Svensk TV beskæftigede sig fredag aften med problemet mobning i skolen, som efter hvad der siges er blevet stadig værre. Skolerne har prøvet forskellige antimobningsprogrammer, men alt viser sig - ligesom samfundets integrationsprogrammer – uden de forventede resultater. Det undrer dem, der har udformet programmerne og ville tjene penge på dem. Men undrer det andre?
Alskens psykologisk taskenspillerkunst har vundet utrolig tiltro blandt akademikere det sidste halve sekel. Psykologer er små guder, der kan løse alle problemer i vort liv, og man har da også slået meget på tromme for, at vi alle bør have sadan en lille gud at overlade problemerne til. Ligesom man også tilkalder sådan en gud i tide og utide og dermed gør individerne mere og mere sårbare og udvikler et børnehavesamfund.
Ordet mobning bruges tilsyneladende i meget bredere betydning i dag end tidligere, bl.a. for almindeligt drilleri. Børn driller jo gerne hinanden, og det hjælper vel til at få slebet nogle kanter af og vænnet sig til at tåle lidt modgang i livet. Det kan nu engang ikke nytte, at man bliver pakket ind i vat. Man må hellere styrke sit psykiske imunforsvar. Anledning til mobning ligger i høj grad hos offeret selv, som forekommer eller er anderledes end de andre i klassen.
Med mobning ønsker mobberne at fremkalde en reaktion hos offret, som giver dem en følelse af magt: få vedkommende til at blive rasende eller ked af det. Kan offret undertrykke eller ændre sin reaktion, er mobning ikke sjov længere.
Men i øvrigt hører fænomenet også sammen med den mærkelige bagvendte ordning, at man ikke må "straffe" dem, der bryder mod skolens regler og udsætter en kammerat for voldelig adfærd og/eller psykisk mishandling. En vågen gårdvagt og en eftersidning ville sikkert hjælpe på det.
