Fra /ritzau/
12. januar 2016, 17:09
Flere kvinder i Thisteds natteliv har følt sig generet af asylansøgere. Nu vil kommunen stramme op.
Flere kvinder i Thisted Kommune har klaget over, at de har følt sig generet af udenlandske asylansøgere i nattelivet.
Nu vil kommunen iværksætte en række tiltag for at undgå problemer mellem de lokale og asylansøgere.
Det fortæller Lars Sloth, direktør for børne- og familieforvaltningen i Thisted Kommune og ansvarlig for asyl- og flygtningeområdet.
- Flere piger har følt sig utrygge på gaden, hvor de er blevet antastet af asylansøgere. Det samme er sket ude på dansegulvet i nattelivet, siger han til Ritzau.
Lars Sloth understreger, at politiet ikke har været involveret. Der har ikke været nogen anmeldelser eller sigtelser, oplyser han.
Thisted Kommune er en af de kommuner, der har asylansøgere indlogeret i teltlejre.
Generende opførsel og ubehagelige tilnærmelser er lige nu et brandvarmt emne i Europa. I de seneste dage er der poppet sager op fra Köln og senest Stockholm, hvor kvinder har følt sig generet af udenlandske mænd.
- Vi vil forsøge at øge kommunikationen med de her mænd for at fortælle dem, hvad god opførsel er, og hvordan man opfører sig i og uden for bylivet. Det betyder, at vi i den kommende weekend sender SSP-medarbejdere med ud i nattelivet, siger Lars Sloth.
Han understreger, at der er tale om asylansøgere og ikke lokale nordjyder, der står bag chikanen. Han har dog ikke noget tal på, hvor mange mænd der har deltaget.
Ud over ubehagelig opførsel på byens beværtninger og diskoteker, er der også en række af asylansøgerne, der drikker for meget.
- Vi har i den seneste weekend oplevet, at der er flere asylansøgere, der drikker sig lidt for beruset og er blevet kørt i detentionen. Det er selvfølgelig at gå over grænsen, lyder det fra Lars Sloth.
To mænd er blevet hentet af politiet. Den ene gang skete det i teltlejren, mens den anden mand blev hentet ude i nattelivet.
/ritzau/