november 05, 2013

Lidt Dansk Kultur

Lidt Dansk Kultur

Nu er postens julemærker her, og hvor er de danske! Gengivet efter gamle glansbilleder. Mange småpiger samlede på glansbilleder i tyverne og trediverne, husker jeg. Jeg syntes det var lidt tøset, så jeg hang ikke rigtigt med. Men man havde dem gerne i et gammelt stilehefte, hvis sider blev bøjet på midten ind mod venstre, så de ligesom dannede lommer, hvor billeder kunde ligge parat til en eventuel samler. Man byttede dem med andre.














Nu vil jeg igen høre: hvad har årets julemærker med dansk kultur at gøre? Det skal jeg sige dig: de trængte i den grad ind i dansk børneunderholdning, at de blev danske. Hertil kommer, at selve idèen med et julemærke er en DANSK opfindelse, som mange andre lande har optaget fra os. Og endelig er jo også julenisserne en dansk udlægning, inspireret af folketroens gårdnisse eller gårdbo.


Wikipedia oplyser:

Glansbilleder stammer fra Tyskland i 1860'erne.
I starten var der tale om sort/hvide motiver, som man for ekstra betaling kunne få håndmalet.
Opfindelsen af litografitryk i farver muliggjorde farvede glansbilleder. I begyndelsen var der kun tale om firkantede billeder, men i 1870'erne kom der også udstansede billeder og nogle oven i købet trykt med relief og med sølvglimmer, og glansbilleder med engle begyndte at dukke op.
De farvede glansbilleder sås oprindeligt i de tyske bagerbutikker, hvor de blev brugt til at dekorere kager. Senere blev de så anvendt som et dekorativt element til julekort.
Glansbillederne blev fremstillet med mange forskellige motiver, der både henvendte sig til drenge og piger. Omkring 1880 dukkede julemanden op som motiv, og i 1920'ernefulgte nisserne trop. Glansbilleder med julemotiver var naturligvis sæsonbestemt, på samme måde som påsken fik sine egne motiver.

I Danmark blev der produceret glansbilleder under 2. verdenskrig, bl.a. med Christian 10. til hest. Glansbilleder var for mange børn tidligere et stort samleobjekt, som blev indsat i hæfter og scrapbøger.