Lidt Dansk Kultur (- eller her ukultur)

Jødefejden
Frederik den Tredie, der ligesom sin far ikke mindst manglede penge på grund af ulykkelige krige, fik et større lån af en rig portogisisk jøde, og det førte til, at portugisiske jøder i 1657 fik lov til at drive handel i Danmark, dog uden at bosætte sig i landet. Dermed var de første skridt taget til et mosaisk samfund. Men snart efter lå det danske rige i ruiner som følge af en rasende hård vinter, der

lod Carl 10. Gustav, der kom sydfra op i Jylland, gå over øerne til afsluttende fred i Roskilde med tab af Skånelandene. For at komme på fode igen, lod kongen stifte en særlig asylret for Fredericia By, som i første omgang skulde gælde for gældsbundne personer. Men siden udvidedes til visse kriminelle.

Lidt efter lidt lempedes reglerne for jøders ophold og erhverv i Danmark. Den gamle Jødekirkegård i Møllegade i København kom til i 1684. Mens jøderne i begyndelsen alene havde været henvist til at klare sig ved handel, som tilmed kunde være indskrænket til bestemte varer, så fik de i slutningen af 1700-tallet mulighed for at komme i håndværkerlære. I 1814 opnåede jøderne fuld borgerret i Danmark, skønt man netop på det tidspunkt havde en heftig dispyt i befolkningen for og imod jøder, som kaldtes ”den litterære jødefejde” og havde sin rod i Tyskland. En negativ folkestemning mod jøder spredtes, bl.a. nok fordi situationen i Europa under og efter Napoleonskrigene havde skabt fattigdom og handelskrise. Danmark havde i krigen holdt på den forkerte hest og gik statsbankerot i 1813 og havde ikke held med sig ved fredsforhandlingerne i Wien. Norge gik sine egne veje.

 Scene fra hjørnet af Stormgade og Frederiksholms Kanal. Til venstre hjælper fem militærfolk en jøde væk. Se billedet nedenfor.  Bag ved i Rådhusstræde kommer ridende politi med dragne stokke.

I september 1819 kom så Jødefejden. Vi vil jo helst tro, at vi danskere ikke har opført os uanstændigt over for jøderne, men så vel var det ikke. Pøbelen samlede sig og løb amok mod jødeforretninger, hvor de knuste ruder og lavede hærværk og nogle steder brød de ind hos jødisk handlende eller vexelerere og overfaldt dem. Politiet havde meget svært ved at styre bølleoptøjeret og måtte have hjælp af soldater fra Hovedvagten på Kongens Nytorv.

Det var netop i en af de urosdage, at en ranglet nykonfirmeret 14-årsdreng fuld af forventninger og tiltro til forsynet kom til byen med postdiligencen og gik til fods fra Frederiksberg Bakke til Vesterport. Knægten Hans Christian så den livlige, travle by uden at forstå, at noget specielt var på færde.

Uroen fortsatte at dukke op sporadisk her og der gennem et helt år, undertiden også i provinsen. Meîr Goldschmidt har skrevet om sine oplevelser i sin onkels købmandsgård i Vordingborg. Gennem Klæstrups tegninger fra Jødefejden i København får vi nok det mest realistiske indtryk af begivenhederne, hvor jøder må flygte for gadebøllers hånlige overfald. Sikkert var det ikke sjovt at stå overfor en oprørt pøbel, thi intet er jo så håbløst som at forsøge at ræsonere med en sådan tomhjernet skare. Mange kender det fra nutidens Danmark, ikke mindre farligt end dengang!