved in
the affairs of the city, as were their brethren in the other cities
of Moslem Spain". Wikipedia siger det. Og danske sagkyndige som
Helle Lykke Pedersen siger det sørme også.
Der
hersker ingen tvivl om, at jødernes indsats var fremragende, lærd
og uundværlig. Men æren tilskrives de muslimske herskere for at
have tålt dem.
Blev
kulturen så ikke efterhånden muslimsk? Det er lidt svært at
gennemskue. De fleste kilder peger på, at Spanien aldrig blev
arabiseret i befolkningsmæssig forstand (Tyge C. Bro). Og med
konverteringerne gik det fra begyndelsen ganske langsomt. De tidlige
arabiske herskere havde ikke travlt med at tvinge folk til at
konvertere, da enhver konvertering jo betød en reduktion i
skatteindtægterne. Men den oprindelige befolkning begyndte
efterhånden at konvertere til islam i stor stil, hvilket der jo var
væsentlige sociale og økonomiske fordele forbundet med (Jens
Christian Jensen)
Det
var dog ikke derfor, befolkningen konverterede. Ser du:
”På
hele befolkninger i de lande, de besøgte, gjorde deres gode eksempel
og ædle optræden et så stærkt indtryk, at folk i hast begyndte at
antage islam. Hvor muslimerne end kom, medbragte de deres værdifulde
moralske egenskaber med et resultat, at umoral og uretfærdighed
måtte flygte, når de kom. De omformede gudløse folk til folk, der
erkendte Gud og gav dem kundskabens lys og karakterstyrke. De ændrede
folkets moral, så dyd og godhed kunne få overhånd. Hele det
sociale klima blev reformeret og fik en ny skikkelse. Undertrykkeres
hånd blev holdt tilbage, og retfærdighedens og anstændighedens
herredømme blev indført. Dette var den største bedrift i
menneskehedens historie” (Islamstudie).
Yes.
Well. Inden vi sluger den, er der lige et par andre detaljer, vi skal
have vendt. Vi fortsætter.
