”Fred er fortsættelse af krigen, blot med andre midler”, sagde Lenin.
”En angriber er altid fredselskende…. Hvis muligheden foreligger, vil han langt foretrække at gå ind på fredelig vis og besætte en anden nations territorium, frem for at skulle slås for det,” sagde Lenin.
Hitler holdt fængende tale om FRED.
”Den vigtigste opgave er at få folk til at kende krigspropaganda, når de møder den, særlig når den er forklædt som fredspropaganda”, sagde George Orwell i New Statesman 28.8.1937.
Selvom vi havde den bedst tænkelige mulighed for at studere fredspropaganda under den kolde krig, ikke mindst i det sidste tiår inden Berlinmurens fald, så undlod man at påpege
dette for den brede befolkning. Aldrig har der vel været så megen naiv fredssnak, så mange blåøjede fredsgrupper og -initiativer.
Egentlig var jeg startet på deres side, uvidende om al politik. Jeg tilsluttede mig antiatommarchen fra Holbæk til København (o. 1960) på Frederiksberg Bakke. Dejligt at så mange var imod krig! Hvorfor råbte nogle ”Kommunister! Kommunister!” imod os i demonstrationstoget? Så mange kommunister havde vi vel ikke i hele landet? (Først langt senere hen forstod jeg råbene).
I 1980´erne blomstrede fredsbevægelserne som ingensinde. Og nu hvor jeg var kommet over min naivitet deltog jeg i så meget som muligt. Det er lige nu 20 år siden.
Den 7. februar 1981 afholdtes der en landskonference for danske fredsfolk på Slagelse Gymnasium. Indbyder var ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, hvis formand, kommunisten Willum Hansen, og næstformand, den radikale Meta Ditzel, ledede mødet.
Ved indgangen blev jeg opfordret til at abonnere på DKP´s blad ”Fremad”, mens præsten Hans Nebel kom med et andet kommunistblad til fordel for kampen i Mellemamerika. Fotoudstillingen om Hiroschima-bomben var det eneste, der kunne synes upolitisk, omend formålet her givetvis var at vække antiamerikanske følelser. Mødet drejede sig tydeligvis mere om magt end om fred, og Willum Hansens ord ”Hellere rød end død” vakte forsamlingens bifald og kunne gerne have stået som motto for konferencen.
Jeg deltog for at studere deltagerne, idéer og planer, samt indsamle materialer og notere navne. I aviserne var der alenlange indsamlinger af navneunderskrifter pro fred.
(Hvad angik personer, løb jeg ind i et navn, hvis identitet jeg ikke kunne løse. Han figurerede som civilingeniør Eivind Mortensen, var meget aggressiv mod USA og leder af en freds- og forsvarspolitisk arbejdsgruppe, der kaldte sig ”Frogfog”. Han boede angiveligt i Frederikssund. Lokalvejviser, telefonbog, civilingeniørstat og direkte snuseri i Frederikssund førte ikke til identifikation. Måske levede han under dæknavn eller dækadresse?)
Hvad angik fredsplaner, skulle rektor for Aurehøj Gymnasium, medlem af DKP, Søren Brogaards initiativ med foredrag på gymnasierne fortsætte og gerne udvides til HF-linjerne
og andre kursus, og om muligt til folkeskolen. Man var i gang med at lave undervisningsmateriale.
Før kommunalvalget skulle man sætte et teaterbus ind i fredskampagnen, sportsfolk kunne man eventuelt ”købe” med en årlig fest til at gå med bluser med slagord, og havnearbejdere kunne nægte at losse våben fra NATO.
Venstrefløjens Samaktion, ”VENSAM”, skulle holde møde på Christiania sidst i februar, og endelig skulle man samles til skandinavisk fredskonference i Aalborghallen den 23.-24. maj 1981.
Alle fredsfolk i Danmarks fredsgrupper var efter sigende inviteret til VENSAMs weekendseminar om fred og samarbejde på Christiania. Der kom 16-17 frysende mennesker, som slog sig ned i det tidligere Børnemagtshus og enedes om, at man skulle få alle landets byråd til at vedtage ”atomfrie zoner”. Man skulle arrangere midsommer-fredsmarcher og cykeldemonstrationer, der skulle danne form som en (kommunist) stjerne. Louisianamuseet havde lovet udstillingslokaler gratis til fredsgrupperne i august. En mediegruppe ville bearbejde massemedierne, og man ville om muligt arrangere kirkeklokkeringning for fred i hele Danmark, ja - måske i hele Europa.
VENSAM-Christianiaseminaret endte med fest for diverse fredsgrupper herunder ”Kristne for Nedrustning”, ”Folkebevægelsen imod hårde Stoffer” m.m. I festhuset kunne man nyde ”hotpot-chai” (hashthe), og der skiltedes stort med ”Ned med Jesus”.
Omkring l. marts samme år dukkede en ny fredsgruppe op, som kaldte sig ”Fredsduerne”. Det
var præsteparret Ellen og Hans Pedersen, Duebrødrevej i Aalborg, som lagde navn og ryg til. De ønskede ”fred for både Sovjets og USA's våbenmnøvrer – og alle andres”. De fredelige ”Kvinder for Fred” blev meget ophidsede over, at disse fredsduer uddelte løbesedler, mens der var hiroschimaudstilling i Aalborg, skældte grundigt ud og krævede løbesedlerne væk.
Lad det være sagt med det samme, at ”Fredsduernes” ikke-marxistiske initiativ naturligvis aldrig blev godtaget af ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed”, og de blev aldrig indbudt til noget fredsmøde.
Så kom den skandinaviske fredskonference i Aalborghallen den 23.-24. maj 1981. JyllandsPosten afslørede dens nære tilknytning til DKP 17.5.81. Jeg kom ind på mit pressemedarbejderkort og fik fat i diverse materialer, bl.a. deltagerlisten. Man havde fået fagforeningerne til at stå for konferencen, og en snes røde fagforeningsfaner stod plantet omkring podiet, og deltagerlisten røbede, at det fortrinsvis var de kommuniststyrede fagforeninger, der var med. Jeg satte mig ved et bord ret langt fremme og kom til at sidde over for Allan Friedericia fra Land og Folk. Det varede imidlertid ikke længe, før man opdagede, hvem jeg var, og så var fanden løs. Friedericia var brysk og ville ikke godtage mit pressemedarbejderkort. ”Familieværnets Telefonavis” var ikke nogen avis, sagde han. Uroen ved bordet var praktisk set ikke særlig heldig for en fredskonference, og derfor kom der snart en oppe fra ledelsen ned for at tale med mig. Han søgte at pålægge mig, at jeg ikke måtte referere noget, men indså, at det nok var et ufordelagtigt forlangende, ligesom det næppe gavnede deres sag at vise mig bort. Altså måtte jeg godt blive, men jeg måtte ikke lægge mine telefonnummersedler i frakkelommerne i garderoben (noget- jeg allerede var gået i gang med), men – nå ja ja, det lovede jeg så – og lagde ikke flere.
Jeg deltog i adskillige andre fredsmøder, udstillinger og forestillinger, men ligegyldigt om det var fagforeningsfolk eller Kvinder for Fred, Lærere for Fred, Læger for Fred, Kristne for Fred, så var det altid folk fra DKP eller med nær tilknytning til kommunismen, der stod for det, og derfor lod jeg telefonavisen opremse navne efter navne på disse røde sjæle og deres naive medløbere.
Se mere under 18. juli 2010 om Sun Tsu.
Kilde: Fra bogen "Femte Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur".
Se mere under 18. juli 2010 om Sun Tsu.
Kilde: Fra bogen "Femte Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur".