Som tidligere nævnt på bloggen her sigtede Mentalhygiejnens ideologi mod at skabe et nyt menneskesind og en ny verden. Derfor skulle der slås en brêche mellem forældregenerationen og deres afkom, så børnene kunne opdrages uafhængigt af forældrene. Det var formålet med oprettelsen af den mentalhygiejniske forening BRIS 1969Lad os tage et kik tilbage. Her er en artikel om BRIS fra Tidsskriftet ”Vor Skole” 1974. Den er lang, men meget vigtig for at forstå, hvad der skete:
”Om nødvendigheden af, at praktisere alternativer, infiltrere systemet, lave 5. kolonne virksomhed eller hvad du nu ville kalde det, skal der ikke her argumenteres for. Det turde utvetydigt fremgå ved at læse videre frem. Det vil nemlig fortælle dig, at det har kunnet nytte. Og at det kan og skal nytte”
(Ole Lindboe, BRIS)
BRIS betyder officielt ”Børns Rettigheder i Samfundet”, men et barsk galgenhumoristisk folkevid har forlængst givet det øgenavnet ”BarneRov I Samfundet”.
Det er en kunst at kunne forme sproget, så læserne forstår en tekst på deres umiddelbare måde og begejstret tilslutter sig en idé, som i virkeligheden rummer noget helt andet end de tror. I simplere form kalder man sådan manipulation bondefangeri. Med honning i munden giver man det udseende af, at BRIS vil redde børn mod alverdens uret i et humant opofrende arbejde for barnets tarv. Søde fløjtetoner fra rottefængerens fløjte – i bevidsthed om, at den brede befolkning ikke vindes med forældrefjendske programmer. Der må camouflage til, og selv et forældrefjendsk projekt må – absurd nok – spille på forældrefølelser: kærlighed til børn. Derfor taler man om at ”tæve ungen”, når barnet får smæk på halen, og i stedet for klø, bruges ordet vold. Det skal hos læseren fremkalde et billede af børnemishandling, som man ved, alle vil tage afstand fra. Men selv ingen for den forkætrede børnepsykiatri erkender man (hvad i øvrigt alle forældre véd), ”at der kan være visse situationer, som en mor eller far ikke kan overskue, og som derfor giver anledning til et klask bagi på barnet. Man kan f.eks. tænke sig den situation, at et lille barn er løbet ud på kørebanen med risiko for at blive kørt over og vil gøre det igen, selv om moderen søger at forklare barnet, at det ikke må.”
Men BRIS nøjes ikke med en tendentiøs fremstilling i en forældrefjendsk kampagne. De omgås letfærdigt med sandheden. Således har de såvel på tryk som i radio ladet forstå, at det er lovfæstet, at børn er forældres ejendom uden anden juridisk rettighed end at blive forsørget af forældrene, hvilket efter BRIS´ udsagn betyder: ingen rettigheder! ”Barnet er retsløst”, hævder de uden skamrødme over at fare med falsk tale. ”Fra 0 til 18-års-alderen betragtes børn som enhver anden ejendom underlagt forældrenes hals- og håndret, påtvungen forældrenes valg i påklædning, uddannelse, livssyn, boligform, omgangskreds.”
Nu skal man for det første ikke underkende selv noget så materielt som retten til at blive forsørget. Det er ikke nogen ringe ret, og for baby er det en sag om liv og død. For det andet har barnet i lovens paragraffer, som rimeligt er, næsten udelukkende rettigheder, men minimalt ansvar og pligter, ja, i mange forhold har det en udvidet juridisk beskyttelse.
Forældrenes ejendom? Hals- og håndret? Sikken dog noget fabelagtigt sludder! Kan man lægge sine børn i lænker, klynge dem op i nærmeste lygtepæl eller sælge dem på torvet, bundtet som radiser? Man skulle ikke tro, der var jurister af høj kvalitet med i BRIS! Deres politiske ideologi må have sløret de juridiske hjerner, mens de på gammel jesuittervis stræber efter et altoverskyggende mål. BRIS hævder, at de ingen specielle partipolitiske formål” har. Det er upræcis formulering: politisk mål har de, men måske ikke direkte noget partipolitisk.
Når BRIS som anført åenlyst og hæmningsløst fører falsk tale, hvad forleder os da til at fæste lid til de komplet ukontrollable undersøgelser og rapporter, de laver?
Hvad er meningen med BRIS´virke? Hvad er deres program?
De siger selv: ”Grundtanken bag dannelsen af foreningen var erkendelsen af et behov for en organisation, der principielt stillede sig på barnets eller den unges side over for samfundet, hvad enten det var myndigheder, skoler og andre institutioner, eller det var forældrene. Vi mener, at der var behov for en uafhængig pressionsgruppe, der kunne optræde som børnenes og de unges forhandlere over for samfundet m.m.
Altid på barnets side, 100 procent, hvad enten barnet har ret eller ej, mod forældrene, mod skolen, mod samfundet, en holdning, ser er lige så udemokratisk som det ”trivselsprogram”, hvis ideologi man dyrker. Det er udformet af direktøren for Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut, psykolog Eggert Petersen som politisk program med følgende mål for familiemiljøet: total afskaffelse af forældremyndigheden, nedsat myndighedsalder til 15 år og fra samme alder en løn svarende til folkepension, hvad enten man arbejder, studerer eller driver. Hvis forældremyndighed, -pligt og –ansvar afskaffes sådan som Landsforeningen for Mentalhygiejne og BRIS ihærdigt arbejder på med offentlig støtte, elimineres al opdragelse fra forældrenes side, og barnet bliver i praksis ikke forældrenes, men NB heller ikke som BRIS lokker med: sit eget, men udelukkende de personers, der som den herskende mentalhygiejniske klasse bestemmer, hvilken opdragelse og hvilken ideologi barnet skal indpodes.
Den lovstridige organisation Børnemagt med hjemsted i det ligeså lovstridige Christiania bygger på samme mentalhygiejniske politiske ideologi og støttes af BRIS. Børnemagt opfordrer direkte børn gennem plakater og løbesedler til at pjække fra skole og løbe hjemmefra, mens BRIS følger sagen op med råd og dåd. Således har BRIS i efteråret 1973 til tusindvis af skolebørn uddelt en pjece med nøje instruktion om, hvordan man kommer hjemmefra, og man undser sig ikke for at forklare de mindreårige, at de – hvis de stikker af fra forældrene – skal holde sig skjult for politiet. Uskyldsfromt siger BRIS, at børn har krav på at få besked om de muligheder og juridiske rettigheder, de har. I så fald har de også krav på, at sådan juridisk undervisning meddeles dem på rent saglig basis af en objektiv instans, der ikke er ensidigt politisk engageret, og som ikke ser det som sin fornemmeste opgave at være ”pressionsgruppe” mod forældre, skole og samfund. Hvis de stakkels børn i Danmark alligevel ikke må få lov at være børn, så bør de have eksakt forklaring på BRIS´politiske hensigt og en utilsløret redegørelse for den elendighed, de kan komme ud i, når de eneste mennesker på jorden, der ifølge naturlov føler noget for dem, afskæres fra at opfylde deres pligt og ansvar. Børnene bliver brikker i et politisk spil, går muligvis i stykker eller bliver numre i et socialt og/eller kriminalt kartotek, som de siden kan sprælle og sparke for at komme ud af og undertiden må døje under resten af livet.
Efter et grundlæggende omhyggeligt muldvarpearbejde driver Mentalhygiejnen, BRIS og Børnemagt nu åbenlyst samfundsnedbrydende virksomhed. Alt tyder på en nøje planlagt strategi efter det mønster, man i militære kredse kalder ”psykologisk krigsførelse”. Den går i korte træk ud på, at en total ændring af samfundsstrukturen lader sig gennemføre smertefrit og uopdaget, hvis man i stedet for en øjeblikkelig krigerisk indsats vælger at arbejde sejgt og stille på langt sigt. Man uddanner en række folk, som anbringes i nøglestillinger inden for massemedierne (presse , radio, TV, biblioteksvæsenet, film, teater o.s.v.) og i den sociale og pædagogiske sektor. Når dette efter en årrække er vel indkørt, angriber man forældremyndigheden og begynder direkte indoktrinering af børnene. Det vil da kun være et tidsspørgsmål, hvornår de indoktrinerede børn er voksne vælgere og selv beklæder vigtige stillinger i staten. En statsomvæltning er gennemført.
Det er dette, man arbejder på. Det er dette, som næsten er gennemført. Regeringsorganer, adskillige myndigheder, socialstyrelsen, børneværn m.m. er i dag så gennemsyrede af den mentalhygiejniske infiltration, at love bliver tilsidesat, og den enkelte borgers retssikkerhed trampes under fode.
Er det forsent?
BRIS-manden Ole Lindboe skriver 1973 utilsløret i sin bog ”Noget om alternativ socialpædagogik”: ”Om nødvendigheden af, at praktisere alternativer, infiltre
re systemet, lave 5. kolonne virksomhed eller hvad du nu ville kalde det, skal der ikke her argumenteres for. Det turde utvetydigt fremgå ved at læse videre frem. Det vil nemlig fortælle dig, at det har kunnet nytte. Og at det kan og skal nytte”5. kolonne? Kan det så siges tydeligere?
Den 18. oktober 1973 kunne den opmærksomme avislæser i en del af dagspressen læse et notat om, at en unavngiven selvbestaltet forskergruppe har bedt folketinget nedsætte en kommission for at undersøge småbørns situation i Danmark, idet ”gruppen mener, at ansvaret for de vilkår, børn lever under, ikke kun skal påhvile den enkelte familie, men – i langt højere grad end tilfældet er – bør inddrages i politiske overvejelser og påvirkes af offentlig politik og administration.” Sagt uden fyldord og mere klart: målet er politisk opdragelse. Navnene og organisationerne bag gruppen viser sig ved nærmere undersøgelse at have stærk slagside til mentalhygiejnisk og/eller såkaldte venstredrejede kredse, og flere er aktivt engageret i samfundsnedbrydning, men forældre overhovedet ikke er repræsenteret. Blandt navnene er også Ole Lindboe, der tegner BRIS – ”BarneRov I Samfundet”.
