På Bispetorvet foran Vor Frue Kirke står der et mindesmærke for den religiøse borgerkrig, der kaldes "Grevens Fejde" og som efter en
hård belejring af byen med slem hungersnød endte med, at Chr. 3 indtog byen 6. august 1536, og dermed var det slut med katolicismen
Nogle dage efter lod kongen om natten de syv biskopper fængsle og indkaldte en rigsdag: rigsråder, adel, borgere og bønder.
Efter at have underskrevet en håndfæstning afholdtes "Bursprog"* på Gammeltorv foran Rådhuset.
Det er det, vi ser her på relieffet, hvor Chr. 3 troner i midten omgivet af en stor folkeforsamling, der får oplæst en redegørelse for situationen og godkender de beslutninger, der er taget. Alle tilgives, thi den største fejl var biskoppernes, for "den Lydighed, de Riget vilde, førte en Flue bort på sin Rumpe". Særlig angrebes Sjællands biskop, Joachim Rønnov, som frækt havde gjort krav på København som bispens ejendom (sådan som det havde været hundrede år tidligere). Som den eneste af de katolske biskopper, vilde han ikke give efter, hvorfor han kom til at sidde i Blåtårn på
Københavns Slot indtil sin død 1544.
Mindesmærket udgør et stykke religionshistorie, der med fire relieffer forklarer reformationen med
fornøden kort tekst på trinet under hvert relief.
*) bursprog, oprindeligt fra nedertysk bur-sprake, forsamling af borgere, oprindeligt af bønder.