I liturgien benævnes den med det græske ord ”epifania” = åbenbaring, nemlig åbenbarelse af Jesu guddommelige natur ved hans dåb. Ordet epifania var i den brede befolkning i Italien lidt uforståeligt og ordet ”befana” er muligvis opstået som en forvanskelse. La befana er i folketroen en slags hex, som muligvis har oprindelse i førkristelig hedensk mytologi i det ældste Rom. Hun ligner den svenske påskehex og den danske Skt. Hans-hex og rider på en kosteskaft gennem luften. Hun er meget yndet i hele Italien, hvor hun - analogt med julemanden - kommer med gaver til de artige børn, men med kul eller sortfarvet slikkeri til de uartige. Hun bliver sodet, når hun kravler ned gennem skorstenen og lægger sine gaver i børnenes ophængte strømper. Forældrene har tit stillet et glas vin og en godbid frem til hende.
I Rom holdes et - særligt for børn - meget populært julemarked mellem jul og Helligtrekonger på Piazza Navona med masser af boder med legetøj og slikkeri. Den sidste dag – på selve helligaftenen – kan man se la Befana i et vindu ud mod pladsen.
I Friuli, Norditalens vestligste område, grænsende mod Jugoslavien, fejres Epifania med bål og fakler på bjergsiderne og i dalene. Andre steder har man andre lokale fester.
På tommelfingertur i Italien i 50´erne kom jeg til en landsby, og jeg så givetvis meget fremmedartet ud, klædt i islænding, tykt jernbanefløjl og med lappestøvler og rygsæk. Børnene stimlede sammen. ”Jeg er la Befana”, sagde jeg. ”La Befana! la Befana”, råbte de. Flere kom til. De myldrede frem og blev en stor skare. Hvordan skulle jeg komme væk? En behjertet mand på en vespa så mit dilemma. Jeg hoppede op bagpå og af sted gik det. Jeg kikkede bagud. Skaren af forventningsfulde børn styrtede efter os….
