Ugebrev fra Peter Skaarup
- mandag den 27. oktober 2008
Javel, hr. minister!
De fleste af os kender den gode gamle engelske satiriske serie "Javel, hr. minister", der malende og karikeret beskriver, hvordan en ufattelig svag minister trækkes rundt ved næsen af sit embedsapparat, der helt uden modspil administrerer ministerens område. Nu skal man naturligvis ikke basere sin virkelighedsopfattelse på en omgang engelsk satire, når det er bedst. Men, som Piet Hein engang så rammende formulerede det: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.”
Situationen er dog i mine øjne langt alvorligere, end den er sjov. Rundt omkring i Danmark går adskillige individer rundt og lever en skyggetilværelse, uønskede af det danske samfund, men på tålt ophold, fordi det danske embedsapparat og dets øverste myndighed, ministrene, tillader det. Senest har en tuneser, som af PET er blevet anklaget for at planlægge at ville kvæle en 73-årig dansk bladtegner, som i parentes bemærket går med stok, fået tildelt tålt ophold af Flygtningenævnet.
Jeg havde den fornøjelse at møde Kurt Westergaard for nyligt ved Dansk Folkepartis årsmøde, og lige så skarp og anarkistisk han er i mælet, lige så ufarlig er han i sin stilfærdige bohemeagtige fremtoning. En venlig ældre mand, som enhver person med slette hensigter kunne vælte med et blidt skub.
Denne kære og begavede mand, Kurt Westergaard, skal leve resten af sine dage med en tunesisk mordplanlægger på bagsmækken. Kurt Westergaard kommer aldrig til helt at kunne slappe af, for i det danske samfund befinder sig et dybt, dybt uønsket individ, en islamistisk mordplanlægger. Regeringen imponerer ikke just med handlekraft i denne sag. Der har været mange år til at ændre lovgivningen.
Heller ikke den til enhver tid siddende konservative justitsminister synes at imponere, når det gælder handlekraft i forhold til sit altid stillestående embedsapparat. Pinligt lave domme for rovmord, trafikdrab pga. vanvittig hensynsløs bilkørsel, og utålelige bandeopgør ved højlys dag i danske beboelseskvarterer, der får danske bydele til at ligne kulisserne til en dårlig amerikansk western, kan ikke for alvor vække hverken justitsministeren eller dennes embedsapparat.
Det er svært at sige præcist, hvad der sker, når en nyudnævnt minister går igennem ministeriets porte for første gang, men der er nok ingen tvivl om, at den unge idealistiske minister hurtigt bliver socialiseret ind i en virkelighed, hvor forandring er noget, der ikke værdsættes, og hvor alting glider meget nemmere, hvis ministeren bare lige forstår, hvordan tingene er foregået i århundreder på ministergangene.
Det er måske meget menneskeligt, at man som minister kan gå hen og blive en smule kry, når man fra dag ét bliver omringet af et hobetal af højtuddannede mennesker, som alle lige præcist på deres område besidder den højeste sagkundskab. Man kan givetvis hurtigt lade sig lulle i søvn og overbevise sig selv om, at de brave jurister, økonomer og politologer har fuldstændig styr på sagerne, at deres råd er lov, og Folketingets medlemmer i den sammenhæng kan fremstå som en ”besværlig flok kværulerende idealister,” som endnu ikke har forstået visdommen bag det rene og stabile embedsmandsvælde.
Det er ikke uden en vis undren, at man har kunnet følge den nu forhenværende konservative justitsminister, Lene Espersen, som jeg i parentes bemærket har haft et glimrende samarbejde med, skifte retorik i det øjeblik hun havde vristet sig fri af embedsmændene i justitsministeriets hede favntag. Pludselig skulle udlændinge på tålt ophold udvises, og der skulle gøres noget ved bandekriminaliteten, mente Lene Espersen, selvom der vel skulle have været sat ind på disse områder for længe siden.
Noget siger mig, at ellers handlekraftige personer får deres sag for ovre i ministerierne, når først embedsmændene sætter sig tungt på dem og forklarer i detaljer, hvor vanskeligt det altså er at forandre verden, fordi der er så mange paragraffer, konventioner og andre judicielle forhindringer, at det faktisk nok er bedst at give op på forhånd.
Jeg tror ikke, at embedsmændene går på arbejde med en plan i lommen, hvorpå det i detaljer er beskrevet, hvordan ministeren skal sættes på plads, når han eller hun forsøger at ruske op i gamle regler og skikke. Samtidig er jeg overbevist om, at de fleste ministre påtager sig deres nye hverv med de bedste intentioner om at ændre de åbenlyst forkerte regler, som vi alle kan læse om i aviserne dagligt.
Det er umuligt at svære på, præcist hvor det sker i processen, at embedsmændene får overbevist ministeren om, at en dårlig regel kun vanskeligt lader sig ændre, eller hvornår og hvordan ministeren falder til patten og lader sig lulle i søvn af det ene velmenende råd og notat efter det andet. Men desværre synes der at være indbygget en vis automatik i en ministers åbenbart dalende evne til at tænke og handle selvstændigt, som synes at følge antallet af kilometer, han tilbagelægger i sin ministerbil ganske nøje.
Helt afskaffe embedsapparatet kommer vi nok aldrig til, og mindre kan bestemt også gøre det. Det kræver helt sikkert en enorm vilje og stort mod at sætte sig op mod sit embedsapparat med al dets saglighed og overbevisende referencer til love, regler, skikke og normer. Men jeg mener godt, at vi kan forlange, at regeringer og ministre kan træde mere i karakter, når virkeligheden overhaler embedsvældets virkelighedsopfattelse som i sagen om den mordplanlæggende tuneser.
Der er tidspunkter, hvor en minister må banke i bordet og sætte sig igennem for at få ændret en håbløs lov. Loven, der giver islamister ret til tålt ophold i Danmark, kunne passende være den første i en lang række af love, der snarest skal til servicetjek. Det er muligt, at ministerens topembedsmænd vil svare med et: Javel, hr. minister, hvorefter de straks vil rekvirere en syltekrukke fra EU´s overskudslager fyldt med krumme agurker og afviste traktater. Men så er det, at ministeren må slå i bordet og træde i karakter som netop minister og opgive den ellers så trygge rolle som talsmand for sine topembedsmænd.
Med venlig hilsen
Peter Skaarup
Skulle ovenstående virkelig være forklaringen på den svage og eftergivende Lene Espersens ministergerning? Men det kan ikke være nogen undskyldning. Hun egnede sig i alle tilfælde ikke til jobbet. Mange konservative politikere er alt for eftergivende og brugbar naive.
