Efter afsløringer om det såkaldte stadiondrab kræver DF den kriminelle lavalder sænket.
Dansk Folkepartis medlem af Retsudvalget, Marlene Harpsøe, er chokeret over de afsløringer, som tv-programmet ”Den Sorte Box” i aften bringer frem om begivenheder forud for det meget omtalte stadiondrab i Ålborg, hvor en 15-årig tæskede en ålborgenser til døde, mens han filmede ugerningen.
Af programmet fremgår det, at drengen havde et alenlangt synderegister forud for overfaldet – et synderegister som ikke måtte tages med i betragtning, da straffens længde på fire års fængsel blev udmålt, da forbrydelserne er begået før den pågældende fyldte 15 år, hvorved forbrydelserne juridisk set aldrig er blevet begået.
- Stadiondrabet i Ålborg må efter min mening være den sag, der slår hovedet på sømmet. Ingen kan længere forsvare en kriminel lavalder på 15 år. Vi bliver nødt til at insistere på, at den kriminelle lavalder bliver sænket til 12 år, så vi får en reel mulighed for at gribe ind over for unge mennesker, der agerer så afstumpet som denne gerningsmand, siger Marlene Harpsøe, der har fæstnet sig ved, at familien til gerningsmanden har afvist at lade deres søn anbringe uden for hjemmet til trods for den megen voldskriminalitet, han har forårsaget.
- Vi bliver nødt til at have nogle andre redskaber til at tackle de her helt unge normløse mennesker. Politiforbundet har også efterlyst et opgør med den kriminelle lavalder. Jeg er sikker på, at vi i virkeligheden vil redde en masse unge fra at komme ind på en kriminel løbebane, fordi en lavere kriminel lavalder vil gøre det muligt for os at sætte ind langt tidligere og langt mere konsekvent over for den kriminelle, siger Marlene Harpsøe, der understreger, at forslaget ikke indebærer, at massevis af unge kriminelle under 15 år vil blive sat i fængsel sammen med voksne hærdede kriminelle.
- Vi skal selvfølgelig indrette særlige ungdomsfængsler, til disse unge. Men det er vigtigt, at der er lås på døren, og at de unge bliver stillet over for en dommer, der tager stilling til deres ugerning. At se og føle en konsekvens, når man bryder loven er vigtigt, siger Marlene Harpsøe.
Dansk Folkeparti vil nu genfremsætte partiets beslutningsforslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.