Apropos biskop Marianne Christiansen::
FRI OS FOR DEN RØDE BISP!
I 1983 valgte TV at transmittere den sædvanlige juleaftens gudstjeneste fra Lundehuskirken på Østerbro i København. Prædikant var Birthe Andersen, og besjælet af en kommunistisk åbenbaring holdt hun en dundertale imod kapitalismen og USA og forstærkede dermed den politiske linje fra prædikestolen, som flere var begyndt på. Om TV med vilje havde valgt hende ud til julefesten, skal være usagt. Hun var i kirkekredse ikke ukendt som venstreorienteret slagsbror lige fra sin deltagelse i studenteroprøret 1968 til Kirkedagene. Men TV-medarbejderne havde dog - i den søde julestund - undladt at filme de demonstranter, der var mødt frem i hendes kirke med politiske slagord i håb om at få dem på fjernsynsskærmen.
Om de var kommen af sig selv eller på direkte tilskyndelse af præsten, må overlades til tankernes frie spil, men hun havde accepteret deres optræden! Det var jo blot en virkeliggørelse af opfordringen på sommerens Kirkedage i Silkeborg: „BZ din kirke!“
Birte Andersens julebudskab fik Centrumdemokraternes leder, Erhard Jacobsen til at fare ud, og i det hele taget gav det anledning til mange ufredelige dønninger i pressen. Skønt det næppe kunne være korrekt at forvandle kirken til en politisk slagmark, fandt biskop Ole Bertelsen ikke årsag til at påtale dette - sikkert på grund af sin egen holdning, idet han politisk hyldede SF og gik ind for Christiania.*
Altså var det nu „in“ at demonstrere i kirken!
Noget senere skulle biskoppen indsætte nye præster i deres præstegerning (26.2.1984). Jeg kendte ikke ceremoniellet, men indfandt mig i god tid i Vor Frue Kirke og satte mig på forreste bænk i midterskibet. Efterhånden fyldtes kirken, og den var tæt besat, da højtiden begyndte. Under orgelbruset drog de nye præster sammen med ældre kolleger op gennem kirken i procession og dermed forbi min stol. Jeg takkede himlen for, at jeg ikke havde taget paryk og blå briller på, for så havde det været pinligt at blive afsløret af den røde præst, Hans Nebel. Vore øjne mødtes, da han skred forbi.
Gudstjenesten gik sin gang, mens jeg spekulerede som en gal på, hvornår og hvordan jeg skulle klare det, jeg havde indladt mig på. Jeg kunne endnu droppe sagen og slippe derfra. Tanken om at skulle demonstrere i domkirken helt muttersalene gav mig ærlig talt hjertebanken af bekymring, som jeg måtte overvinde med beroligende ord til mig selv: Vorherre var nok ligeglad, og hvad kunne der til syvende og sidst ske andet end, at kirketjeneren viste mig bort?
Vi var langt inde i gudstjenesten, da jeg endelig smed min lodenfrakke og dermed lod den citrongule tynde sommerfrakke komme til syne nedenunder. Med stor skrift stod der malet hen over forsiden på den: „Ingen kan tjene to herrer“ og på ryggen: „Fri os for vor røde bisp!“ Men ingen kunne nyde synet dér, hvor jeg var i kirkestolen. Jeg måtte ud på gulvet. Med bæven tænkte jeg på, hvordan det skulle spænde af, men trøstede mig igen med, at jeg højest kunne blive smidt ud. Jeg åbnede kirkestolens låge, trådte ud på midtergulvet og gik ganske langsomt op til korgitteret, åbnede det, steg indenfor og satte mig over for præsterne på den nordre side, der var beregnet til de vordende pastorers familiemedlemmer.
Jeg afventede det videre forløb af ordinationen. Nebel og hans kolleger overfor kunne ikke undgå at se indskriften på forsiden af mig, og der bredte sig en vis hvisken...
Og hvad nu? Hvordan skulle jeg vække opsigt? Hvordan skulle jeg få vist bispen min demonstration? Nu havde præsterne set den, men Ole Bertelsen....
Vi nåede til nadveren. Den uddeltes ikke af biskoppen, men han sad ved siden af, bare et lille stykke fra knæfaldet, og nadvergæsterne måtte stå i kø for at nå frem. Det var min chance! Jeg stillede op i rækken lige foran Bertelsen. Han kunne ikke undgå at se mig, selv med sin bedste vilje. Da jeg nåede frem til knæfaldet og nadveren, afslog jeg både brød og vin for en ordens skyld. Efter nadveren, da der igen var faldet ro over menigheden, gik jeg ned til min kirkestol, tog min lodenfrakke og skred langsomt , meget langsomt, som det sig hør og bør i en kirke, ned ad midtergangen og ud.
Hverken Kristeligt Dagblad eller nogen anden avis bragte et ord om demonstrationen!
Nej, naturligvis ikke!
Kun kom der et par uger efter et læserbrev fra en forarget kvinde i Helsingør - Skrevet og sendt af mig!
*) Da Ole Bertelsen blev ordineret til biskop i 1975, optrådte en hippipige i rødt foran domkirken med skilte som: „Leve den røde biskop!“, „Leve Bock“, pastor Søbye og Thorsen“, „Mere støtte til Thorsen!“ og „Vi vil have mere teater i kirken!“. Hun fik ikke lov at stå der så længe, før politiet gænnede hende væk, men Ekstrabladet nåede da at snuppe et billede og skrev i avisen, at denne „Folkets repræsentant“ „skidegodt“ var blevet fjernet af „en politimand der hed Egon“. På billedet, man ser hvordan....
(Jeg tilstår:)
Det var bare mig, Gertrud, der var ude med sort propaganda.
