Lidt Dansk Kultur

Ude på Frederiksberg står der i anlægget langs Allègade tæt ved Rådhuset en række buster. En af dem var før i tiden kendt af ethvert barn i landet, for havde ikke ens forældre læst op af hans vers, så havde læreren eller lærerinden i underskolen gjort det, og på rim husker man tingene bedre. Og hvem kunde holde tårene tilbage, når vi hørte om den døende and eller om den efterladte hund, der løb gøende langs stranden for at råbe sin herre op. Det var så uendeligt sørgeligt.

”Fabler for Børn” et halvhundrede billeder tegnede af J.T.Lundbye til tekst af H.V.Kaalund, tiende udgave – står der på mit exemplar. Siderne er mærkede af år og børnefingre. Min brors navn står med blyant på forsiden, og bogen er bundet ind af min mor, som nok først havde tænkt at binde hele min fars bogsamling ind, men det blev en umulig opgave.

Lige under selve busten af Kaalund er der en frise af dyr fra hans fabler. Lidt medtaget af tidens tand, som man ser. Hvordan kunde en lyrisk natur som Kaalund klare et job som lærer for fangerne i Vridsløselille?

"Saa ti dog, Hund, med den evige Gøen!"

"Ak, ser du ej Skibet derude paa Søen?

Min Herre, Kaptajnen har glemt mig iland.

Nu maa jeg vel løbe og klage ved Strand."

- Saa løb den og jamred i Nætter og Dage,

Den vilde ej Æde og Drikke tage.

Til fremmede Lande gik Skibets Vej.
Den fattige Hund man ænsede ej.
Den døde af Kummer og fik sin Grav
i Tangen tæt ved det vaade Hav.
Mig synes den havde saa vel fortjent
for sin Troskab et hædrende Gravmonument.

Sådan lærte vi børn at holde af dyrene.
En værdifuld del af dansk kultur!
Pas på den! Den er ikke....global!