Da mange danskere ikke kender optakten til vor aktuelle situation, nemlig den samfundsnedbrydning, som begyndte med 68´erne og snart efter accepteredes af myndighederne, har nogle kampfæller bedt mig daglig at lægge materiale fra samfundsnedbrydmningen ud på min blog, Spydpigen, udover det mere aktuelle stof.
Det gør jeg gerne, men må allerførst gøre opmærksom på, at det ikke bare var marxismen,
som lå til grund herfor, men også den amerikanske bevægelse World Federation of Mental Health.
De to ideologier drømte begge utopisk om ”en ny verdensorden” og på vigtige punkter faldt deres idéer sammen.
Forkundskaber ere nyttige (fra tidsskriftet AKTION 2/1977 med ganske få rettelser):
For at have rette udbytte af oplysninger om 68´ernes samfundsnedbrydning, er forkundskaber ikke bare nyttige, men nødvendige. Derfor her tre ord om tre foretagender.
Landsforeningen for Mentalhygiejne daterede sig i Danmark fra 1948 og var en aflægger af den amerikanske World Federation of Mental Health. Dennes mål var ifølge stifteren, psykiater Brock Chisholm at skabe en ny verden med et nyt menneskesind og dermed nå til den størst mulige menneskelige velvære i alle folkeslag.
Derfor skulle man - frivilligt eller med tvang – få sat en stopper for tidligere tiders børneop-dragelse, ellers kunne man ikke skabe nytænkning.
De tre globalt-indmeldte faglige sammenslutninger i Landsforeningen: 1. Dansk Psykiatrisk Selskab, 2. Dansk Psykologforening og 3. Dansk Socialrådgiverforening gav foreningen en stærk politisk slagside, ikke mindst da tidligere officer i søværnet, psykolog Eggert Petersen, tog fat som direktør. Han gennemførte storstilede propagandafremstød, der som planlagt førte til oprettelse af Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut med ham selv som leder. Instituttets ”forskning” bestod i væsentlig grad af spørgeskemaer med mere eller mindre ledende spørgsmål. På den måde opnåede man 1) kontrol med tanker ude i befolkningen, samt 2) at indsamle materiale i den af instituttet ønskede retning, som man kunne bruge til at styre samfundsudviklingen med fremover ved at lægge det til grund for lovforslag o.l., samt endelig 3) offentlig støtte til forskningen. Socialrådgiver Eva Gredal var et vigtigt medlem af foreningen, og hævet op på socialministertaburetten kunne hun sørge for financiering og expansion af foreningen.
Landsforeningen avlede døtreforetagender som: Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg (se nedenfor!), Trekroner Aktiv og BRIS. Landsforeningen for Mentalhygiejnes mål og midler stak efterhånden altfor tydeligt i øjnene, og afsløringer af foreningens virke – bl.a. foretaget af statsrevisoratet – førte til, at foreningen måtte ophæve sig selv juni 1976 og overgive boet insolvent til skifteretten.
Men foreningens nøglepersoner fortsatte deres samfundsundergravende virksomhed på alle felter i vort samfund.
Mentalhygiejnisk Forening fir Børne- og Ungdomsforsorg var en lukket forening på højst ca. 40 personer, idet man indtil 1975 kun havde rekrutteret medlemmer fra moderforeningens bestyrelse. Men reelt udgjorde foreningen en halv snes aktive personer, der er kendt for samfundsnedbrydende virksomhed: Tine Bryld, hendes fætter Peter Ege, Eggert Petersen, Egon Clausen, Ole Nygaard Jensen m.fl. Disse få personer modtog på eet år alene 15 millioner i statsstøtte til deres virke. Dette bestod i mentalhygiejniske rådgivningsklinikker og studenterrådgivning forskellige steder i landet samt driften af de i politirapporterne stadig nævnte narkocentre, der ikke bevisligt kunne fremvise noget særlig resultat, men som holdt hånden over narkotika og kriminalitet. Endelig kom det frem, at den store statsstøtte også blev viderebefordret til Christiania og BRIS. Foreningen overholdt ikke egne vedtægter, og det turde være tvivlsomt, om foreningen overhovedet eksisterer i dag!
Den kan i hvert fald ikke eksistere i sin tidligere form: da foreningen alene udgjordes af hovedbestyrelsen i Landsforeningen for Mentalhygiejne og denne moderforening opløstes i 1976, blev dens hovedbestyrelse naturligvis også opløst. Hertil kom, at den virksomhed, som Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg drev i form af mentalghygiejniske rådgivningscentre og narkocentre ved Bistandslovens ikrafttræden, blev væltet over på det offentlige. Foreningen må derfor have ændret sine vedtægter, hvis den fingerer at eksistere. Hvis den som tidligere modtager statsstøtte, skal dens vedtægter befinde sig i Socialstyrelsen. Gentagne forespørgsler her har været negative. Man var i vildrede med, om foreningen eksisterede og hvem der i så fald var formand. Dette er så meget mere påfaldende, som selv ændringer i foreningens vedtægter ikke bare skulle meddeles, men tilmed godkendes af Socialstyrelsen, og dette er ikke sket. (Om man siden bringer forholdet i orden og antidaterer papirerne skal være usagt). Forholdene er uhyre svære at trænge til bunds i, da foreningen – hvor diminutiv den end er – ved nøglepersoner og forbindelse i de højeste myndigheder og regering nyder særlig beskyttelse.
Landsforeningen Sindslidendes Vel. Denne forening kan muligvis være Mentalhygiejnens forlængede arm. Trods afsløringerne af Mentalhygiejnens samfundsnedbrydende virksomhed fandt landsformanden for Sindslidendes Vel, MF Svend Auken, at Mentalhygiejnens arbejde var så positivt, at han beklagede, at foreningen måtte ophøre i juni 1976.
Adskillige af de navne, der indgik i Sindslidendes Vels ledelse blev rekrutteret fra den nedlagte Landsforening for Mentalhygiejne, ligesom mentalhygiejnikere havde næverne nede i Sindslidendes Fond.
Ovenstående er formodentlig årsagen til, at Sindslidendes Vels propagandafremstød i 1976 blev en fiasko. Sporene skræmte. Sindslidendes Vel tog afstand fra såvel ”Familieværnet” – der sloges for kernefamilien imod en ”utidig og ulovlig indgriben i familielivet udefra” – som Artikel 16. Udvalget, der arbejdede ud fra Menneskerettighedernes paragraf 16, stykke 3: ”Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse”.
De stakkels menneskerettigheder bliver knægtet overalt på vor klode."
Ovenstående som sagt fra tidsskriftet AKTION 2/77
