- som gulerod for ulands-mordere?
Efter et lidt for smart forsøg på at blive i Norge mindes man et otte år gammelt, skrottet forslag fra DF’s borgmesterkandidat i København.
Den sydsudaneser, som i mandags dræbte sine tre gidsler i en bus i Norge, stod til at blive udvist dagen efter, og tilsyneladende valgte han bevidst en tilværelse som kriminel i et norsk fængsel frem for at blive sendt til sit fædreland. Strategien lykkedes jo, han er nu ikke i Sudan, men under bevogtning og pleje på et norsk sygehus og kan se frem til årelangt ophold i verdens mest luksuøse og fangevenlige fængselssystem.
Når man ikke skyr nogen midler, kan man altid blive i Vesteuropa – dette er denne sag blot det seneste og meget markante eksempel på. Som løsningsmodel er det svært at se sagen anderledes, end DF’s borgmesterkandidat i København i 2005, Louise Frevert, gjorde det på sin hjemmeside, hvor hun bl.a. skrev:
”Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle.” Eftersom danske fængsler nu var fyldte, konkluderede hun, at man nok skal ”tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag.”
Formuleringerne vakte furore og fordømmelse også fra partifæller, men rent sagligt har det været et af de få pletskud i denne problematik gennem årene: Det er aldeles afgørende, at asylanter og migranter generelt, uanset hvad de gør, intet håb har om at kunne blive i det behagelige værtsland. Skal de i fængsel, må det ske under deres hjemlands forhold, så der intet attraktivt er ved at gå forbrydelsens vej for at undgå udvisning. Altså mest nærliggende og realistisk skal i-lande (evt. kan flere gå sammen om projektet) stå for konstruktion og drift af fængsler i relevante u-lande under disses forhold, hvor kriminelle med statsborgerskab i regionen kan sendes til efter afvisning i i-landene. Flere europæiske lande står faktisk allerede som ansvarlige for fængsler i den tredje verden, så det er bare om at udnytte mulighederne i den slags initiativer fuldt ud.
Havde sydsudaneseren vidst, at han ved kriminalitet i Norge med sikkerhed ville ende i et afrikansk fængsel, havde de tre uskyldige i bussen måske stadig været i live. I særdeleshed hvis man kommer fra et land med barske forhold, bliver man absurd nok belønnet, jo mere alvorlig kriminalitet man begår som gæst i især Skandinavien. Men det er jo igen bare et udtryk for en generel tendens, at lovbrydere og uromagere belønnes med støtte, uddannelses- og jobtilbud og alskens andre ”ressourcetilførsler”, mens lovlydige borgere bare skal betale og holdes for nar. Det er mere end lige før, at myndighederne lokker til kriminalitet, ligesom hele Vesteuropa med sin politik metaforisk sagt nærmest tigger om at blive voldtaget og dolket.
Når man ikke skyr nogen midler, kan man altid blive i Vesteuropa – dette er denne sag blot det seneste og meget markante eksempel på. Som løsningsmodel er det svært at se sagen anderledes, end DF’s borgmesterkandidat i København i 2005, Louise Frevert, gjorde det på sin hjemmeside, hvor hun bl.a. skrev:
”Vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, så vi har kun den mulighed at fylde vore fængsler med disse kriminelle.” Eftersom danske fængsler nu var fyldte, konkluderede hun, at man nok skal ”tænke i andre baner, og f.eks. modtage et russisk tilbud om at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for kr. 25 pr. dag.”
Formuleringerne vakte furore og fordømmelse også fra partifæller, men rent sagligt har det været et af de få pletskud i denne problematik gennem årene: Det er aldeles afgørende, at asylanter og migranter generelt, uanset hvad de gør, intet håb har om at kunne blive i det behagelige værtsland. Skal de i fængsel, må det ske under deres hjemlands forhold, så der intet attraktivt er ved at gå forbrydelsens vej for at undgå udvisning. Altså mest nærliggende og realistisk skal i-lande (evt. kan flere gå sammen om projektet) stå for konstruktion og drift af fængsler i relevante u-lande under disses forhold, hvor kriminelle med statsborgerskab i regionen kan sendes til efter afvisning i i-landene. Flere europæiske lande står faktisk allerede som ansvarlige for fængsler i den tredje verden, så det er bare om at udnytte mulighederne i den slags initiativer fuldt ud.
Havde sydsudaneseren vidst, at han ved kriminalitet i Norge med sikkerhed ville ende i et afrikansk fængsel, havde de tre uskyldige i bussen måske stadig været i live. I særdeleshed hvis man kommer fra et land med barske forhold, bliver man absurd nok belønnet, jo mere alvorlig kriminalitet man begår som gæst i især Skandinavien. Men det er jo igen bare et udtryk for en generel tendens, at lovbrydere og uromagere belønnes med støtte, uddannelses- og jobtilbud og alskens andre ”ressourcetilførsler”, mens lovlydige borgere bare skal betale og holdes for nar. Det er mere end lige før, at myndighederne lokker til kriminalitet, ligesom hele Vesteuropa med sin politik metaforisk sagt nærmest tigger om at blive voldtaget og dolket.
