Landet har åbnet for en invasion til
befolkningens ulykke. Det er folket, der lider. Og i folket er det
kvinderne, der lider mest. Det er fortrinsvis dem, det går ud over,
og så de gamle, de svage.....
Dagligdagen indebære bekymringer og
lurende lidelser som snuskede tilråb, sexuelle trakasserier... Hvem?
Hvor? Mod Piger fra tidligste alder, tiltagende med årene... Den
åbenhjertige tillidsfuldhed til medmennesket er væk. Hvem er den
mand, der kommer dèr? Hvad siger han? Spørger han om vej? Tør jeg
hjælpe ham?....
Alle disse velmenende foldere fra
kvindecentrene (se udpluk nederst), alle disse søde, rare opofrende kvinder, der
forsøger at bistå dem, der havde for megen tillid og som ikke
kendte verdens ondskab og løgn....
Jeg er ked af at sige det: Det duer
ikke! Folderne når ikke frem til problemets inderste kerne. Hvad er
det for «mænd», I sigter til? Bor de i Nordland eller i Skåne?
Nej, de er fremmede fra et land, hvis
sprog og tanker og følelser, vi slet ikke kan forstå, fordi de er
så helt, helt anderledes, end vi er vant til. Det er
det, I må forklare
kvinderne! I bund og grund. Og det mest sandsynlige
er, at de vil have svært ved at forstå det. At de simpelthen ikke
KAN forstå den fremmede tankegang! At vi kort sagt heller må sende
de fremmede hjem! Og tro mig: de kan heller ikke forstå vores
tankegang. Jo mindre mennesker kender til verdens mangfoldige
livsformer, jo mere lever de i den tro, at alle jordens mennesker
tænker ens og opfører sig ens. (Jeg husker godt flere
skæbnesvangre fejltagelser i de kærestebreve, jeg som tolk skulde
oversætte mellem forlibte danskere og italienere, og det var dog to
lande, der lå hinanden langt mere nær end muselmændenes
kvindeforagtende og kvindefjendske univers i forhold til vore
fribårne nordiske pigers samfund.)
Som formanden for det svenske Trykkefrihedsselskab, Ingrid Carlkvist, sagde forleden i Publicistklubben til Per Svensson og pressen generelt:
Ni
lämnar folk i sticket genom att inte beskriva de problem som finns,
sa Ingrid Carlqvist då hon i måndags 19/11 12 satt i
Publicistklubbens Heta stol.
(Kilde:
Rigtigt! Skriv sandheden om
muselmændene både i massemedier og i foldere fra kvindecentre, -
skriv nøgternt og ærligt, hvordan kvinderne har det dèr, så
svenskere kan berede sig på morgendagen!
Eftersom det er politikerne, altså
staten, der har bragt denne ulykke over deres eget folk, må de være
skyldige at reparere dette så godt de kan. Jeg mener, de har moralsk
pligt til at betale hvad det koster at lappe på denne
indvandrerkatastrofe ved at betale al nødvenig information og
individuel hjælp til de svenske ofre for at rette lidt op på det
hele. Læg løgnene på hylden og fortæl sandheden!
For nogle år siden
chockeredes folk i Smålands skove. En enligt boende bonde, Yngve i
Sjöboda, blev bestialsk overfaldet og myrdet. Han havde ikke de
penge, udlændingene krævede. Daværende justitsminister Bodström
interesserede sig ikke for sagen, først siden da lokalfolk
havde indsamlet underskrifter i hobetal imod vold, og han (endelig!)
fattede, at sagen var politisk vigtig for ham selv. Skønt Reinfeldt som partileder for Moderaterne dengang bare var almindelig
rigsdagsmand – kom han Bodström i forkøbet. Han tog sporenstrengs
til Småland og optrådte ved et usædvanligt velbesøgt møde –
endog med pressefolk – i Hinneryds «glesbygd» (=tyndt befolket
område). Reinfeldt hørte ikke bare om dette mord, men om flere
lignende på afsides boende skovbønder.... Han viste sig
interesseret og vakte håb.... Han syntes at forstå dem og vilde
sikkert gøre noget ved sagen, hvis hans parti fik opbakning...
Jo, god morgen mine blanke støvler,
han vendte sig tvært imod mod det eneste lille parti, SD, som havde
disse katastrofale indvandringsproblemer på dagsordenen.