Sagen om drengen Dominic på Gotland (se foregående indlæg), et forfærdeligt tovtrækkeri mellem myndigheder og et ulykkeligt forældrepar, har stået på i tre år. Mens græsset gror, dør horsemor. De tre års daglige psykiske pres kan let have ødelagt både dreng og forældre! Og hvad var så anledningen?: forældrene vilde selv undervise drengen, da de ikke var tilfredse med den svenske folkeskole. Og det er der jo mange, der ikke er.
De sociale myndigheder - både i Sverige og i Danmark - er gennemsyrede af den ideologi, som
betegnes
Mentalhygiejnebevægelsens ideologi
I 1909 stiftedes USA’s
Nationale Komité for Mental Hygiejne: ”Vi skal skabe et nyt
menneskesind og en ny jord i løbet af ét slægtled,” hed det
entusiastiskt. Rockefeller Foundation støttede bevægelsen.
I 1945-47 dannedes
Verdenssammenslutningen for Mentalhygiejne (World Federation of
Mental Health (WFMH)). Dens målsætning var at fremme den størst
mulige mentale velvære blandt alle folkeslag. Stifteren, psykiater
Brock Chisholm, sagde: ”Den eneste
psykologiske kraft, som kan fremkalde ukritiske holdninger er
moralitet, - forestillingen om ret og vrang.
I mange generationer har
vi bøjet nakken under syndsbevidstheden. Vi har slugt de giftige
visheder, som vore forældre, søndags- og dagskolelærere har fodret
os med. Men det er først i den senere tid, at man har fundet ud af,
at sådan noget fremkalder neuroser og manglende følelsesmæssig
modenhed til at være borger i et demokrati. Vi må af med vore
forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i
endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges
igennem.”
I 1948 introduceredes
bevægelsen i Danmark med stiftelsen af Landsforeningen for
Mentalhygiejne, hvis kerne udgjordes af psykologer, psykiatere og
socialrådgivere. I 1961 blev psykolog Eggert Petersens direktør for
foreningen og oprettede nogle år senere ”Mentalhygiejnisk
Forskningsinstitut” med sig selv som direktør og forskningsleder,
idet han dog forblev i bestyrelsen for moderforeningen, nu som
generalsekretær.
Forskningen bestod
af sociale undersøgelser i samfundet med det formål gennem
resultater og rapporter at påvirke politikerne. Landsforeningen og
Forskningsinstituttet fik et katastrofalt tag i danske
psykoterapeuter, samt i de radikale politikere og 68’erne. Man
fulgte Chisholms ideologi:
man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige
adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte
nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen
og børnene.
Tavistock
Bevægelsen brugte
(bruger?) tavistock-hjernevask. Alle
tavistock-teknikker har ét eneste mål: At nedbryde den enkeltes
sjælelige styrke og gøre ham hjælpeløs over for påvirkning og
indoktrinering. Enhver teknik, som egner sig til at nedbryde
familieenheden og de af familien indprentede tanker om religion, ære,
fædrelandskærlighed og sexuel adfærd bruges af tavistock-udøverne
som våben til at kontrollere masserne, - til at gøre dem til
ukritisk modellervoks. (Man skulle snart høre om velfungerende
mennesker, der på firmaers ”psykologkurser” brød totalt
sammen.)
Tavistocks
stifter, Rees, blev første formand for WFHM.
Han opfordrede til konstant propagandapres på universiteter, skoler,
kirker, lægevidenskab og medicinstuderende, tjenestemænd og
fagforeningsledere: ”Vi har gjort nyttige angreb på en række
professioner. De 2 letteste af dem er naturligvis lærerprofessionen
og kirken. De 2 sværeste er retsvidenskab og medicin. Hvis vi skal
infiltrere andre menneskers erhverv og sociale tiltag, tror jeg, at
vi må infiltrere de demokratifjendtlige og organisere en slags 5.
kolonneaktivitet”.
Massehjernevaskteknikker
udvikledes og blev først brugt af amerikanerne på krigsfanger i
Korea. Tavistock Instituttet med hovedkvartér i London beskæftiger
sig med kulturvidenskab, økonomi, organisationsadfærd, politisk
videnskab, psykoanalyse, psykologi og psykiatri.
De retningslinier, som
deres profet, Sigmund Freud, fastlagde for at kontrollere mennesker,
gjorde instituttet til verdens centrum for ideologi og rådgivning i
forbindelse med oprettelse af organisationer.
Velfærdsideologien
I tiden 1950-1968 fordobledes
danskernes velstand. Da ideologi bider dårligt på
rige folk, blev de kulturradikales, 68’ers og de mentalhygiejniske
ideologer bange for at miste magten. Men ved kolossale skatter
overførtes velstanden fra borgernes lommer til statskassen til
fortsat udbyggelse af mentalhygiejnisk velfærd.
Man fik tryghed fra vugge
til grav, skabte et morskabs- og lykkesamfund med garanti for trivsel
ved frådseri, pjat og bagateller i stedet for åndsliv. Og som
erstatning til dem, der ikke fandt det så morsomt - lykkepiller!
Livskvalitet blev en rettighed - ellers er det jo ”samfundets
skyld”!
Dette samfund kan man nu
ikke mere tænke væk - og ideologerne har derved sikret deres magt
over os og vore sjæle.”
Kilde: ”5.
kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”, anden
udgave 2008, skrevet af Gertrud Galster
