Oplæring af nybegyndere, skønt vi længe har været med i den "psykologiske krig"

”Den vigtigste opgave er at få folk til

at kende krigspropaganda, når de møder den,

særlig når den er forklædt som fredspropaganda”,

skrev George Orwell i New Statesman 28.8.1937.

Gang på gang kommer det samme spørgsmål: Forstår svenskerne ikke, hvad der sker?

Ofte lyder svaret: at de er så autoritetstro, at de ikke tager del i demokratiet, men helt overlader det til de valgte politikere. Eller de angiver som grund, at de ikke har haft krig i 200 år. Det siger de gerne med en vis stolthed, for dermed at antyde, at de er et fredeligt folk. Skønt den lange fredsperiode nok hænger mere sammen med Sveriges geografiske position. Kan man kringgå Sverige ved at besætte Danmark og Norge, så har man Sverige i sin hule næve.

Grundlæggende viden
Mange svenskere mangler de mest basale kundskaber om krigens væsen, og specielt om den form for krig, som foregår lige for næsen af os, og som vi deltager i uden at være os det bevidst. De fleste synes at tro, at krig udelukkende er noget med tunge tanks, raketter og bomber, men den mest finurlige krig er den, som lige så stille, så at sige på listesko, kan aflure et andet folk dets landområde og existensmulighed*. ”Den anden form for krig” - såkaldt psykologisk krig - handler om holdninger, og hvem vil benægte, at netop holdninger er afgørende i enhver magtkamp. Giv soldaten et gevær, men har han ikke viljen til at bruge det, er det uden ringeste værdi. En hær uden moral og motivering er fortabt. Bly, der støbes til typer, har større virkning end det, der støbes til kugler. 

Tag så fat!

Svenskerne bør skynde sig at indhente det forsømte og træne de mest grundlæggende øvelser, skærpe øjne og øren samt – forståelsen af det sete og det hørte. Norge og Danmark har et forspring fremfør Sverige. De lærte meget under besættelsen.

Den psykologiske krigs operationsfelt er først og fremmest massemedierne. Ikke bare TV, radio og pressen. Massemedierne favner langt, langt mere: ugepressen, fagblade, tidsskrifter, fag- og skønlitteratur, løbesedler, lærebøger, tegneserier, billedbøger, børnebøger, teatre, film, musik, koncerter, sange, foredrag, telefonaviser, kunst, udstillinger, undervisning, opslag, plakater, duplikerede skrivelser, demonstrationer, gadehappenings etc.

Narkotika og psykofarmaka kan gøre indpodningen lettere.

Ordvalg.

Jo bedre man kender sprogets muligheder, jo større slagkraft. Et uvidende folk kan manipuleres. Tro ikke, at ord bare skrives ned. Ord vælges. Nuancer vejes. Det gælder at påvirke andre mennesker psykisk. Det er almen kendt i propaganda.

Her er en episode beskrevet af forskellige referenter:

Lille Lise har været "uartig". Hendes far sætter hende
på plads:  (Hvad foregår der reelt?)

Han gav sin datter nogle på numsen, bagi, smæk med et spanskrør,
en røvfuld

Han stak sin datter en på skrinet, kassen, en øretæve

Han slog sin datter, så hun faldt.- Han tævede sin datter

Han gennemtævede sin datter. - Han brugte vold mod sin datter

Han mishandlede sin lille pige. - Han udsatte sin datter for utrolig grov vold

Enkle virkemidler, men de bruges overalt i forskellige afskygninger, for eksempel før lovforslag. Man kan vedtage love i folketinget, hvor folketingsmedlemmerne eller hele partier tages gundigt ved næsen, fordi ordvalget er lagt så sindigt til rette, at de kan opfattes forskelligt. Derfor kan folketingesmedlemmer og deres vælgere blive overraskede, når ministrenes fortolkninger af love i cirkulærer lægges fast i den stik modsatte retning af, hvad de havde forestillet sig…

Tillid

Man må holde sig ordvalgets psykologiske spændvidde for øje hver gang, man står over for mundtlige eller skriftlige udtalelser. Man må lære at læse mellem linjerne, prøve at se, hvad andre kan lægge i ordene. Man må – hvad enten man vil eller ej – være skeptisk. Hellere en gang for meget end for lidt. Hellere blive glædeligt overrasket over unødig mistanke, end at blive lokket med på rævestreger og fanget ind. Den tillid, vi er vokset op med, kan være ulykkesvanger i psykologisk krigsførelse. At plante ”blind tillid” er et våben. Tillid til et medmenneskes reelle hensigter, til en overbevisende tale, til det skrevne ord, eksaminer og titler. Hvor tit hører man ikke: ”jamen, det står i….(x-bog, x-avis etc.), ”jamen det siger X”, ”jamen det er en ”expert”, professor, minister, cand. dit og cand. dat” o.s.v.  Men pas på! Hvem siger hvad og hvorfor? Selv de højeste examiner, titler og stillinger borger IKKE for menneskelige værdier eller siger noget om politiske hensigter. I øvrigt kan disse ”experter” selv være brugbar-naive. Intelligens og naivitet kan godt følges ad.

Undersøgelser

Specialarbejderforbundet, SID, har tidligere advaret mod anonyme udtryk som ”man mener”, ”en undersøgelse viser”, ”nogle experter har fundet ud af”, ”den moderne forskning er kommet til…resultat”, ”befolkningen ønsker…”  

Men - hvem siger? Hvem mener? Hvem har fundet ud af?  og H V O R F O R ?

Der kan nævnes massevis af exempler på, at mennesker bag udtalelser, undersøgelser, forskning – er mennesker, der arbejder for et bestemt politisk mål. Har  man ikke sat sig ind i disse forhold, kan man let blive manipuleres. I psykologisk krigsførelse bruges ”undersøgelser” og ”forskning” (tit spørgeskemaer med ledende spørgsmål) som bevidst grundlæggende materiale for lovforslag! Ikke direkte naturligvis, for der er et stykke vej fra spørgeskemaer til lovforslag, men via massemedierne gøres sagen varm. Massemediemaskineriet sættes i gang og holdes i gang. De færreste har anelse om, at begrebet ”det ligger i tiden” eller ”strømninger i tiden” og ”tidens trend” er målrettet bevidst arbejde. Et eller andet sted har tanken sit udgangspunkt. Starten er næppe tilfældig, men et bevidst ønske om at skaffe netop de ”strømninger i tiden” for at nå et givet mål. Man kan følge dette planarbejde igennem massemedierne ligesom mosegrises gange under grønsværen. Særlig finurligt og ukontrollabelt bliver det, hvis man inddrager udlandet: ”en undersøgelse i USA viser” eller jonglerer frem og tilbage: ”en dansk rapport om …. har vakt umådelig interesse i ….land”.

Sandt eller løgn

De fleste mennesker er ikke selv ”meningsdannere”, men følger meningsdannere i større eller mindre grupper. De færreste af os har tid eller mulighed for at kontrollere, om meningsdannernes grundlag bygger på kendsgerninger eller løgn. Meningsdannerne behøver NB ikke selv at vide det. De kan være i god tro (brugbar-naive) og have haft tillid til meddelte oplysninger. Det gælder naturligvis også massemedierne, - fra nyhedsbureauerne til lokalaviserne.

Del og hersk!

Et af den psykologiske krigs hovedvåben er splittelsesteknik. Det gælder om at ”isolere” og derved tiltintetgøre ”meningsdannernes” meninger eller oplysninger. Det gøres ved at hænge dem ud og sværte dem, så deres tilhængere bliver usikre og bange og falder fra, eller så massemedierne ikke vil eller tør bringe deres meninger videre. De skal ties ihjel. Eller episoder skal ties ihjel. Det sker i rigt mål i vore dage. Man kan sværte med så enkle midler som bare at råbe ”fascist” o.l.

Mere udspekuleret er det at antyde, at modparten har begået et lovbrud, som man pønser på at anmelde til politiet eller anlægge sag imod. Alle har lov at ”pønse”. Det er aldeles uforpligtende. Man kan anmelde alverdens ting: det er op til myndighederne at afgøre, om der er grundlag for det, men i psykologisk krig betyder det intet, at anmeldelsen bliver afvist: tanken om anmeldelse har haft sin virkning. og afvisningen bliver næppe meddelt offentligt.

Man kan også med en nonchalant håndbevægelse og overbevisende tonefald meddele, at man trods X´s udtalelser eller handlinger ”ikke agter at foretage sig noget”!

Der skal stærk psyke og ryg til at være skydeskive for al slags tilsnuskning og løgnagtigheder.

Derfor giver mange op – meget tit af hensyn til familie eller stilling. At ramme folk på deres levebrød eller gennem deres nærmeste familie er den bedste måde at lukke munden på dem. Mange vanskeligheder kan opstå på en arbejdsplads. Samarbejdsvanskeligheder kan arrangeres. Mange ting kan overgå eller genere en ægtefælle, og allermest sårbare er børnene.

Endelig kan man i psykologisk krig gribe til direkte ulovlige og strafbare metoder som bagvaskelse, rygtespredning, politianmeldelser på falsk grundlag – eventuelt fulgt op med falsk vidnesbyrd, telefonchikane etc. Videre brug af narkotika, hærværk, tyveri, trusler på livet, vold – og så er vi efterhånden ovre i de mere direkte bataljer og kamp, som er mellemled til terrorisme og materiel krig.

”Den vigtigste opgave er at få folk til at kende krigspropaganda, når de møder den, særlig når den er forklædt som fredspropaganda”, skrev George Orwell i New Statesman 28.8.1937.

Genkender du den, kære læser? Ellers kan du begynde at træne ved at læse dagens avis.

*) Læs om Sun Tsu her på bloggen 18.7.2010 og om begrebet "fred" 15.1.2011