Svensk TV2 viste i søndags (23.1.2011) kl. 22 en dokumentarfilm fra emiratet Dubai. Det ligger på et strategisk set meget vigtig sted, hvorfra man kan kontrollere trafikken af oliefragtskibe gennem Den Persiske Golf. 90 % af emiratet er ørken, og befolkning er på ca. 2,3 millioner, hvoraf dog største delen (ca. 70 % ?) er gæstearbejdere og andre. Da man omkring midten af 1960´erne fandt olie i Dubai, begyndte et explosivt byggeri af højhuse og en enorm udvikling for at nå og overgå Vestens status. Muhammedanere synes at have et nedarvet og findyrket komplex af mindreværd, som de søger at gendrives ved at demonstrere overlegenhed i højde og drøjde med al ting. Muselmænd rummer åbenbart ingen tanke på Hybris og Nemesis.
De skal have verdens højeste bygning, verdens højeste hotel, verdens største kunstgjorte havn etc.
Men ikke noget demokrati! Og ikke regulerede arbejdsforhold og -rettigheder. De mange mandlige arbejdere fra Indien eller andre lande må arbejde på de usikre og risikofyldte arbejdspladser, man har i Dubai. Åbenbart betyder de mange gæstearbejderes liv ikke så meget. Der vil stadig være fattige, der strømmer til
I Dubai bor rige mennesker. Og hertil strømmer fattige unge piger som tjenestepiger fra Philippinerne, Indien, Etiopien m.m. De har aldrig set hverken opvaskemaskine eller vaskemaskine...
De har ingen penge, men de vil arbejde, slide i det for at redde familien derhjemme, ja nogle vil til og med sælge deres krop, bare de kan hjælpe deres børn og forældre med lidt penge. De ved ikke om de skal tro på de rygter, de hører om arabere, men de har ikke noget valg. I Dubai er der arbejde! Og der er statslige fæste-kontorer, der ved, hvor der er job.
Filmen viser et par kvinder på fæstekontoret. Manden, der expedeer dem, siger, at de indledningsvis må udfylde en blanket med deres data og skrive under for at man kan gå videre og finde dem et job. Knapt har han fået blanketten i hånden igen, før han forklarer, at underskriften nu binder dem til de jobs de får i to år, og ham skal de betale en af ham angiven sum (hvilket ifølge de offentlige udsagn fra Dubai er forbudt). Man tager i øvrigt deres pas fra dem.
De håber naturligvis at havne hos en venlig frue, men mange møder en brutalitet, de aldrig har kunnet forestille sig. Arbejdsdage op til 15-20 timer. Slag og pisk og mishandling. Klager de noget sted, bliver det værst for dem selv, for ingen hører på dem eller tror dem. Flygter de fra pladsen, bliver de om muligt indfanget og straffet, eller går til bunds i samfundet. Kommer de til ulykke eller bliver syge, så dem om det. De er faktisk slaver så at sige uden rettigheder, og selvom ambassaderne fra deres hjemlande gerne vil hjælpe dem er det begrænset, hvad de kan udvirke.
Det flotte rige Dubai med dets strålende forretninger og dets stolthed over de høje skyskrabere etc. etc. bygger altså i høj grad på uærlighed og slaveagtig udnyttelse af u-landenes store fattige befolkninger. Det hule fatamorgana af opblæsthed hviler på andre menneskers pinefulde livsforløb. Men vore gamle kulturlande og I-lande lader araberne opføre sig så råt og vildt, som de altid har gjort. Hvad rager det os, sålænge det ikke er os, det går ud over!
Men det kan det blive! Hurtigere end som så
Kilde: dokumentarfilm fra Dubai i Svt 23.1.2011.
